Et klart flertal i Folketinget anbefaler et ja ved folkeafstemningen om det danske retsforbehold i EU. Men hos vælgerne står ja- og nej-siden stort set lige stærkt på nuværende tidspunkt. Det fremgår af to meningsmålinger, som kom i går.
I den ene siger 39 procent, at de vil stemme ja, mens 38 procent vil stemme nej. Det vil sige dødt løb. (Megafon/TV2)
I den anden vil 32 procent stemme ja, mens 29 procent vil stemme nej. Også stort set dødt løb, når man indregner den statistiske usikkerhed. (Epinion/DR)
Fælles for de to målinger er, at kolossalt mange vælgere stadig siger ”ved ikke”. 34 procent hos Epinion/DR. 23 procent hos Megafon/TV2, men her siger direktøren, at tvivlen i virkeligheden er mere udbredt – han vurderer, at tvivlerne reelt udgør omkring 40 procent.
I øvrigt viser Epinion-målingen, at der er et lille nej-flertal blandt de blå vælgere og et klart ja-flertal blandt de røde vælgere. Det viser, at EU-holdningerne har ændret sig, så borgerlige er blevet mere skeptiske, mens venstreorienterede er blevet mere positive.
Ingen tro på garanti
For ja-siden er det bekymrende, at vælgerne er mere modstræbende end Folketinget. Det er særligt bekymrende, fordi der ved folkeafstemningerne i 1992 og 2000 var en tendens til at nej-siden voksede, jo tættere man kom på afstemningen.
Det har heller ikke løftet humøret i ja-lejren, at der i går kom endnu en meningsmåling. Her spurgte man vælgerne om deres holdning til Lars Løkkes garanti for, at Danmark ikke kommer til at tilslutte sig EU’s fælles asylpolitik, med mindre der først bliver holdt en ny folkeafstemning om den sag.
Kun 18,6 procent af vælgerne siger, at de tror på Løkkes garanti. Hele 68,8 siger derimod, at de ikke tror på den. (Voxmeter/Ritzau)
Det svækker unægtelig ja-sidens mulighed for at bruge garantien som et trumfkort i kampagnen.
Løkkes garanti har selvfølgelig været et forsøg på at gøre vælgerne tryggere ved et ja.
Men man må endnu engang konstatere, at garantier ikke er noget stærkt våben for danske politikere. Vælgerne møder dem med vagtsomhed, og en del af dem bliver nærmest endnu mere skeptiske, når politikerne udsteder garantier. Det smager af, at man vil lokke dem til noget.
Skræmmekampagner
Så ja-siden er under pres. Men afstemningen er trods alt stadig fuldstændig åben. Ja-lejren skyder sig selv i foden, hvis den lader sig gribe af panik og begynder at køre skræmmekampagner for at forhindre et nej.
Ligesom garantier preller af på danske vælgere, så gør skræmmekampagner det også. Især hvis man bruger fine folk fra EU-systemet til at skræmme.
Det har været forsøgt ved flere folkeafstemninger om EU, og det har været alt andet end vellykket. Vælgerne har ikke rettet sig efter skræmme-retorikken. Tværtimod er de blevet mere immune, hver gang det har vist sig, at skræmmebillederne ikke holdt stik.
Det helt store eksempel er de dramatiske advarsler om, hvor ilde det ville gå dansk økonomi, hvis man sagde nej til euroen. Som bekendt viste virkeligheden sig at blive en ganske anden.
Søren Pinds specielle teori
Alligevel ser det ud til, at folk på ja-siden taber hovedet over nej-sidens styrke og forsøger sig med skræmmebilleder igen-igen.
Et helt ekstremt eksempel er et tankespind, som justitsminister Søren Pind kaster sig ud i på Politikens forside.
Pind udkaster følgende teori: Hvis Danmark siger nej, skal vi forhandle med EU om at få en parallelaftale med EU, der gør det muligt at være med i politisamarbejdet Europol alligevel.
Sverige kan så udnytte denne situation til at stille krav til Danmark om at tage imod flere flygtninge – som en modydelse for at få en aftale om Europol.
Justitsministeren giver ikke nogen form for belæg for sin teori, men at han siger: ”Det tror jeg da umiddelbart, jeg ville kræve, hvis jeg var svensk.”
Ærlig talt …
Juridiske eksperter tordner
Jyllands-Postens forside har en anden variant af skræmmebillederne. Her refererer man en stribe EU-juridiske eksperter for, at Danmark ikke bare kan blive medlem af Europol bagefter, hvis vælgerne siger nej ved folkeafstemningen.
Disse eksperter har utvivlsomt juraen på deres side, når de siger, at Danmark under disse omstændigheder ikke har en ret til at komme med i Europol.
Det er også korrekt, at kræfter i EU vil være betænkelige ved at give Danmark lov til bare at pille en enkelt rosin ud, nemlig Europol, og så sige nej til resten.
Men almindelig snusfornuft kunne måske nok tilsige, at EU i den aktuelle situation ikke ligefrem har politisk behov for at smide et medlemsland ud af politisamarbejdet.
Hvis denne politiske vurdering holder stik, finder man nok også en løsning på det juridiske. Men selvfølgelig: Der er ikke nogen total sikkerhed for det.
Ja-politikerne kan ikke styre, hvad juridiske eksperter siger i medierne. Men det er i hvert fald en tvivlsom idé at tilskynde dem til at tordne om voldsomme konsekvenser af et nej.
Det har været forsøgt før. Uden held.
