Rusland og Kina tilnærmer sig hinanden – men interesserne er modstridende og fællesskabet er ustabilt

Wikipedia

Ruslands festligholdt den 9. maj 2015 af 70-års dagen for sejren over Nazityskland med den største militærparade i Moskva siden 1945.

 

Der gik 20 år dvs indtil 1965, før en militærparade efter 1945 igen indgik i festligholdelsen, så der er signaler i dette russiske skridt.

 

Det vigtigste er givetvis Rusland som en militærmagt, man må regne med, samt dets rolle som udfordrer til den amerikansk dominerede verdensorden.

 

Denne tolkning støttes af listen over dem, der meldte afbud (stort set samtlige vestlige ledere med henvisning til Krim og Ukraine) samt dem, der mødte op, hvoraf især Kinas præsident Xi Jinpings tilstedeværelse er værd at notere sig.

 

På overfladen er der en tilnærmelse

På overfladen ser det ud til en tydelig og kraftig russisk-kinesisk tilnærmelse.

 

Et nærmere eftersyn afslører, at det næppe stikker så dybt, som den umiddelbare reaktion giver anledning til at tro.

 

De to lande søger sammen, men fortrinsvis på det militære område.

 

Det militære område

Rusland har sagt ja – efter en del tøven – til at sælge Kina sit nyeste luftforsvarssystem (S-400), samt efter sigende dets splinternye Sukhoi 35 jager. Sidstnævnte salg har den interessante tilføjelse, at Kina efter forlydender kun køber et begrænset antal, medens Rusland, skulle et salg finde sted,  ønsker et højere antal.

 

Afkodningen af dette er, at et begrænset antal giver adgang til  flyets hemmeligheder (teknologi) uden større økonomisk gevinst for Rusland. Det vil sige at Kina i realiteten køber russiske militære hemmeligheder uden at give Rusland ret meget til gengæld. Fælles flådeøvelser blev også proklameret som et led i tilnærmelsen.

 

Læs også
Kina: Den perfekte højteknologiske totalitærstat

Det økonomiske område

På det økonomiske område er der aftalt kolossale kinesiske investeringer samt leverancer af olie og gas fra Sibirien; men sidstnævnte kræver bygning af rørledninger, som Kina skal finansiere, så foreløbig er det ikke meget mere end hensigtserklæringer.

 

Kilder (onde tunger?) fortæller, at Kina har presset prisen i bund samt sammenkoblet leverancer af højteknologisk miliært udstyr med køb af olie og gas, som ikke længere kan påregnes afsat til Europa. Samhandelen er betydelig med ca 10% af Ruslands eksport til Kina, men kun 2,5% af Kinas eksport til Rusland.

 

Under overfladen skjuler der sig et ustabilt interessefællesskab, hvor begge parter lurer på hinanden og med Kina som den toneangivende part.

 

Ruslands forsøg på at få Kina med i et ’angreb’ på den vestlige (amerikanske) verdensorden er ikke lykkes og vil ej heller gøre der i fremtiden.

 

Kina er mere afhængig af omverdenen end Rusland og har ingen som helst interesse i at slå det globale system i stykker. Det kom krystalklart frem for ca 1 ½ måned siden i et interview af Premierminister Li Keqiang i Financial Times, hvor han med syvtommersøm slog fast, at Kina arbejder indenfor systemet.

 

De to lande er rivaler i Centralasien med Kina som priviligeret køber af ressourcer, medens Rusland opererer for at drage de tidligere sovjetrepublikker nærmere og helst ind i det ’nye’ Rusland.

Læs også
Angsten for fake news

 

To lande – to forskellige vilkår

Den vigtigste iagttagelse er, at Kina  er en fremstormende magt, der har penge i kassen og tro på sig selv til at varetage sine interesser og derfor kun i begrænset omfang behov for støvletramp, medens Rusland er en aftagende magt, hvis eneste kort er ressourcer og militær magt. Sidstnævnte magtfaktor trues nu af statsfinansielle stramninger efter olieprisens fald og de vestlige sanktioner.

 

Sagens kerne er således, at uanset iøjnefaldende symbol skridt er forholdet ved at udvikle sig til et gammeldags romersk begreb: Kina som patron og Rusland som klient.

 

J. Ørstrøm Møller

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…