Sidste år fik i alt 1.465 syrere tilladelse til familiesammenføringer med ægtefæller, faste samlevere og børn, fremgår det af et svar fra justitsminister Mette Frederiksen til Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen.
Tallet bliver langt højere
Nogle af tilladelserne i 2014 dækker et efterslæb fra året før, hvor blot 647 syrere søgte om familiesammenføring.
I 2014 eksploderede antallet af syriske ansøgninger om familiesammenføring til 4.665.
Oog da den aktuelle opgørelse, der viser, at 1.465 har fået tilladelse til familiesammenføring, er per 11. januar, bliver antallet af familiesammenføringer som følge af asyltilstrømningen i 2014 langt højere.
Alene i årets tre sidste måneder i 2014 søgte 2.286 syrere om familieansøgninger. Det svarer til næsten halvdelen af det samlede antal ansøgninger i hele 2014, og de asnsøgninger var langt fra færdigbehandlede på opgørelsestidspunktet den 11. januar i år.
Kun personligt forfulgte
Fakta er, at samtlige de 4.665 syrere, der sidste år søgte om familiesammenføring, vil få det. Det skyldes den måde, de såkaldte stramninger er skruet sammen på.
Officielt hedder det sig, at kun personligt forfulgte syrere kan få familiesammenføring, medens dem, der er flygtet fra krig og ødelæggelse og har fået opholdtilladelse, skal vente et år. Er forholdene i Syrien på det tidspunkt ikke forbedret, vil de automatisk få tilladelse til familiesammenføring.
Da ingen, der er ved deres fulde fem, tror på, at forholdene i Syrien i år vil blive så forbedrede, at krigsflygtninge kan sendes tilbage, vil dem, der nu har fået afslag, i løbet af året således få tilladelse til familiesammenføring.
De har ingen udsigt til at vende tilbage
Det var da heller ikke uden grund, at regeringens egen vicestatsminister, den radikale Morten Østergaard, rystede på hovedet, da daværende justitstisminister Karen Hækkerup (S) i september sidste år fremlagde det noget besynderlige forslag.
“Det vi taler om, er syriske krigsflygtninge, som ikke har nogen udsigt til at komme hjem, fordi konflikten jo snarere spidser til end det modsatte,” sagde Morten Østergaard til TV2 den 16. december.
Han understregede, at også krigsflygtningene fra dag ét ville komme ind i et fuldt integrationsprogram.
Da regeringen fremlagde sit forslag, stod det i øvrigt fast, at hovedparten af de syriske asylansøgere fik opholdstillandelse som personligt forfulgte, så alene ad den vej var der ikke tale om en stramning.
Og hvad den øvrige del angår, udskyder man blot familiesammenføringerne i et år, men ikke desto mindre står statsminister Helle Throning-Schmidt (S) om tirsdagen i Folketingets spørgetime gang på gang og understreger, at regeringen har strammet asylreglerne.
Tallene taler deres eget tydelige sprog
Hos Dansk Folkeparti undrer tallene ikke udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen.
“Tallene taler deres eget tydelige sprog. Det er et skoleeksempel på, hvorfor en regering ikke må sidde med hænderne i skødet samtidig med, at asyltilstrømningen stiger. For lige så snart der er opnået asyl, så bliver der søgt om familiesammenførring,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og fortsætter:
“Det er det, tallene viser, og det er lige præcis det, vi gentagene gange har advaret regeringen om. Men den har ikke hørt efter, og det var nok ikke så smart.”
Befinder sig langt fra virkeligheden
Martin Henriksen påpeger i den forbindelse, at Helle Thorning- Schmidt med sin kampagne om regeringens asylstramninger befinder sig langt fra virkeligheden.
“Det virker mildest talt mærkværdigt, at Helle Thorning-Schmidt kører en stor kampagne om sin såkaldte stramme asylpolititik samtidig med, at disse (tallene for syriske familiesammenføringer, red.) og andre tal løbende kommer frem,” påpeger Martin Henriksen og fortsætter:
“Regeringen buldrer derud ad med sine kampagner, og det foregår uden hensyn til, hvad der sker i virkelighedens verden. Det er faktisk lidt skræmmende at være vidne til,” understreger Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen.