Det er foruroligende, at Politiets Efterretningstjeneste er fortrøstningsfuld med hensyn det store antal af uregistrerede unge mænd, der fra Mellemøsten vælter ind over det grænseløse Europa. Problemet er åbenbart en dybt arrogant, uprofessionel forventning om, at man altid vil have et dækkende efterretningsbillede af modstanderen.
Vi er i krig men bliver bløde i knæene
Men vi er i krig med Islamisk Stat. Krigen er erklæret, og som sædvanligt er det en krig, som Vesten – i mangel af vilje til andet – tror, kan vindes ved kombination af teknologi samt økonomisk og anden halvhjertet hjælp til lokale korrumperede kræfter.
Når man er i eller forudser krig, er det hjernedødt at tro, at man får et klart efterretningsbillede at reagere på. Man skal respektere sin fjende. Han lægger sig ikke fladt ned og opgiver, men søger at ramme vores svagheder.
Vestens modstandere ved, som altid, at de med stor sikkerhed kan vinde ved at strække krigen ud til en konflikt, der varer fra årtier til evigt, og ved at overføre konflikten til den vestlige hjemmefront. Her taber demokratiet viljen til at fortsætte, når de politiske omkostninger for samfundet bliver tydelige, som de blev for Frankrig med hensyn til Algeriet, USA med hensyn til Sydvietnam, Storbritannien i Nordirland og Israel i Sydlibanon og Gaza.
Vestens egne svagheder skal afdækkes
Hvis vore efterretningstjenester ikke skal være spild af penge, skal de ydmygt og selvkritisk lede efter de muligheder, som modstanderen har for at ramme Vestens svagheder: Europas åbenlyst helt manglende evne til at kontrollere og integrere ghettoerne, fra Frankrig over Belgien og Storbritannien til Danmark og Sverige.
Det burde være indlysende, selv for efterretningstjenesterne, at modstanderens helt oplagte strategi må være at få flest mulige aktivister eller blot sympatisører ind og forstærke de hjemvendte syrienskrigere og andre agenter, der allerede er placeret her. Hvis det kan ske uden risiko for registrering er det helt fint. Hermed vil man få flere handlemuligheder og øget slagkraft.
En sådan åben erkendelse er, som efterretningshistorien viser, aldrig let at opnå, og da slet ikke, hvis tjenesterne henfalder til at blive selvpolitiserende bureaukratier.
Fejlene gentages
Da udfordringen for 80-90 og igen 35 år siden var kommunistiske og andre venstresocialistiske revolutionære agenter og medløbere, forstod ikke mindst socialdemokratierne problemet og vejledte diskret modindsatsen i samarbejde med efterretningstjenesterne. Socialdemokrater spillede indtil omkring Ungdomsoprøret den rolle, som kun moderate muslimer kan og bør spille i dag.
