En topsocialdemokrat, som brændte for fællesskabet, skiftede til Dansk Folkeparti, nu er der skrevet en bog om ham

Ole Hyltoft (Foto:Privat)

Der er nok ikke så mange, der tænker over, at Ole Hyltoft som romanforfatter især hører 00’erne til, selvom han udgav sin første roman i 1970. Man skal også lede længe for at finde hans navn nævnt i litteraturhistorieske værker om dansk litteratur i 00’erne. Han er ganske enkelt en usynlig forfatter i det litterære system. Det er han ikke ene om.

 

Engang var Kaj Munk højdepunktet af dansk litteratur – sammen med Nis Petersen. Nu er de begge usynlige. Den netop afdøde og meget læste Poul Hoffmann (1928-2015) er også usynlig, uden at jeg dermed vil sammenligne Hyltoft og Hoffmann. Man skal i denne forbindelse nævne, at J.R.R. Tolkien stort set aldrig nævnes i engelske litteraturhistorier. Dog er Ole Hyltoft kommet med i den 18.udgave af Højskolesangbogen (nr. 343).

 

Ole Hyltoft er cand.mag. i dansk og engelsk. Det mærker man godt. Han har læst de store engelske romanforfattere. Det var på det tidspunkt, hvor C.A. Bodelsen var professor i engelsk (Anders Bodelsens far), måske har han præget Hyltoft.

 

Ole Hyltoft er usynlig i det litterære system, men han er og har været meget synlig i det kulturelle landskab. Hans åndelige rejse fra venstre mod højre har mange andre også fulgt. Han begyndte som socialist og er nu? Ja, hvad er han mon? Jeg vil kalde ham kommunitarist – fællesskabsdyrker.

 

Dansk kulturpolitik ville ikke have den form, den har, uden Ole Hyltofts medvirken, og det fremgår først og fremmest af Ulrich Ollendorfs artikel om Ole Hyltofts levned og meninger i den bog om Hyltoft, som Ollendorf har redigeret sammen med professor Sven Hakon Rossel.

 

Den er udkommet på Hovedland og har et allegorisk maleri på forsiden lavet af den surrealistiske maler Finn Ulf Grabowski. Ole Hyltoft står midt imellem det nye radiohus, indsvøbt i Dannebrog (sådan som sportsstjerner gør) og foran ham et fjernsynsmøbel, som de så ud i 50’erne.

 

Det er en smuk allegori, hvor Ole Hyltoft forbinder gamle massemedier med de nye. Bemærk: det er de elektroniske medier, der fremhæves og ikke litteraturen eller avisen – de gamle medier, som jo var Hyltofts. Forfatter og aviseskriver.

 

Bogen har ni bidrag. Ollendorfs første artikel er en slags biografi; vi begynder mad barndom og ungdomsår. Der fortælles om samarbejdet mellem Hyltoft og den første kulturminister Julius Bomholt (der jo også var romanforfatter).

 

Det er et vigtigt bidrag til diskussionen om forholdet mellem stat og kulturliv. Ole Hyltoft var en central skikkelse i Socialdemokratiet, og han er vel endnu en klassisk socialdemokrat, og det er mennesker som ham, der får det til at give mening at kalde Dansk Folkeparti et klassisk socialdemokratisk parti. Hyltoft synes endnu at sætte fællesskab over den enkelte. Man vil næppe finde Hyltoft til møder hos Cepos.

 

Vi hører om det langsomme brud med partiet, og det er der flere årsager til. Han modarbejdes tilsyneladende af tidl. kulturminister Niels Matthiasen og af Birte Weiss. Vi kender alle historien om hans skifte fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti, og han er vel den eneste danske forfatter, der er med i det parti.

 

Læs også
Modig frihedskæmper: Ella von Cappeln lokkede SS-officer med røde roser – og skød ham

Danske forfattere er næsten automatisk til Enhedslisten eller Alternativet. Det er de nærmest tvunget til, hvis de vil anerkendes.

 

Ollendorf skildrer også livet i Tisvilde. Igen gør Ollendorf opmærksom på fællesskabsdyrkelsen, der demonstrerer, at Hyltoft er alt andet end liberal(ist). Han går ind for en stærk stat. Debatbogen Tør du være dansk? er en ode til ”fællesskabet”.

 

Det er for mig uklart, hvad enten Ole Hyltoft eller Ollendorf egentlig forstår ved fællesskab, for det bruges om både familie, parti, historie og nation. Ollendorf omtaler endog fællesskabsfølelse med fortiden. ”At gøre livet større end det er” er ifølge Ollendorf en art nøgle til forfatterskabet.

 

Det viser også, at Hyltoft ikke har megen forbindelse med kristendommen, der for ham nok kun er kultur eller æstetik. På det punkt er han endnu ærkesocialdemokratisk.

 

Per Stig Møller har en forbilledlig – og morsom – gennemgang af forfatterskabet. Møller lægger vægt på Hyltofts opgør med marxismen, som begyndte samtidig med studenteroprøret. I Møllers beskrivelse af ham, synes jeg Hyltoft kommer til at minde mere og mere om George Orwell – især i bogen Tør du være fri? Møller nævner det ikke, men det ville han kunne. I Møllers fortælling ender Hyltoft som borgerlig.

 

Berlingskes debat-og kulturredaktør Jesper Beinov kortlægger Hyltofts kulturpolitiske virke, og han kalder ham en ”poetisk kulturpolitiker”. Et godt udtryk. Beinov følger som de andre bevægelsen fra den første fase til den anden. Også han noterer Hyltofts ”organiske fællesskabsfølelse”; Hyltoft er ”fællesskabsorienteret”. Sandt nok, men sagen er, at stort set alle i dag længes efter dette fællesskab.

 

Læs også
Kulturhistorie: Risikoen ved at læse Bodega Blues er en overvældende tørst og en uovervindelig lyst til at besøge de steder, forfatteren beskriver så levende og farverigt

Beinov har et afsnit om Hyltofts romaner fra 00’erne. De er, siger Beinov, ”(selv)udleverende”. Det interessante er, at Hyltoft med disse romaner – bl.a. Barn af partiet – deltager i den selvbiografiske bølge, der har domineret litteraturen i 00’erne. Han er sådan set med på moden.

 

Beinov slutter med denne herlige, skadefro bemærkning: Helle Thorning-Schmidts udlændingepolitik minder om den politik, Hyltoft har efterlyst i årevis. Så fik de den. Partiet har nærmet sig en af fædrene af partiet. Hyltoftiseringen af Socialdemokratiet.

 

Sven Ove Gade kalder Hyltoft en anden Georg Brandes ikke mindst, fordi han har tilført sproget nye ord: munkemarxister, glidegæs og mødemagere. Munkemarxisterne dominerede på universiteterne, men de er enten væk eller kravlet tilbage i skabet. Her lykkedes Hyltofts opgør.

 

Gade præsenterer en lang række gode og morsomme citater – smagsprøver – fra Hyltofts journalistiske virke. Den tidligere Skovshovedpræst og filmanmelder Johs. H. Christensen skriver herligt om romanernes billeder af København. Det udfylder det hul, der er i danske litteraturhistorier, for der er som sagt tale om samtidslitteratur. Det er romanerne fra 2005, men igen: De er usynlige i det litterære system, her gøres de synlige.

 

Johs. H. Christensen bemærker også folkekirkens fravær i forfatterskabet. Der findes en socialdemokratisk (kulturradikal) antiklerikalisme hos Hyltoft. Lars Ole Knippel belyser en anden vigtig del af Hyltofts virke: forholdet til billedkunsten. Hvor Hyltoft er poet hos Beinov, er han en slags billedkunstner hos Knippel.

 

Vi får et fint indblik i forbindelsen mellem Hyltoft og forskellige malere og skulptører: Robert Jacobsen og Egill Jacobsen og Cobra-malerne. Det er faktisk mærkeligt, at Hyltoft er så nært knyttet til modernismen i billedkunsten, men så langt fra modernismen i litteraturen. Det er ikke noget, Knippel skriver. Knippel skriver også om den famøse sag om Arken og den falske kunsthistoriker, men den sag er der sagt nok om. Den er med flere steder i bogen.

 

Læs også
”I Jægersborg står der et orgel”

Dirigenten og komponisten Michael Bojsen leverer et yderst interessant indlæg om Hyltofts poesi. Det var, kan vi forstå, ham, der fik Hyltoft med i Højskolesangbogen. Igen er det tankevækkende, at Hyltoft kan skrive læselig lyrik med rim og rytme. Her er han traditionalist, mens stort set alle andre lyrikere skriver frie vers. Supermodernist når det har med billedkunst at gøre. Traditionalist som lyriker og romanforfatter.

 

Sven Hakon Rossel slutter med at sætte Hyltofts forfatterskab ind i dets rette litteraturhistoriske sammenhæng. Her får vi en slags forklaring på den modsætning mellem modernisme og traditionalisme, for Rossel påpeger, at med Rifbjergs Amagerdigte 1965 var en reaktion mod modernismen sat ind.

 

Han placerer Hyltoft sammen med nyrealister som Christian Kampmann, Anders Bodelsen og Henrik Stangerup. Han kalder deres sprog ”spændingsfyldt hverdagssprog”. Rossel gennemgår alle romanerne fra 1970 og fremefter.

 

Han fremhæver med rette, at Hyltoft også er humorist – især i romanerne fra 1980’erne. Forfatterskabets højdepunkt er erindringsværkerne fra 00’erne, hvor temaet om at ”højne kulturen” dominerer. Jeg har ikke læst dem alle, men man får virkelig lyst til det, når man har læst Rossels sympatiske gennemgang af dem.

 

Efter at Per Stig Møller havde skrevet sin store biografi om Kaj Munk, der blev læst af mange, spurgte jeg mig omkring hos boghandlere, om folk nu var begyndt at læse Munk selv. Det var de ikke. Efter Hanne Vibeke Holsts bog om faderen Knud Holst, skete vist det samme. Man begyndte ikke at læse Knud Holst. Nu må vi håbe, at Ole Hyltoft – streger til et portræt – fører til, at mange igen vil læse hans romaner. Det fortjener de.

 

Ole Hyltoft – streger til et portræt  redigeret af Ulrich Ollendorf og Sven Hakon Rossel, s.277, Hovedland.

 

Læs også
Christian 2. (1481-1559) – Bisgaards bog er et fornemt eksempel på historisk formidling, når den er bedst

https://www.saxo.com/dk/ole-hyltoft-streger-til-et-portraet_sven-hakon-rossel-redaktion-ulrich-ollendorf_ukendt_SX28873590

 

samtidig udkom: Ole Hyltoft: Livet ved havet

 

https://www.saxo.com/dk/livet-ved-havet_ole-hyltoft_haeftet_9788770705059

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…