Som frivillig konstabel og hjemmeværnsmand, under den kolde krig, har jeg hele tiden fokuseret til det samlede beredskab og herunder bidraget til løsning af forsvarets opgaver. At Danmark lå meget risikabelt (og attraktivt) set med NATO-øjne.
Fra Bornholm havde forsvaret øjne og ører langt inde i WAPA, hvilke blev brugt som bytteprojekt for efterretninger fra andre NATO-partnere. Endelig lå Danmark og lukkede østblokkens Østersøflåde inde.
Men det fortæller også om en tid, som viste, at en stor del af befolkningen ikke rigtig havde forstået, at Danmark var en frontlinerstat i den kolde krig.
Danmark havde en meget stor strategisk betydning, da mange af Warszawapagtens vigtigste flådehavne var i Østersøen, samtidig med at Danmark ydede et beskedent økonomisk bidrag til forsvaret – absolut og relativt – og ved til tider at føre en politik, der lå på kanten af USA og NATOs ønsker.
Hjemmeværnet blev gjort til grin
Det var også en tid hvor befolkningen havde mange fordomme om Forsvaret og Hjemmeværnet. Det var ikke populært at syntes om fædrelandskærlighed, stolthed og Dannebrog, som en naturlig del af hverdagen.
I mine mange år i Hjemmeværnet, har jeg også oplevet modgang og høj søgang, det har ikke altid været problemfri.
F.eks. oplevede jeg i de sidste 20 år, under den kolde krig, at Forsvaret og Hjemmeværnet, som en politisk netop tålt gruppe, ikke mindst af DR´s røde lejesvende, Ekstra Bladet, journaliststanden og en del politiker, der elskede at latterliggøre hjemmeværnsfolk for at lege røvere og soldater i deres fritid.
Mange hjemmeværnsfolk undgik at bære uniform i landets offentlige transportmidler, når de skulle på kursus, eller på hjemmeværnsskolen, ikke fordi de skammede sig, men fordi ens medpassagerer opførte sig, så de burde skamme sig.
Det er ikke nødvendigt at forsvare nationens grænser
Ganske vist havde de borgerlige politiker en generel positive holdning til forsvaret, men den var normalt ikke bygget på reel viden eller dybere interesse.
I resten af det politiske spektrum, fra Det Radikale Venstre, dele af Socialdemokratiet (Socialdemokratiet var dengang – meget splittet i fløje – om den politiske kurs) til det yderste venstre i Folketinget, har man aldrig bakket op om vores styrker for at forsvare nationens grænser.
Og man har altid arbejdet på at nedlægge Hjemmeværnet, samt med varierede holdninger om, at Forsvaret var for dyrt, var for ’offensivt’, var på den forkerte amerikanske side og derfor skadeligt. Vi var unødvendigt, vi var imperialismen og borgerskabets instrument i klassekampen.
Det lykkedes med venstrefløjens krav om, ”afmilitarisering” og få den borgelig fløj, til at medvirke til en række forsvarslemlæstende forlig, i ønske om fastholde regerings-taburetterne.
Hasardspil med Danmarks frihed
Jeg kan også nævne 1980ernes fodnotepolitik, hvor interne problemer i Danmark medførte, at landet fremstod som en dårlig alliancepartner i den danske sikkerhedspolitik.
Her var der bl.a. under fodnoteårene i 1980erne, at Danmarks største visitkort over for de allierede, som Danmarks frihed afhang af, Danmarks hidtil største krigsskibe, fregatterne PEDER SKRAM og HERLUF TROLLE, for alvor blev truet af udfasning.
Her tænker jeg især på politikerne Lasse Budts, Svend Auken og Knud Damgaard, stærk sekunderet af den tidligere chef for forsvarsstaben, generalløjtnant Gunnar K. Kristensen, der ivrigt arbejdede på at få skrottet de to fregatter, idet de efter deres opfattelse, og stik imod NATOs sømilitære sagkundskab, var værdiløse og ikke kunne løse de forsvarsmæssige opgaver i Østersøen under en krig med Warszawapagten?
Som det også fremgår af min beretning, led Forsvaret og Hjemmeværnet, op gennem 60érne og 70érne under mangel på nyt materiel og alvorlig nedslidning af det eksisterende.
Men jeg har også gennem mange år, haft masser af gode oplevelser i uniform, uanset om vi var arbejdsmænd eller direktør.
Igennem vores stærke venskab og kammeratskab fik vi oplevelser og historier nok til at fylde indtil flere liv med. Jeg har aldrig fortrudt mit valg og indsats, for Danmark, jeg valgte det rigtige og krigen kom heldigvis ikke. Det blev ved den kolde krig, og dele af Danmark blev ikke udslettet med sovjetiske atomvåben.
Det nationale militære beredskab, sammenhold i NATO og fælles troværdighed sikrede sammen med den generelle politiske udvikling, en fredelig udgang på, hvad der i værste fald kunne have været afslutningen på den civilisation, som vi kender.
Trods utilstrækkelige budgetter i relation til truslen lykkes det forsvaret og hjemmeværnet at løse opgaverne.
I dag kan Danmark heller ikke forsvare sit eget territorium, bekæmpe ubåde i Østersøen eller udsende F-16 fly.
Det danske forsvar er skåret ned til under en tredjedel (mere end tyve års nedskæring på Forsvaret), så man ikke kan leve op til den aktivistiske udenrigspolitik, forsvare territoriet, inklusive det arktiske område, men lagt beskyttelsen af Danmark over i NATOs hænder?
Forsvaret er udelukkende et ekspeditionskorps – altså en lille styrke, der kan rykke ud til verdens brændpunkter, ved helt at sløjfe ´hjemmeforsvaret’.
Kurt Terkelsen er forhenværende presse- og informationsofficer i Marinehjemmeværnet.
