Det kan ikke gå hurtigt nok med at Region Hovedstadens psykiatriudvalg, får en uvildig redegørelse om den ulykkelige sag, hvor en ung kvinde med spiseforstyrrelser og selvmordstanker havde rettet henvendelse til Region Hovedstaden om at få hjælp. Den unge kvinde blev helt urimeligt holdt hen, hvorefter hun tog sit eget liv. Er der mon foretaget den rette faglige vurdering i sagen ? Og hvorfor tilbød Region Hovedstaden ikke behandling hos privat aktør, som ingen ventetid havde ?
Mia, 35 år, oprindelig sygeplejerske, lider af anoreksi og tvangstanker. Hun ansøgte i 2009 kommunen om specialiseret bostøtte fra et privat bosted med særlig ekspertise i spiseforstyrrelser. Mia fik afslag.
I 2010 tilbød kommunen én times ugentlig kommunal hjemmevejledning. Ifølge fagpersoner vurderedes Mias behov for støtte og rehabilitering til 25 timer om måneden. Mia har siden 2006 fået intensiv behandling hos psykolog og diætist. Hun har også været indlagt på Anoreksiklinikken samt på Klinik for Angst.
Desværre nåede Mia kun at arbejde som sygeplejerske i 1 ½ år. Hun har således ikke arbejdet i 4 år og har ikke overskud til at gå på arbejde. Først i maj 2012 fik Mia tilbud om støtte fra kommunen til måltider seks dage om ugen. Hun kæmper fortsat med tvangstanker, er isoleret og får i dag førtidspension.
Mia´s tilfælde er et af mange. Det er en ulykkelig situation, når man ikke får den nødvendige hjælp i tide, både for den enkelte og dennes pårørende.
Det skal være slut med, at syge borgere med spiseforstyrrelse skal løbe spidsrod mellem kommunale skranker.
Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade (LMS) anslår, at ca. 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse, og hver sjette elev på folkeskolens 8. og 9. klassetrin har skadet sig selv, f.eks. ved at skære, brænde, skolde eller bide sig selv. Hver fjerde pige mellem 14 og 21 år vurderes at være i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.
Det er på tide, at problemet får mere politisk fokus. Man bør huske på, at mennesker med spiseforstyrrelse ofte bruger utrolig meget tid og energi på at planlægge måltider og spise. Derfor er der ikke overskud til meget andet, og slet ikke til at sætte sig ind i, hvilken af Københavns syv forvaltninger man skal henvende sig til for at få den rette hjælp.
Udgangspunktet skal ikke kun være et tæt samarbejde mellem borgeren, kommune, pårørende og uddannelsessted. Men også et mere effektivt samarbejde mellem kommune og Region.
Forslaget om én indgang, fremsat af V, K, RV og DF, skal derfor være en form for kompetence- og brobygningsfunktion, der kan være bindeled mellem de forskellige indsatser.
Kommunens ansatte må klædes bedre på til at spotte børn og unge med en risikoadfærd. Vi må have målrettet oplysning på skolerne og kun én indgang til kommunen, så den spiseforstyrrede ikke skal kæmpe mod et tungt bureaukratisk system.
Finn Rudaizky er næstformand i Region Hovedstadens psykiatriudvalg