Debatten fra sidste år om en sammenblanding af kriminelle penge med finansieringen af den lovlige del af Christiania er nu blusset op i gen, efter at justitsminister Mette Frederiksen (S) i et samråd forleden i Folketingets Retsudvalg nægtede at forholde sig aktivt til problemet.
Det er ikke mit bord, men politiets, erklærede Mette Frederiksen under samrådet, hvor Dansk Folkepartis retsordfører og gruppeformand, Peter Skaarup, ville vide, om justitsministen nogensinde havde hørt om sagen.
Ligeledes ville Peter Skaarup, som havde indkaldt til samrådet, vide, om justitsministeren havde foretaget sig noget i retning af at tage hånd om problemet.
Mette Frederiksen erkendte, at hun intet havde hørt om forholdet, førend hun havde fået samrådsspørgsmålet.
Heller ikke Justitsministeriet kendte til sagen, forklarede Mette Frederiksen, førend pressen i september sidste år begyndte at skrive en såkaldt ”fælleskasse”, som pusherne betalte til, og hvor pengene går til en børneinstitution og til vedligeholdelse af området.
Til gengæld har politiet i flere år kendt til forholdet
Til sin besvarelse i retsudvalget havde Mette Frederiksen indhentet en udtalelse fra Københavns politi, som ifølge Mette Frederiksen oplyser, at:
”Man i flere år har hørt forlydender om mulige økonomiske forbindelser mellem Pusher Street og Christianias fælleskasse i form af en såkaldt aktionskasse. Københavns Politi kan ikke umiddelbart præcisere, hvor længe de forlydender er gået, men vurderer, at de ubekræftet har cirkuleret i miljøet i hvert fald gennem ti år.”
Ret meget mere kunne Mette Frederiksen ikke oplyse og nægtede under samrådet at gå ind i sagen med den begrundelse, at hun ikke var efterforskningsleder, men justitsminister, samt at hun i øvrigt ville finde det betænkeligt, hvis en justitsminister begyndte at blande sig i politiets arbejde.
På sin side mente Peter Skaarup, at det var en alvorlig sag for det videre samarbejde med Christiania, hvis den lovlige del af Christiania optrådte som hælere ved at modtage penge fra salget af hash i Pusher Street.
Pusher: ”Vi betaler en slags skat eller brugsleje”
Uanset hvad Københavns Politi har svaret Mette Frederiksen er forholdet ikke desto mindre det, at man på Christiania ikke lægger skjul på, at der siver kriminelle penge ind i den officielle fælleskasse.
I DR2-udsendelsen den 1. oktober 2014, ”DR2 Undersøger: Pusher Street” udtalte en af Christianias fremtrædende pushere, at penge fra hashsalg kanaliseres ind i Christianias officielle kasse.
”Det er jo en slags skat eller brugsleje, eller hvad du nu vil sige, man så betaler til Christiania på den måde, ikke?” siger pusheren til DR2.
Selv Christianias advokat, Knud Foldschack, udelukker ikke, at der foregår såkaldt uformelle pengestrømme i fristaden.
”Det kommer ikke bag på mig, at man har et system, hvor folk på Christiania, måske endda andre folk også, kan henvende sig et eller andet sted til en kasse,” siger han til DR Nyheder den 30. september sidste år.
Med ”folk på Christiania” menes også pushere, da lovliggørelsen af fristaden tilsyneladende også har omfattet det faktum, at man ifølge Information den 18. august sidste år skal være christianit for at få tilladelse til at have en hashbod på Pusher Street.
Politiet: Penge flyder fra hashboderne til den officielle kasse
Ifølge Information den 18. august sidste år er det politiets faste overbevisning, at pusherne på Christiania betaler en slags skat.
Det sker på den såkaldte aktionsdag, der afholdes nogle gange om året, og hvor Christianias virksomheder et par gange om året holder lukket i dagtimerne på nær et par hashboder.
På en aktionsdag sælges der, ifølge politiet, 16 kilo hash og 3.000 joints, Og overskuddet fra handlen – angiveligt tæt på en halv million kroner, går til projekter på fristaden, som fællesskabet ikke selv kan eller vil finansiere, skriver Information.
Under et retsmøde sidste år, hvor de 5 tiltalte i den store Christiania-sag skulle have deres varetægtsfængsling forlænget, fortalte en anklager ifølge Information retten, at en af de tiltalte var blevet set af politiet sælge hash på en af de omtalte aktionsdage.
Overskuddet fra hashhandlen den dag skulle ifølge anklageren finansiere renoveringen af en legeplads på Christiania.
Peter Skaarup: Den sag er ikke slut
Selvom justitsminister Mette Frederiksen under samrådet i retsudvalget forleden konsekvent afviste at blande sig i forholdene på Christiania har Peter Skaarup dog ikke tænkt sig at lade det blive ved det.
Han oplyser til Den Korte Avis, at han igen har kaldt Mette Frederiksen i samråd i Folketingets Retsudvalg om sagen.
”Jeg slipper ikke den sag,” siger Peter Skaarup, som nu har stillet følgende to samrådsspørgsmål til Mette Frederiksen.
Det første lyder: ”I forlængelse af ministerens besvarelse af samrådsspørgsmål B og C, bedes ministeren oplyse, om politiet har undersøgt om boder og andre med aktiviteter i Pusher Street indbetaler til fælleskassen, og i givet fald om dette ikke medfører, at penge fra kriminalitet anvendes til renovering af daginstitutioner, vejarbejde, kloakering osv. På Christiania.
Det andet lyder: ”Ministeren bedes kommentere artiklen ”Der er vandtætte skotter mellem pushernes penge og Christiania”, bragt på www.dr.dk. Den 2. oktober 2014, herunder talsmand fra Christiania Olle Lykkes udtaleser om, at hashpengene kun går til at forskønne de områder, som pusherne selv benytter. Ministeren bedes endvidere oplyse, om politiet på baggrund af talsmandens udtalelser har taget kontakt til den pågældende for at efterforske udtalelsernes rigtighed nærmere.”
Og så er der jo også politiets egne oplysninger til Information den 18. august 2014 om hashbodernes bidrag til ”aktionskassen”, når der er aktionsdag på Christiania. Dem kan justitsministeren jo også spørge ind til.