”Vi har herhjemme bildt hinanden ind, at vi har verdens bedste uddannelser. Og det har vi ingenlunde”. Således konstaterer uddannelsesminister Esben Lunde Larsen i Jyllands-Posten.
Samtidig varsler ministeren i Politiken, at sparekravet i det offentlige på 2 procent nu også skal gælde for de ”kornfede” uddannelsesinsitutioner, som han udtrykker det.
Rituelle besværgelser
Ministerens udmeldinger samt udsigten til en lidt slankere sektor har naturligvis medført voldsom bekymring hos såvel universitetsledelser som studerende.
Ralf Hemmingsen, rektor på Københavns Universitet og formand for universitetsrektorerne, udtaler til Politiken: ”Hvis grønthøsteren nu skal klippe 2 ekstra procent af, kan det ikke undgå at gå ud over kvaliteten i undervisningen og studiemiljøet på vore uddannelser”.
Yasmin Davali, formand for Danske Studerendes Fællesråd, forventer, at besparelserne (på de 2 procent) vil have ”katastrofale konsekvenser for vores uddannelser og for fremtidens samfund”, og hun fortsætter: ”Studerende knokler for at få det bedste ud af nogle rigtigt dårlige rammer, så vi kan blive så dygtige som muligt. Vi har for få timer, de fleste af os får minimal feedback på vores arbejde, og vi sidder for mange mennesker i for små lokaler” (Berlingske).
Reaktionerne har mest karakter af rituelle besværgelser uden reelt indhold.
De studerende siger selv, at de laver meget mindre, end de burde (Jyllands-Posten), og universiteterne kunne snildt reducere deres omkostninger, hvis de virkelig ønskede det. Der er mindst tre oplagte forslag til besparelser:
Optag færre studerende
For det første kunne man optage lidt færre studerende på de videregående uddannelser. Det ville forbedre det faglige niveau og samtidig løse problemet med de ”mange mennesker i for små lokaler”.
Yderligere kunne samfundet spare overførselsindkomster til færdige kandidater, som alligevel aldrig kommer i et arbejde, hvor de kan bruge deres uddannelse. I første omgang ville et mindre optag naturligvis koste uddannelserne lidt af deres taxametertilskud, men de personalemæssige ressourcer, som anvendes på netop den allertungeste del af de studerende (dispensationer, re-eksaminer, klager, etc.), kunne anvendes fornuftigere til andre formål, som også kunne forbedre institutionernes økonomi.
Skær i det administrative fedtlag
Dernæst kunne man nemt skære i det administrative fedtlag, som har vokset sig tommetykt på universiteterne gennem de seneste årtier. Her kan man virkelig tale om ”kornfede” institutioner. Ikke blot er administrationen vokset uforholdsmæssigt, når det drejer sig om antallet af ansatte, men de højeste lønninger i organisationen hentes nu også af netop de administrative medarbejdere (Information).
Toppen af kransekagen udgøres af rektor for Københavns Universitet, som modtager næsten 2 millioner kr. årligt i løn samt en fratrædelsesgodtgørelse på lidt over 1 million kr., selvom han slet ikke fratræder (Politiken)! Gå hjem og vug, Carl Holst.
Endelig kunne universiteterne lade være med at bruge skatteydernes penge på alt muligt, som ikke har noget med universiteternes kerneopgaver at gøre. Københavns Universitet afholder f.eks. hvert år deres såkaldte “Forårsfestival”. Det er en stor musik- og øl-fest på universitetets område, og arrangementet koster årligt universitetet omkring 1.5 mio kr., som skatteyderne sikkert troede blev brugt til forskning og undervisning.
Efter festlighederne i år konstaterede Universitetsavisen: ”Forårsfestivalen blev en succes. Solen skinnede dagen igennem, der måtte indkøbes ekstra øl undervejs…”. Mange tak til vores sponsorer i landets mange lavtlønsjobs.
Mens det faglige niveau på universiteterne falder, så prioriterer ledelserne i stedet flere studerende, større administration og festivaler med fadbamser. Naturligvis skal vi investere i uddannelse, men det er ikke det samme som blindt at blive ved med at kyle flere penge i organisationer, hvor ledelserne har tabt fokus og glemt, hvem der betaler gildet.
Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen ønsker, at universitetsledelserne selv skal bestemme, hvor de varslede nedskæringer skal foregå. Så bliver det næppe der, hvor der er allermest brug for dem – i toppen.
