Prisen på en tønde Brent-olie noteres i januar 2015 under 50 dollar – den laveste oliepris siden 2009, hvor den internationale finanskrise var på sit højeste. Olieprisen har været i frit fald det seneste halve år fra over 100 dollar pr. tønde til nu omkring 50 dollar. Mange har stærke forventninger til, at prisen kan falde yderligere og under alle omstændigheder vil ligge på et lavt niveau i årevis, og aldrig vende tilbage til priser over 100 dollar.
Både økonomiske forhold og teknologiske gennembrud har været med til at sende olieprisen på den seneste rutsjetur. I takt med stigende produktion af utraditionel olie (tjæresand) og utraditionel naturgas (skifer) i USA og andre steder, afdæmpet økonomisk vækst i Europa og – måske mere betydningsfuldt – i de traditionelle vækstområder i Kina og Asien, og udbredelsen af alternative energiformer, har der i de sidste måneder været et nedadgående pres på priserne på fossile brændsler. OPEC-kartellet har tydeligvis ikke villet – eller måske mere præcist: ikke evnet at modvirke udviklingen med produktionsbegrænsninger.
Betydningen af lave oliepriser
Hvad betyder det så. Internationalt har olieprisudviklingen stor betydning: Situationen i Rusland er helt uoverskuelig, men regimet i Iran er også under pres. Et land som Venezuela, der er fuldstændig afhængig af olieindtægter, kan meget vel bryde sammen. Det kan også blive svært at indgå en global klimaaftale til næste år i Paris, hvor det ellers var tanken at samle stumperne op efter COP 15-fiaskoen i København i 2009.
På den positive side, er alle økonomer enige om, at lavere energipriser vil være godt for samfundet som helhed. Forbrugerne skal dog skynde at glæde sig – for snart vil de opdage at PSO-afgifter og andre skatter modvirker faldet i energipriserne!
Omstillingen fra fossile brændsler til såkaldt miljøvenlig el-produktion – vindmøller, biomasse og solceller finansieres af PSO-gebyret. El-kunderne betaler PSO‐gebyret over elregningen – i 2014 på 7,5 mia. kr. og stigende i de kommende år. PSO‐gebyret, der i 2001 – 2008 havde et årligt provenu på 1,5 – 4 mia. kr. men nu stiger eksplosivt, er så giftigt indrettet, at når markedsprisen på el falder som følge af f.eks. faldende olie og gaspriser, vækst i skifergas, rigelig og billig norsk og svensk vandkraft eller øget produktion af vindkraft, stiger udgifterne til de faste afregningspriser, og dermed PSO‐gebyret.
Erhvervslivet kan glæde sig over de lavere oliepriser, selvom fordelene især kommer energitunge virksomheder til gode. Det er beklageligvis ikke ubetinget positivt for den danske Green-Tech sektor med virksomheder som Danfoss, Grundfos og Vestas, som regeringen og Dansk Industri har satset på, vi skal leve af i fremtiden. Fortsatte lave oliepriser kan derfor meget vel være det, der skal til for at ledelsen i DI udskiftes og begynder at interessere sig for flertallet af trofaste kontingentbetalende medlemmer af organisationen.
På den anden side kan det ikke udelukkes, at lavere energipriser her og nu vil lette verdensøkonomien så meget, at det bliver muligt at indgå en klimaaftale i Paris, som rækker fremad. Det vil sikkert være energiministerens håb, men ikke et håb der underbygges af nøgterne analyser.
Beskatningen af Nordsøolien og regeringens Togfond
Et hjemligt problem vil være Togfondens skæbne. Et forventet merprovenu på 28,5 milliarder kroner fra en øget beskatning af Nordsøolien afsat til Togfonden risikerer at blive voldsomt udhulet. Dette provenu er baseret på en oliepris på 121 dollars i 2015 og en jævnt stigende oliepris herefter. Regeringen har tidligere oplyst, at allerede et fald i olieprisen på 25 procent i forhold til disse forudsætninger vil halvere det forventede provenu. Hvor pengene til den lovede opgradering af det danske jernbanenet skal komme fra er hermed et godt spørgsmål.
Dyr grøn omstilling
En lav oliepris vil gøre den grønne omstilling dyrere end ellers. I regeringens klimaplan lægges der op til at endnu flere vindmøller, solceller og halmbaseret kraftvarme skal finansieres over PSO-gebyret. PSO-gebyret er allerede nu langt større end forudset ved energiaftalens indgåelse i 2012, og omkring 5 mia. kr. af PSO-provenuet i 2014 betales af dansk erhvervsliv. Erhvervsorganisationerne raser over, at PSO-afgiften afskærer virksomhederne for at udnytte de lavere energipriser og over belastningen af konkurrenceevnen. Foreløbig har EU-Kommissionen erklæret PSO-afgiften og støtten til den grønne omstilling for stridende mod traktaten, og hvordan støtten til udfasningen af de fossile brændsler faktisk skal foregå fortoner sig i øjeblikket i tågerne.
CEPOS har dokumenteret, at de årlige meromkostninger ved den nuværende energipolitik allerede er på 27 mia. kr. om året, hvoraf 7,5 mia. kr. ovenikøbet er helt unødvendige meromkostninger, som ligger ud over, hvad der er nødvendigt for at reducere CO₂-udledningen. Omkostningerne vil være stigende frem mod 2050, hvor det ifølge CEPOS med den nuværende politik vil koste Danmark 150 mia. kr. at blive fossilfrit.
Disse vurderinger står i skærende modsætning til de vurderinger, som skiftende radikale energiministre har underholdt og vildledt Folketinget og befolkningen med. I Energipolitiske redegørelser til Folketinget, og i forudsætningerne for den Energipolitiske aftale i 2012, er vi blevet underholdt med udsigten til samfundsøkonomiske besparelser på omkring 7 mia. kr. i 2020 som følge af et lavere energiforbrug.
Energiministeren har endvidere med henvisning til beregninger i Energistyrelsen påstået, at omstillingen til et fossilfrit samfund i 2050 er næsten gratis. Rasmus Helveg Petersen prøver at overbevise alle om, at Energistyrelsens beregninger i rapporten ”Energiscenarier for 2020, 2035 og 2050” viser, at ”vi har lagt den rigtige kurs. Det her er simpelthen værd at satse på. Men det kræver selvfølgelig lidt is i maven i forhold til de enkelte års udsving«.
Hvor CEPOS har beregnet meromkostningerne til op imod 150 mio. kr., opgør Energistyrelsen de samlede meromkostninger ved at have en fossilfri energiforsyning til mellem 6 og 29 mia. kr. i 2050 afhængigt af hvilket grønt energisystem, der vælges!
Hvor Energistyrelsen utvivlsomt er kompetent på det tekniske område, har samfundsøkonomiske beregninger aldrig været styrelsens stærke side. Energistyrelsen har heller aldrig været rigtig skarp på hvad EU-retten tillader. Der mindes om at styrelsens direktør for nylig blev forflyttet til en stilling som kommitteret i ministeriet. Energistyrelsen tager da også klogeligt i rapporten en lang række ganske håndfaste forbehold for de beregnede merudgifter. Energistyrelsen understreger, at de beregnede omkostningsskøn hviler på, at de aktuelle meromkostninger ved VE svinder ind! Men hvor realistisk er det med en oliepris på 50 dollar eller mindre? Hvor realistisk er det at f.eks. opgraderet biogas (SNG) bliver billigere end naturgas? Hvor realistisk er det at havvindmøller kan producere strøm ligeså billigt som konventionelle kraftværker? Energistyrelsens forudsætninger om de kommende priser på fossile brændsler er bygget på Det Internationale Energiagentur, som (tilbage i 2011!) vurderede, at olieprisen i 2016-17 meget vel kunne stige til op imod 150 dollar per tønde. Allerede oliepriser på under 90 dollar vil fuldstændig kuldkaste Energistyrelsens beregninger og med et prisniveau på 50 dollar hænger den grønne omstilling simpelthen ikke sammen.
Kan energipolitikken blive et valgtema?
Den energipolitiske aftale fra marts 2012 blev indgået i forventning om høje og stigende priser på fossile brændstoffer. Den aftalte udfasning af fossile brændsler og de mange initiativer under den grønne omstilling hviler dermed på forudsætninger, som allerede nu ikke holder. Rettidig omhu ville tilsige, at energiministeren og forligspartierne at de samfundsøkonomiske omkostninger blev gennemregnet med de priser vi nu kender.
Energiministeren har tydeligvis ingen planer om at revidere noget som helst, og dermed har vi endnu engang fået bekræftet, hvad de økonomiske vismænd for længst har slået fast: Regeringerns grønne energipolitik er dyr og ufornuftig.
Hvad der er mere overraskende er, at forligspartierne tilsyneladende også forlader sig på, at ”noget vil vise sig”. Energiforbrugerne og skatteborgerne har imidlertid mulighed for under det kommende folketingsvalg at give deres mening tilkende.
