Kulturminister Marianne Jelved har i sin embedsperiode haft travlt med at markere radikale mærkesager: Børn og unge i kunst og kultur. Danmark Læser-initiativet. Et skarpt ligestillingsperspektiv i musikhandlingsplanen og et snævert medieforlig med rød blok.
Hun har også haft travlt med at udnævne repræsentanter for radikale og venstreorienterede synspunkter i de mange nævn og udvalg på kulturområdet.
Marianne Jelved har i øvrigt været tilbageholdende og overvejende driftssikker.
Svigtet sin forpligtelse til at føre tilsyn med DR
I forhold til Danmarks Radio er det imidlertid gået helt galt, og kulturministeren har fatalt svigtet sin tilsynsforpligtelse.
Tro det eller lad være, men DR er faktisk Danmarks største og vigtigste kulturinstitution. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og licensfinansieret med 3,6 mia. kr.om året.
Institutionen blev oprindelig etableret som et statsligt monopolforetagende, fordi radiofrekvenserne var et begrænset gode, som alle skulle have adgang til, når de havde betalt deres licens.
Senere med flere kanaler i spil fik public service-begrebet mere karakter af, at udsendelserne skulle være ”i samfundets og offentlighedens tjeneste”.
Diffuse krav til public service
Med ophævelsen af monopolet og konkurrencen med TV2 ændrede public service-begrebet sig igen, til at DR skulle stå i den danske befolknings tjeneste.
I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet eller lignende, sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning.
Ifølge loven skal der i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Loven fortsætter med at opremse positive, men diffuse begreber: Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed.
Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur, og programvirksomheden skal afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.
Lovens opremsning kan ingen rigtig have noget i mod, men lovens snik-snak om hvad der ligger i public service forpligtelsen kan vi ikke i det virkelige liv bruge til noget.
Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og i hvert fald ikke tvunget til at lytte til ”kunderne”.
UnderholdningsOrkestret
Sagen om UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere.
Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge de københavnske kulturradikale kredse, der altid har kontrolleret DR, til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde. Det eneste forsonende er, at nogle af de kulturradikale ikke er uden selvironi. Hvordan kan det ellers forklares, at en vulgær, autodidakt og selvudnævnt kulturradikal som Blachman får lov til at fylde et åndløst program som X Factor med sort snak, nedrigheder og snus fornuft fredag efter fredag?
Medlemmer af bestyrelsen i DR og medlemmer af Folketinget har offentligt tilkendegivet frustration over, at folketingsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer i DR er afskåret fra at diskutere og træffe kulturpolitiske beslutninger vedrørende DR.
Jelveds armslængeprincip
Hvor har kulturminister Marianne Jelved været henne i al dette? Kulturministerens rigoristiske fortolkning af det såkaldte armslængdeprincip har ført til en ualmindelig barok situation omkring hele Danmarks Radio.
Licensbetalerne har ikke noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion.
Den aldrende kulturminister er ikke indstillet på at delagtiggøre offentligheden i hendes egen gøren og laden, men syntes at være godt tilfreds med den kulturradikale linje, DR stedse forfølger.
Marianne Jelveds linje har kostet – i sagen om Underholdningsorkestret har hun mistet ikke kun Enhedslistens tillid, men også sat forholdet til de borgerlige partier over styr.
Tvangslicens
Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen er, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer der sikrede, at politiske prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.
Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser, og danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.
Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og –radio hos Danmarks Radio. En meget stor del af licenspengene går reelt til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercieller tv-kanaler i forvejen udbyder.
Forslag til ændringer
Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.
Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente drastiske ændringer. En mulighed kunne være, at DR fremover skal finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementskroner, som brugerne selv vælger at bidrage med. Ligesom det gælder for andre medier.
Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker. Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.
Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.
Det bliver interessant at se om Danmarks Radio og mediepolitik bliver et tema i valgkampen.
