Jens fik en alvorlig arbejdsskade og har foreløbig været gennem seks års mareridt i det kommunale system – jeg er rystet

Colourbox

En god ven beder mig om at deltage den 27. maj som bisidder i et møde på Jobcenter i Ringe. Centrets rehabilitereringsteam skulle indstille til Ringe kommune om han (lad os kalde ham Jens) skulle modtage førtidspension, blive tilbudt et fleksjob eller sendes tilbage til et ”ressourceforløb”. Sagen har været i behandling i mere end 6 år.

 

Efter Jens’ eget ønske skriver jeg et par ord om hans sag. Jeg har deltaget i mødet, har konsulteret hans dossier. Jeg er således ikke bundet af tavshedspligten i denne sag og udtaler mig frit om de tanker og følelser som mødet har vakt i mig.

 

Ulykken, der ændrede Jens’ liv

Jens er ufaglært, 38 år gammel, fraskilt, far til tre børn i skolealder og bor i et hus på Sydfyn. Han blev for cirka otte år siden ansat hos en håndværker og kom ud for en arbejdsulykke.

 

Han blev ramt af en tung genstand i tindingen og slået ned, men hans medarbejdere forsømte at tilkalde Falck og få ham kørt til behandling på et sygehus. Han blev i stedet sendt hjem. Og blev arbejdsløs. Og meget syg.

 

I løbet af de sidste mange år har hans helbred været i en forfærdelig tilstand. Han lider af migræne, koncentrationsbesvær (korttidshukommelse), træthed, stress, angstanfald.

 

Resultatet af mødet var givet på forhånd

Mødet fandt sted i et mødelokale hvor jeg sidder med Jens selv, hans sagsbehandler (lad os kalde ham Mads), en anden bisidder og rehabiliterings-teamet bestående af en læge, en sygeplejerske, en psykolog og en socialrådgiver.

 

Ved en samtale lige før mødet med sagsbehandleren alene, fik vi at vide at resultatet var givet på forhånd, at intet at det, som Jens ville sige, kunne ændre noget ved indstillingen, og at indstillingen nok ville ende som henvisning til et ressourceforløb.

 

Jeg undrede mig over mødets mening, når resultatet var kendt på forhånd, og over, at Jens’ forklaringer ikke ville have nogen indflydelse på sagens udfald. Rehabiliterings-teamet indstiller, sagsbehandleren (kommunen) bestemmer.

 

Indstillingen bliver almindeligvis godkendt i kommunens regi. Alligevel sker det, at en kommune forbigår en indstilling om førtidspension – for samfundet den dyreste løsning – på trods af og imod lægernes vurderinger. Som Mads sagde det ved mødet, er det ham som bestemmer.

 

Læs også
Høje offentlige udgifter kan spænde ben for den private sektor

Men Jens fik lov til tale, fortælle om det lange forløb, den nedværdigende behandling, han svarede på spørgsmål, som ingen mening havde, men kunne give det indtryk, at man tog hensyn til ham som menneske.

 

For mig virkede det som et krydsforhør. Ydmygende for Jens.  Skammeligt for rehabiliteringsholdet. Hvor mange penge har dette møde mon kostet?

 

Menneskelige hensyn og økonomisk effektivitet

Her har vi to aspekter i sagen.

 

Det første er hensyn til mennesket: tilbyde den bedste mulige løsning i forhold til sygdommen, støttemuligheder inden for det sundhedsfaglige og det beskæftigelsesmæssige område.

 

Det andet er økonomisk effektivitet. Den ny arbejdsmarkedsreform, vedtaget i 2012 betyder et markant fald af tilkendelser af varig førtidspension. 60 procent på landsplan. Og arbejdsmarkedschef Finn Serup (Næstved kommune) er begejstret: Faldet i Næstved kommune er på 88,2 procent!  Flot klaret Finn!

 

Reformen af førtidspension er en succeshistorie. De, som bliver nægtet førtidspension, bliver henvist til ressourceforløb. At kommunerne på landsplan kun råder over 10 procent af de nødvendige midler til ressourceforløb rører ikke den socialdemokratiske beskæftigelsesminister.

Læs også
I en større dansk by kommunikerer myndighederne nu til borgerne på … arabisk

 

Men Jens fik altså lov til at tale om sine oplevelser, den langtrukne og umenneskelige administrative procedure, sin kamp med dårlig økonomi, hvor han været nød til ”skralde” i supermarkeder containere, sine vedvarende migræner, der hvor han blev ramt, sine angstanfald, sin stress, de ydmygende og forgæves arbejdsprøver.

 

En grovhed

Jens er amatørmusiker. Det var dengang, hvor han fik et honorar på 280 kroner for at spille i Odense domkirke to gange en time i løbet af to måneder. Han fik at vide, at han nok ikke var så syg, når han kunne spille musik en time om måned (han spiller så smukt, improviserer på forskellige instrumenter og komponerer, men ikke noget som giver brød på bordet).

 

Det kostede dyrt: han blev fratrukket to gange i kontanthjælp. Jens skulle en gang arbejde med svært demente patienter på plejehjemmet Lykkevalg i Korinth. I praktikevalueringen bliver han beskrevet som en, som lige så godt kunne være indlagt som beboer samme sted. Det vil sige dement.

 

Jens benyttede sig af aktindsigtsloven for at få en kopi af praktikevalueringen. Underligt at personalet på dette sted ikke fagligt kan skelne kognitive deficits fra en hjerneskade og demenssygdom.

 

Jens fik ingen undskyldning for denne grovhed.

 

Læs også
Stort potentiale for at reducere sygefraværet i den offentlige sektor

Forældet evaluering

De fleste ved ikke hvad ressourceforløb betyder: ”Ressourceforløb skal sikre at personer, som er i risiko for at komme på førtidspension, får udviklet arbejdsevnen”.

 

På grund af arbejdsulykken har Jens fået diagnosticeret en kronisk skade, uden håb om forbedring. Derfor er det meningsløst at kaste Jens tilbage i et lignende ressourceforløb.

 

Men det værste kommer nu: en neurolog (læge) laver en diagnose over hans sygdom med varige men, og det har Jens dokumentation for. En neuropsykolog har som opgave at vurdere de kognitive skader, Jens har fået. En udvikling.

 

Man kunne således forvente, at der lå i sagsmappen en ajourført evaluering fra en neuropsykolog. Jeg spurgte om neuropsykologens sidste evaluering. Den sidste var tre år gammel. Grundlaget for en fagligt funderet afgørelse virker spinkelt.

 

Jeg undrer mig om, at den ansvarlige for sagsmappen ikke sørgede for en ajourført evaluering foretaget af en neuropsykolog, da det drejer sig om et vigtigt grundlag for et menneskets arbejdsevne.

 

Jeg undrer mig, at medlemmerne af rehabiliterings-teamet ikke var klar over manglen og gled let over den.

Læs også
Mohammed kan alligevel godt arbejde med alkohol og gris, hvis det bare er på et fint hotel

 

Jeg undrer mig over, at ledelsen ikke skrider ind og retter op på fejlbehandlingen. Ledelsen har det overordnede ansvar.

 

Tal frem for mennesker

Men måske tager jeg fejl. I virkeligheden er det ligegyldigt, om der mangler en vigtig undersøgelse til grund for en faglig beslutning. Normalt skal man kunne stille en diagnose for at kunne foreslå en behandling.

 

I virkeligheden bliver der ikke taget en faglig beslutning, derfor er manglende dokumentation ligegyldig.

 

I virkeligheden er grundlaget for beslutning økonomisk. Det gælder tal, ikke mennesker.

 

Mere end 6 år har dette cirkus varet. I ”risiko” for at komme på førtidspension? Det eneste, som Jens ønsker, når alt andet er blevet prøvet, er at kunne beholde en vis livskvalitet og frem for alt være en far for sine tre børn. Men ikke et ressourceforløb, som indtil nu kun har forværret hans liv.

 

Læs også
Video: Betjenten nærmer sig manden, som vil springe ud fra en høj bro – så sker der noget meget bevægende

Dommen

Dommen faldt: han skal på ny parkeres for en periode fra halvanden til to år i et ressourceforløb. Tilbage til et nyt ressourceforløb. Igen.

 

Indstillingen blev omgående bekræftet af sagsbehandleren. Erfaringen viser ellers, at en tidsbegrænset (3-5 år) tilkendelse af førtidspension giver sygdomsramte borgere ro, og at mange vil genvinde deres arbejdsevne.

 

Desværre er der ikke udsigt til, at Jens’ arbejdsevner forbedres i de kommende år. Hans lidelse er kronisk. På livstid. Det er meningsløst, endda ondt, at han jages videre i systemet. Ondt for ham, ondt for hans børn.

 

Hvad er det for et samfund?

For få timer siden hørte jeg en politiker spørge i radioen: Hvad er det for et samfund vi ønsker?

 

Men hvad er det for et samfund, som er sunket så dybt, at jeg sidder på den ene side af bordet med en far til tre børn, hvis livskvalitet er blevet ødelagt af en arbejdsulykke, hvor arbejdsgiveren har et stort dokumenteret ansvar. På den anden side sidder fire mennesker, som får gode penge for deres tilstedeværelse.

 

Følelser er der mange af i løbet af en sådan forestilling, for en tilfældig bisidder. Medlidenhed med et offer, skam, foragt og vrede over et ”rehabiliterings-team” som hellere burde kaldes ”destabiliserings-team”.

 

En læges kritik

Alene kommunens udsættelse af behandlingen i månedsvis eller i årevis (mere end 6 år for Jens) er nedværdigende uden skygge af repressalier, mens en borger har en frist på få dage på en henvendelse, der i modsat fald kan have katastrofale følger for ens økonomi og tilværelse, som lægen Stig Gerdes erklærer til Vejle Amts Folkeblad d. 5. oktober 2013.

 

Gerdes siger endvidere, at antallet af borgere, der bliver snydt som følge af fejl under sagsbehandlingen, mildest talt er overvældende.

 

Endvidere burde kommunerne være erstatningsansvarlige når borgerne får medhold i Ankestyrelsen. Klager, anker og lignende sager skal tages væk fra kommunerne, således at kommunerne ikke både er dømmende og udøvende magt, tilføjer læge Stig Gerdes.

 

Jens er kun et af mange ofre for systemet, som Forening KLEMT prøver at hjælpe med forskellige tiltag. Borgerrådgiver i Københavns kommune Johan Busse har modtaget tusindvis af kritiske borgerhenvendelser og oprettet tusinde af skriftlige sager de senere år, pointerer Stig Gerdes.

 

Tænk på Jens på valgdagen

Jeg beskriver klart og tydeligt et par af de genvordigheder, som Jens har været udsat for, og jeg har givet udtryk for min mening derom. Rehabiliterings-teamet og sagsbehandleren har tavshedspligt og kan ikke svare på mine udtalelser i denne sag.

 

For resten er de kun villige redskaber i regeringens økonomiske politik og styres af en ledelse, som presser sagsbehandlere til at gennemføre overgreb mod borgerne, siger Stig Gerdes til Vejle Amts Folkeblad. De frigøres dog ikke for et moralsk ansvar af denne grund. Det må de afgøre med sig selv.

 

Det afgørende sker på landsplan, på politisk plan.

 

Vi står nu foran et folketingsvalg. De politikere i landet, som har et ansvar for vedtagelsen af loven om jobcentre og rehabiliterings-teams skal stilles til regnskab overfor den danske befolkning. Tiden er inde til en ordentlig debat.

 

Når borgerne sætter et kryds på deres stemmeseddel den 18. juni, håber jeg på, at de husker Jens og alle de andre tusinder, hvis livskvalitet er blevet ringere på grund af tvivlsomme økonomiske beregninger og kyniske bagtanker. Det Danmark, jeg kender, fortjener bedre.

 

Lektor em. SDU, dr. Gérard Lehmann

Copyright Gérard Lehmann

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…