Debatten om Inger Støjberg´s oplevelse med støjende indvandredrenge i en biograf får mig til at tænke på en oplevelse, jeg havde for et par måneder siden i Berlin.
Scenen var en bybus ved middagstid et sted mellem Wedding og Pankow. Fire drenge på 13-16 år med indvandrebaggrund, tyrkiske skoleelever tror jeg, satte sig i den bagerste del af bussen, hvor der i forvejen kun sad nogle få ældre passagerer.
Kort tid senere begyndte drengene uden anledning at chikanere passagererne på en højrøstet blanding af tysk og tyrkisk, hvorefter de andre passagerer begyndte at gå frem i bussen for at komme væk fra uromagerne.
Jeg tror, at vi alle fandt situationen temmelig ubehagelig, men ingen havde lyst eller mod til at blande sig. Man håbede vel på, at drengene snart stod af.
Men så gik en yngre mand, også af tyrkisk herkomst og tysktalende, ned til drengene for at berolige dem. Han talte i begyndelsen pænt og roligt til dem, men det var som at slå vand på en gås. Situationen spidsede til, og jeg frygtede faktisk, at det ville udvikle sig til håndgemæng.
Den unge mand, der formentlig kendte drengene fra deres skole, tog det helt roligt men skærpede langsomt tonen, og han endte med at give dem en regulær overhaling. Meget effektfuldt argumenterede han bl.a. med, at deres adfærd ikke kun var skadelig for dem selv men også generelt for forholdet mellem tyskere og de mange etniske minoriteter i landet!!
Langsomt faldt der ro over gemytterne, og 3 af drengene luskede ud af bussen ved næste stoppested. Den sidste og tilsyneladende ældste var dog stadig noget højrøstet og provokerende. Men så afgjorde ”læreren” uenigheden ved at sige, at han ville følge drengen hjem og fortælle hans far om episoden.
Da de lidt senere sammen stod af bussen, var diskussionen tilsyneladende stoppet.
Jeg havde bagefter et lidt ambivalent forhold til oplevelsen.
På den ene side vrede over drengenes utålelige adfærd, hvor de uden anledning udnyttede deres overtalssituation til at chikanere nogle ældre, fredelige medpassagerer på det groveste.
På den anden side var det meget positivt at opleve ”lærerens” civilcourage og ikke mindst hans pædagogiske argumentation. Forhåbentlig trængte bare lidt af den ind på lystavlen hos de unge mennesker.
Og så blev det i øvrigt bekræftet, at halvstore drenge fra muslimske miljøer mest af alt, og måske kun, har betydelig respekt for deres fædre.
Havde vi flere rollemodeller som ”læreren”, ville der utvivlsomt være færre episoder, som den Inger Støjberg var ude for. Det ville også forbedre forholdet mellem etniske danskere og visse indvandregrupper.
