De kurdiske sikkerhedsstyrker YPG (kurdisk forkortelse for ”Folkets Beskyttelsesenheder”) har opnået så godt som fuld kontrol med byen Kobani på grænsen til Tyrkiet og dermed har fordrevet Islamisk Stats (IS’) styrker fra byen. En officiel kurdisk erklæring om byens fuldstændige tilbageerobring skulle være nært forestående. Det skrev flere medier i går med syriske og syrisk-kurdiske kilder.
Slaget om Kobani
Kampene har stået på siden september, hvor Islamisk Stat omtrent løb Kobani overende, og har angiveligt kostet næsten 500 kurdere og over 1.000 IS-krigere livet. I de seneste dage har den af USA ledede koalition intensiveret sine luftangreb mod Islamisk Stat’ sidste stillinger til støtte for YPG’s offensiv.
Med risiko for at foregribe begivenhedernes gang kan man konstatere, at Islamisk Stat, som oprindeligt satte alt ind på at erobre Kobani-enklaven, har lidt et både reelt og symbolsk nederlag. Omvendt har de syriske kurdere vundet en sejr af både konkret og symbolsk betydning.
Sejrens politiske betydning skal også ses i lyset af, at kurderne i hvert fald indtil videre er de eneste, som har vist vilje og evne til at sætte Islamisk Stat stolen for døren på landjorden, om end bistået af de internationale luftstyrkers fly. Det er jo mere, end man kan sige om de forskellige arabiske hære og militser, som forsøges mobiliseret af hhv. USA og Iran.
Kampen om Mosul
Spørgsmålet er nu, hvordan Islamisk Stat står efter nederlaget. Islamisk Stat kontrollerer ifølge nogle kilder stadig Kobanis opland.
Ifølge enkelte andre kilder kan nederlaget og dermed tilbagetrækningen af styrker fra Kobani hænge sammen med en overførsel til og koncentration af IS-styrker i den vigtige by Hasakah i det nordøstlige Syrien.
Hasakah behersker området, der grænser op til den store by Mosul i det norlige Irak, som Islamisk Stat erobrede sidste sommer. Alle forventer en irakisk regeringsoffensiv mod Mosul i løbet af 2015, når (?) det er lykkedes USA og allierede at genopbygge/genoptræne den irakiske regeringshær.
Erobringen af byen var et af Islamisk Stat’ største trumfer, ja i mange muslimers øjne sikkert den, der tillader terrororganisationen at kalde sig Islamisk Stat. Tabes Mosul, vil det være et stort politisk og symbolsk nederlag. Derfor må alt sættes ind på at holde den.
Det kurdiske spørgsmål
Et andet aspekt af Islamisk Stat’ nederlag i Kobani er, at næppe nogen af de omgivende stater, Syrien, Irak, Tyrkiet eller Iran, er særligt begejstrede ved meddelelsen om YPGs generobring af byen.
For uanset dens muligvis lige i øjeblikket begrænsede rækkevidde løfter den en flig af det problem, som de alle søger at fortie: Det kurdiske spørgsmål.
Og her bistås de faktisk af hovedparten af de internationale (for ikke at tale om de lokale) medier.
Det er faktisk et af de største paradokser i dækningen af Mellemøsten, at der i medierne bruges næsten grænseløse ressourcer på dækningen på de ca. 10-12 mio. palæstinenseres ret til en egen stat, mens de henved 30-35 mio. kurdere normalt har langt mindre bevågenhed. Det er kun i korte perioder, som f.eks. under de dramatiske kampe i Kobane, at kurderne kommer rigtigt i søgelyset.
Højt regnet udgør palæstinensere 10-12 mio., hvis man medregner de 1,5 mio. arabiske indbyggere i Israel og anslået ca. 2 mio. palæstinensere udenfor Mellemøsten med. De 30-35 mio. kurderes problem er, at de er fordelt som mindretal i 4 lande, der er rede til at gøre alt – og faktisk også gør næsten alt – for at ”nedtone” kurdernes eksistens som folk:
I Tyrkiet ca. 15 mio. kurdere af en samlet befolkning på ca. 82 mio.
I Iran ca. 8 mio. af en samlet befolkning på ca. 81 mio.
I Irak 5-6,5 mio. af en samlet befolkning på ca. 32,5 mio.
Og endelig i Syrien ca. 0,5-1 mio. af i alt 18 mio.
Hvis man anslår, at der bor ca. 3 mio. kurdere udenfor Mellemøsten, især i Vesteuropa, giver det en samlet kurdisk befolkning på ca. 31,5-33,5 mio. Der er med andre ord 2½-3 gange så mange kurdere som palæstinensere.
For de fleste mellemøsteksperter, kommentatorer og andre iagttagere er Mellemøsten et arabisk område, ganske vist med de ikke helt ubetydelige faktorer Tyrkiet og Iran tilgrænsende. Ja, det genstridige Israel er der jo desværre også.
Men de forskellige mindretal i de arabiske lande, kurdere, kristne, yazidier og hvem de nu ellers er, bør holde sig til deres foreskrevne underordnede roller og helst finde sig længst muligt i den ikke altid lige hensynsfulde behandling, der nu kan blive dem til del.
De er i hvert fald – uanset deres antal – ikke kvalificeret til at fortjene national selvstændighed i eksperternes verden. Det er nu engang araberne – og til dels Tyrkiet og Iran -, der har hovedrollen der.