Vi kan allerede nu udlede nogle vigtige erfaringer fra den politiske krise, som folkevandringen har påført Europa, og som jeg vil sammenfatte i elleve punkter:
Folkevandring – ikke flygtningestrøm
At tale om en flygtningestrøm bestående af kernefamilier på flugt fra borgerkrigen i Syrien er en stærk forsimpling. Flertallet i karavanerne mod Nordeuropa udgøres af unge mænd – syrere, afghanere, irakere, palæstinensere, albanere, kosovarer og pakistanere, som søger et lettere liv. På ruterne over Middelhavet til Italien er langt de fleste afrikanere, mange af dem fra syd for Sahara.
EU gør intet for at standse folkevandringen til Europa
Efter flere topmøder i Bruxelles står korridorerne fra Tyrkiet og Libanon til München, Rødby og Malmø reelt vidt åbne. EU vil ikke bruge landenes samlede kræfter på at forhindre migranterne i at drage af sted over Middelhavet og Balkan, men lokker tværtimod med mulighed for transport til Europa, uanset om den markedsføres som Mare Nostrum, Triton eller Poseidon. Resultatet er, at de heldige og stærke bliver belønnet med permanent ophold i Europa, mens de svage lades tilbage i lejrene – og de uheldige omkommer i Middelhavet.
EU har intet holdbart svar
Flere topmøder i Bruxelles er endt med en luftig plan om at fordele 160.000 migranter blandt de 28 medlemslande for at aflaste Grækenland og Italien. Den blev gennemtvunget ved at de store lande med Tyskland i spidsen vred armen om på de øvrige lande og endte med at nedstemme Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Rumænien. Desuden vil EU en skønne dag skabe fred og velstand i Afrika og Arabien, så vi i stedet har lyst til at emigrere dertil.
Folkevandringen fører til nye brudflader i EU
Hvor euro-krisen, mest udtalt i Grækenland, har skabt splid mellem Syd- og Nordeuropa, har migrantkrisen skabt splid mellem ”det gamle” EU og de tidligere socialistiske lande i central- og østeuropa, og igen er det Tyskland, som med sin blanding af selvudslettende moraliseren og økonomiske trusler gør sig til genstand for modvilje.
En tvungen kvotefordeling er håbløs
Indvandrerne vil ikke bo i Polen, Slovakiet eller Bulgarien. Og da de nu har set, at staterne ikke tør håndhæve deres udøvende magt, vil de blot sætte indstille GPS’en og sætte sig i bevægelse mod Tyskland og Sverige og om nødvendigt foranstalte spektakulære optøjer, indlede sultestrejker, lænke sig til lysmaster og svinge deres skrækslagne børn rundt i luften til glæde for medierne, og derved forøve et pres, som Europa ikke har stamina til at modstå.
Grænser og hegn virker faktisk
Ungarn har vist det. EU-eliten, NGO’er, politikere og journalister forsøger at fremstille Ungarn som et illegitimt autoritært styre, men Ungarn er såmænd ikke mere råddent end Grækenland og Italien, og til forskel fra de to lande lever Ungarn faktisk op til sin forpligtelse til at beskytte både EU’s og Schengens ydre grænser. Med hegnet omdirigerede Ungarn indvandrermasserne til andre lande, selv om det kun gav Tyskland, Sverige, Danmark og Østrig en stakket frist.
Forringede tilbud til asyl-indvandrere virker faktisk
Hvorfor udsatte de sig ellers for yderligere strabadser for at komme til Sverige, efter at de var ankommet sikkert til Danmark på flugt fra krigens rædsler? Hvorfor henviste flere af de viderevandrende migranter med et imponerende vidensniveau ellers til de reducerede støttesatser i Danmark som grunden til, at de vandrede videre?
Europæerne vil ikke have mere muslimsk indvandring
Tal tæller: for de fleste europæere er indvandring det allervigtigste spørgsmål. Men for stadig flere europæere er islamisk indvandring afgørende. EU-eliten stillede sig forarget an, da Polens, Slovakiets og Ungarns regeringer udmeldte, som ærligt er, at de frygtede, at islamisk indvandring ville skabe konflikter, og at de bedre kunne godtage ukrainske flygtninge – eller i det mindste forfulgte kristne, fordi de nok ville være mere taknemlige. Men viser de sidste 30-40 års udvikling i alle større europæiske byer, netop ikke, at islamisk masseindvandring er en belastning?
Vi kan ikke stole på Tyskland
Tyskland har måske opnået europæernes tillid og respekt for sin økonomiske præstation, men Angela Merkels invitation til enhver selv-erklæret syrer er en uansvarlig invitation til millioner af potentielle udvandrere fra Afrika, Arabien og store dele af Asien. Det viser, at mindre lande som Danmark ikke skal lægge sin skæbne i hænderne på større magter, uanset om de bruger deres styrke som ”blød magt” eller hård.
Uden grænser, ingen nationer
Når EU svigter den aktuelt vigtigste opgave, som ”unionen” burde løse, og ikke kan forsvare Europas ydre grænser, og Tyskland samtidig inviterer millioner til at tage ophold i Nordeuropa, så har lande som Danmark intet andet forsvar end at overvåge og beskytte sine grænser. Når en nation opgiver at kontrollere og bestemme, hvem der opholder sig på dens territorium, er den i færd med at ophæve sig selv.
Retsforbeholdet er en velsignelse for Danmark
Retsforbeholdet gør det stadig muligt for Danmark at vælge sine egne, folkestyrede veje og løsninger. Det kan ikke redde danskerne fra alle trusler, men at opgive det er en glidebane ind i det absolut uvisse, hvor vi er overladt til EU’s og Tysklands politiske korrekthed og dominans.
Morten Messerschmidt, MEP, Dansk Folkeparti
