Victoria Horrocks på 45 år havde aldrig forestillet sig, at hun skulle begå et bankrøveri.
Men hendes ludomani havde bragt hende i stor spillegæld. Derfor tog hun en hurtig beslutning.
Hun gik ind i en bank og stillede sig pænt op i køen ved kassen. I hånden havde hun en bærepose fra et supermarked. Hun havde en seddel parat, hvor der stod: ”Ti stille, fyld pose, eller jeg skyder”.
Da bankkassereren så sedlen, kiggede hun op og syntes ærlig talt ikke, at kvinden lignede en bankrøver med sin blå hættetrøje og sine briller med det sorte stel. Hun troede, at det var en spøg.
Men kvinden sagde: ”Dette er ikke for sjov.” Og der stak noget op fra bæreposen, som kunne være en pistol.
Så kassereren gjorde, som røveren sagde. Men hun gav sig rigtig god tid til at lægge pengene i posen, cirka 20.000 kr. Og hun sørgede for at lægge en farvepatron ned i posen sammen med dem. Inden da havde hun trykket på alarmknappen.
Tabte en del af sedlerne
Horrocks var for opgearet til at lægge mærke til farvepatronen. I det øjeblik hun forlod banken, eksploderede den og sendte rød farve ud over pengesedlerne.
Hun blev så forskrækket, at hun snublede og tabte en del af sedlerne. Febrilsk proppede hun sedlerne tilbage i posen. Så styrtede hun ud i en taxa, der holdt foran banken.
Men inden hun nåede at køre, dukkede en mand op. Han havde stået i nærheden og set hende tumle rundt. Han fortalte taxachaufføren, at der vist var noget galt her. Så nægtede chaufføren at køre hende. Derefter greb hun sin bærepose med pengene og spænede derfra.
Spilleautomater
Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle stille op. Men snart fik de mange penge hende til at give efter for sin ludomani. Hun tog posen med pengene og gik hen i en spillearkade i centrum af Manchester, hvor det hele foregik.
I arkaden begyndte hun at proppe pengesedler i en spilleautomat. Men den afviste en del af sedlerne, mens den afgav en snurrende lyd. Om det skyldtes den røde farve på sedlerne, eller om hun simpelt hen forivrede sig, da hun proppede dem i, vides ikke.
Men en ansat syntes i hvert fald, at det hele så mærkeligt ud. Da Victoria Horrocks gik videre til en ny maskine, åbnede han den, hun lige havde brugt, og så de røde sedler.
Så ringede han til politiet og gav hende en drink for at holde hende hen. Da politiet kom, gjorde hun ingen modstand. I hendes lejlighed fandt politiet rød farve på både hendes tøj og hendes sofa.
Og så midt på dagen …
Alt gik bare galt ved det bankrøveri.
En politimand konstaterer: ”Oven i det hele var det også højst ejendommeligt at begå et bankrøveri midt på dagen, hvor der er meget travlt i byens centrum.”
Det var bestemt ikke Victoria Horrocks’ dag, og det bliver nok sidste gang, hun forsøger sig som bankrøver.
Der er endnu ikke faldet dom i sagen.
Se fotos Af Victoria Horrock her:
(Daily Mail)