EU har skabt sig et nyt politisk monster, en utaknemlig populistisk venstrefløj, som er langt mere farlig for det fælleseuropæiske projekt end nationalismen
Vi har nu gennem flere år fået at vide, at den største trussel imod det fælles-europæiske projekt er snæver nationalisme.
Professorer, journalister og politikere advarede op til 25. maj 2014 EU’s vælgere imod at falde for ”højre-populismens” primitive lokketoner. Men i de seneste dage har de været underligt tavse, de eropæiske orakler, for pludselig dukker et nyt fænomen op, som deres analyse-apparater ikke var indstillet på: men hvad skal man kalde det andet end venstrepopulisme?
Og langsomt er det ved at gå op for EU-eliten, at denne nye populisme er langt farligere for dens ambitiøse EU-konstruktion, end den mere traditionelle EU-modstand og EU-kritik, som bl.a. Dansk Folkeparti repræsenterer, og som de har været vant til at angribe.
Grækerne har i vrede, afmagt og trodsighed stemt en regering til magten, som lover dem, at nu er deres trængsler forbi:
at de fyrede offentligt ansatte kommer tilbage i arbejde,
at der bliver akut hjælp til de mest nødstedte,
at skatter vil blive fjernet og
at den nye regeringsleder Alexis Tsipras nu rejser ned og fortæller Den Europæiske Centralbank, Valutafonden og EU-kommissionen, Trojkaen, at de godt kan skyde en hvid pind efter deres 2.260 mia. kroner, hvis ikke de stryger det meste og finder på meget lempelige vilkår for at indkræve resten.
Podemos i Spanien
Også i Spanien vinder venstrepopulismen frem, i form af en anden enhedsfront, nemlig ”Podemos”, eller ”Vi kan!”, som i dag står til 30 procent i nogle meningsmålinger. Programmerne for de to bevægelser er næsten identiske, og de har til fælles, at de retter deres vrede imod EU’s trojka, helst personificeret i Tyskland og Angela Merkel.
Og begge bevægelser lægger et formidabelt pres på Europas forslidte socialistiske og socialdemokratiske partier, som også er begyndt at klager over den ”afsavnspolitik”, som de mener, at Tyskland påtvinger dem.
Det paradoksale er, at venstrepopulismens bannerførere af i dag var de varmeste forsvarere af Den Europæiske Union i går.
Venstrefløjen og EU
I EU så de nemlig klare kollektivistiske træk; de så planøkonomi og overstatslig indgriben; og de så muligheder for en politisk-korrekt ensretning til fordel for deres venstrefløjs-dagsorden om menneskerettigheder, miljø, økonomisk solidaritet, asylpolitik, kultur osv, hvorfra de ofte fik til deres udkomme og hvori de havde deres nye venstrefløjs-identitet.
Og da det gik op for dem, at de også fik deres rigelige andele af de milliarder, som fra EU’s fonde strømmede ind i deres lande, var de altid påfaldende lavmælte i deres kritik af korruption, pengespild og nepotisme. Syriza var lige så indfedtet i det græske kleptokrati som Pasok og Nyt Demokrati. De tre partier har tilsammen fået milliarder i Europas mest rundhåndede partistøtte, og nu står Syriza til at inkassere broderparten.
Men nu føler Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien, at de er blevet tarveligt behandlet, og nu kaster de grus i maskineriet. Syriza spænder ben for en samlet EU-optræden over for Rusland og truer med at blokere for enhver handelsaftale mellem EU og USA. Det ender i ren afpresning: ”Gi’ os pengene, eller vi smadrer hele lortet!”
De andre siger nej
Men det er en umulighed for regeringerne i Eurozonen, for deres vælgere vil ganske enkelt ikke finde sig i det. Grækenland har fået hjælpepakker på i alt 1.800 mia. kroner og har fået eftergivet knap 800 mia. kr. i gæld til sine private kreditorer. Men over 70 procent af Grækenlands gæld er i dag til andre lande i Eurozonen, altså andre landes skatteborgere. Og vil Finlands regering foreslå en finsk familie på to voksne og to børn, som tilsammen har 27.000 kroner til gode, at stryge den gæld?
Pludselig fremstår de britiske konservative, som Dansk Folkeparti har slået følge med i EU-parlamentet, som nøgterne og konstruktive, selv om deres krav er blevet fremstillet som den skinbarlige sabotage og Storbritannien længe har været prygelknabe for EU-eliten.
Ja, selv det uforsonlige britiske løsrivelsesparti UKIP er mindre skadelig for hele EU-projektet, for UKIP vil jo ikke andet end britisk udmeldelse, mens de venstreorienterede oprørere i Sydeuropa vil blive i både EU og euroen, som de til gengæld truer med at rive ned til grunden.
Det bliver spændende at se, hvor EU-eliten vil tackle et opgør med de venstrepopulister, som indtil i går udgjorde EU-projektets loyale ideologiske fortrop.
