Vi nærmer os 70 året for afslutning af 2. Verdenskrig. Flere spørger om jeg ikke kan holde foredrag med relation til befrielsen og 1945.

Befrielsen betød at der kom mange tyske flygtninge til Danmark.

Januar-februar 1945

Da ”Den røde Hær” i januar 1945 nærmede sig den daværende østlige del af Stortyskland beordrede Hitler, at befolkningen skulle flyttes.

Man havde set, hvad der skete, når ”Den røde Hær” erobrede fremmede områder. Kommunisterne var lige så brutale som nazisterne havde været, da de kom til Sovjetunionen.

De første tyske flygtninge kom til Danmark i midten af februar 1945. Andre var transporteret i sikkerhed til den vestlige del af Tyskland. Som bekendt blev flere transportskibe udsat for angreb og mange andre tusinde omkom på landevejene på vej til Østersøkysten.

Tyske flygtninge i København, foråret 1945. Udstyret med lommepenge og forventning om, at danske butikker skal sælge alt til dem også selv om flygtningene ikke havde rationeringskort.

I Danmark var det Værnemagten, der sørgede for de tyske flygtninge. Man rekvirerede skoler, idrætshaller, forsamlingshuse o.l. hos de danske myndigheder. Forplejning, lægehjælp m.v. sørgede Værnemagten selv for. Man lånte bare pengene, som til så meget andet, i Den danske Nationalbank.

Flygtningene kunne færdes frit i Danmark og de blev beskyttet af Værnemagten.

Lægehjælp

I foråret 1945 havde tyskerne ønsket, at danske læger skulle bistå besættelsesmagten med at behandle de tyske flygtninge, så de tyske læger kunne frigives til andre formål, f.eks. tjeneste på fronten.

Den danske lægeforening mente ikke, at danske læger skulle arbejde for tyskerne, specielt ikke fordi danske læger fortsat sad i tyske Kz-lejre og tyske håndlangere havde skudt flere danske læger.

Maj 1945

Efter befrielsen marcherede de tyske tropper tilbage til Tyskland. Kun få tyske soldater blev beordret til at forblive i Danmark for at løse særlige opgaver.

Af en opgørelse fra maj 1945 fremgår det, at der var kommet 245.000 tyske flygtninge til landet, når man medregner de mange, der kom med skib i dagene lige efter 5. maj 1945.

Mange tidligere tyske lejre måtte fra maj 1945 fortsætte som flygtningelejre. I første omgang omgivet af et enkelt stormasket net. Det forhindrede ikke kreative på hver side af hegnet i at komme i nærkontakt. Senere blev der opsat tre rækker pigtråd. Foto fra lejr i Store Magleby, Sydamager.

Rimelig hurtigt indstillede de danske myndigheder sig på, at de måtte overtage ansvaret for de tyske flygtninge. Man havde også fra en britisk talsmand fået at vide, at flygtningene kunne komme til Tyskland i løbet af nogle uger.

De danske myndigheder erfarede dog først og endeligt den 24. juli 1945, at det var en permanent opgave. Det drejede sig nu ikke om uger eller få måneder, hvor man skulle sørge for en 1/4 million mennesker.

”De Allierede” ønskede ikke flygtningene hjemsendt, før man havde styr på infrastruktur og forsyningssituation i det ødelagte Tyskland. Desuden var Sovjet slet ikke indstillet på forhandlinger, selv om aftalen fra Postdam var, at flygtningene skulle tilbage til de områder de kom fra.

Det nordlige Tyskland op mod den danske grænse var britisk zone. Forhandlingerne om flygtningene blev primært ført med briterne, der nu forventede, at Danmark stillede med den brigade på over 10.000 mand til bevogtning i Vesttyskland, som briterne var blevet stillet i udsigt. (Den danske Brigade i Tyskland blev først opstillet i sommeren 1947 og under halv styrke).

Flygtningene blev efterhånden anbragt i mere permanente lejre, da man bl.a. ønskede skolerne genåbnet. Man anvendte tidligere tyske og nyindkøbte svenske barakker til indkvartering.

Den ansvarlige for flygtningene tidl. minister socialdemokraten Johs. Kjærbøl sagde, at flygtningene under ingen omstændigheder skulle arbejde uden for lejrene, da man så ikke ”ville slippe af med dem igen”.

Flygtningene var utilfredse med, at de ikke mere kunne bevæge sig frit rundt, men at de skulle holdes i lejre. Myndighederne ønskede kontrol med situationen og man var klar over, at de tyske flygtninge også kunne blive udsat for en vis overlast fra befolkningen side. Man sagde ikke højt, at der var en risiko for, at flygtningene også kunne blive fristet til kriminelle forhold.

Før befrielsen havde der været mange eksempler på ”uoverensstemmelser” mellem f.eks. danske forretningsdrivende og ”gæsterne sydfra”, når flygtningene ville købe varer uden rationeringskort. Fik de ikke deres vilje kunne de tilkalde våbenmagt.

På grund af de mange måneders flugt med dårlige sanitære forhold m.v. var flygtninge ikke særlig modstandsdygtige. Danske myndigheder var med rette nervøs for spredning af sygdomme. Der var lægehjælp i lejrene, hvor der også var oprettet infirmerier. Ved alvorlig sygdom blev flygtningene indlagt på hospital.

Permanent ophold

Årene gik og flygtninge blev mere og mere frustrerede. De ville hjem og være med til at genopbygge deres land og genforenes med familien uanset, at de vidste, at forholdene var dårligere end de forhold de havde i lejrene.

Kun langsomt kom flygtningene hjem i årene 1946-1948. Mange nåede at blive flyttet flere gange. I lejrene blev der spredt rygter om, at de danske myndigheder hævnede sig på tyskerne ved at beholde dem som gidsler. Der var også vedholdende rygter om, at Den danske Stat tjente penge på, at beholde flygtningene!

De allierede mente, at når Danmark var sluppet med så få ødelæggelser under besættelsen, så kunne man nok hjælpe med ophold og forplejning.

På Kløvermarken, Amagerbro boede der på et tidspunkt ca. 18.000 tyske flygtninge. De første flyttede ind i slutningen af 1945. Der var køkkener, vuggestuer, børnehaver, biograf, flere kirker, skoler, værksteder m.v. Der var udstrakt selvstyre inden for pigtråden.

Det var ikke taknemmelighed til Danmark, der prægede stemningen i lejrene. Maden var man heller ikke tilfreds med. Der var rigelig fra efteråret 1945, men ikke lige altid den menu, man gerne ville have. Maden var ikke så vitaminrig, som man kunne ønske.

I lejrene var der selvstyre, men af og til domineret af nazistiske landsmænd, der fra tidligere storhedstid var vænnet til at kommandere rundt med andre. Ofte blev der oppisket en stærkt antidansk stemning i lejrene.

I 1946-47 begyndte man på hjemsendelserne og man samlede de tilbageværende flygtninge i større lejre, primært i Jylland. Foto fra 1947. Glade flygtninge glæder sig til at komme til Tyskland, selv om det ikke var den samme del af Tyskland, de havde forladt to år før.

Lejrene lukkes

De sidste flygtninge blev hjemsendt nøjagtig på 4-års dagen for de første flygtninges ankomst, nemlig den 15. februar 1949.

De fleste flygtninge kom fra det dengang østlige Tyskland, men der til kunne de ikke sendes. Sovjetmagten ønskede dem ikke tilbage og tyskerne var klar over, at russerne havde tildelt flygtningenes huse og lejligheder til andre.

Hvorfor kom flygtningene til nabolandet Danmark? Dengang flygtede man eller blev sendt til nærmeste sikre område. Man opholdt sig midlertidigt til man kunne komme tilbage til de omgivelser, hvor man religiøst, sprogligt og socialt følte sig hjemme.

15. februar 1949. Under stor mediebevågenhed vinkes der farvel til de sidste tyske flygtninge. Russerne ønskede ikke, at tyskerne kom tilbage til deres hjemegn, nu russisk sektor eller en del af det nye Polen efter grænseflytning.