FIFA sagen afslører, hvorledes sport er blevet til forretning og som følge heraf et mål for profit, korruption og hvidvaskning af penge.
Grundlæggeren af moderne tids olympiske lege (Pierre de Coubertin) sagde, at det vigtigste ikke er at vinde, men at være med. Nu er sloganet, at det vigtigste ikke er at vinde, men at tjene penge.
Magtfulde personer ønsker at beholde og udøve magt, i dette tilfælde Sepp Blatter, og manipulerer med en organisation for at sikre genvalg gang efter gang uanset, at de toneangivende landes organisationer ved, at der er urent trav inde i billedet.
Det er trist, eftersom ideen om overførelse af penge fra de rige fodboldnationer til de fattige er rigtig. De fattige landes indbyggere har behov for at opmuntres til sport for at få gavn af dennes moralfremmende egenskaber herunder holdsamarbejde.
Hvis dette er sket i FIFA, hvad så med de nationale fodboldforbund og internationale sportsorganisationer indenfor andre idrætsgrene. Det er trist at side tilbage med følelsen, at vi har set toppen af isbjerget.
Mange husker sikkert skandalen i den italienske fodboldliga for nogle år siden, der bla medførte, at et af de to hold som står for at spille finale i Champions league 2015, Juventus, blev dømt for svindel og måtte tilbringe en ufrivillig, men kortvarig tilværelse i en lavere division.
Så meget om sport og fodbold.
I global politisk optik er der noget andet, som tiltvinger sig opmærksomhed. I en del år har USA tiltaget sig ret til at udøve amerikansk retshåndhævelse uden for USAs grænser.
Det kom frem med dannelse af Proliferation Security Initiative (PSI) i 2003, hvor USA og en lang række lande erklærede sig rede til at gribe ind over for international transport af masseødelæggelsesvåben. I 2009 og 2011 tvang den amerikanske flåde nordkoreanske skibe, som formodedes at have masseødelæggelsesvåben ombord, til at vende om.
Den amerikanske opfattelse af ret til fortolkning af jurisdiktion som grænseoverskridende i indsats overfor korruption, bestikkelse og hvidvaskning er så vidtgående, at emails mellem to ikke-amerikanske statsborgere med kommunikation gennem to ikke-amerikanske emailkonti, men brug af en amerikansk server berettiger indgriben.
Det amerikanske forbundspoliti’s (FBI) direktør, James Comey, sagde i anledning af FIFA sagen ’ hvis Jeres korruption kommer i berøring med vore kyster – det være sig gennem møder eller brug af vores verdensklasse finansielle system – vil I blive holdt ansvarlige’.
I FIFA sagen trak de sagsøgte på det amerikanske finansielle system og misbrugte, efter amerikansk vurdering, systemet; amerikansk lovgivning blev hermed overtrådt. Mere end 12 banker herunder HSBC i Hong Kong og Standard Chartered i USA blev nævnt, da aktionen begyndte at rulle.
Det springende punkt er, om denne holdning kan siges at være i overensstemmelse med en international retsorden?
Kan et land handle udenfor egne grænser med henvisning til, at det berøres af aktiviteter, som er i modstrid med dets lovgivning. Drejer det sig i virkeligheden om, at USA udnytter sin magt til at tage sig selv til rette med brug efter forgodtbefindende af juridiske regler – amerikanske vel at mærke.
En tankevækkende parallel er den kinesiske regerings forsøg på at få udleveret statsborgere anklaget for korruption i Kina, som i tide slap væk med – efter sigende – milliardbeløb og nu bosat i USA. Såvidt det kan vurderes, viser USA i denne sag ikke tilsvarende iver og ihærdighed for grænseoverskridende jurisdiktion.
Kritikere af PSI og den bagvedliggennde filosofi argumenterer, at USA tilsyneladende ikke ønsker at deltage i et organiseret internationalt samrabejde om disse spørgsmål. USA har hverken tiltrådt Den internationale Havertskonvention eller Den internationale Straffedomstol (oprettet 2003) med kompetence til bla at dømme i sager om krigsforbrydelser.
Når der tales om masseødelæggelsesvåben og FIFA’s formodede korruption, har USA formentlig moralsk fast grund under fødderne. Det er nødvendigt at kontrollere og stoppe international trafik med masseødelæggelsesvåben, og det er nødvendigt at slå til over for international korruption.
Det er godt, at USA gør noget, så meget desto mere som ingen andre gør det. Spørgsmålet rejser sig imidlertid, hvad der sker den dag, hvor USA måtte starte en aktion uden tilsvarende samklang med moralsk opfattelse?
Dette bliver ikke mindre aktuelt af den pågående strid i USA om lovgivning om adgang til aflytning (National Security Agency’s ret til overvågning), hvor resten af verden ikke kan være ligeglad med, hvorledes USA opfatter og håndhæver sine egne bestemmelser om indsigt i kommunikation.
Det er pandoras boks, vi ser blive lukket op uden, at ret mange erkender det og færre interesserer sig for, hvad det kommer til at betyde. Sepp Blatters aktiviteter er godt stof for boulevardpressen og morsomme for os andre, men tag ikke fejl; det er ikke, hvad sagen drejer sig om. Kernen er, om vi bevæger os væk fra eller henimod et internationalt retssystem, og som tingene tegner sig, bevæger vi os væk.
