Tyskland og Frankrig har traditionelt været den bærende akse i EU. I går holdt de landes ledere – forbundskansler Angela Merkel og præsident Francois Hollande – tale i Europa-Parlamentet for at give deres bud på, hvordan Europa kommer igennem den store asylkrise.
Det var mildt sagt ikke opmuntrende at høre.
Talerne rummede ingen konkrete forslag. De holdt sig til brede betragtninger, og der var mange floskler.
Man fik en ildevarslende fornemmelse af, at de to ledere tilsyneladende ikke aner, hvad der foregår under ørerne på dem under den store flygtningekrise.
Merkel og Hollande sagde manende ord om, at det er vigtigt, at Europa nu står sammen. Men de gav ikke svaret på, hvad det vil sige. Og det svar er absolut ikke nogen selvfølge.
Europa består af nationalstater
En jordnær, realistisk vurdering af, hvad Europa vil sige, må tage udgangspunkt i en helt afgørende kendsgerning:
De fleste europæere ser sig selv som europæere. Men de identificerer sig væsentligt mere med deres land end med EU. Det er slået fast ved undersøgelser, og det står da også tydeligt hver eneste dag.
Europa består først og fremmest af nationalstater. Det er stadig realiteten. EU-landenes befolkninger støtter så, at deres lande finder fælles løsninger inden for EU. Men nationalstaten er fundamentet.
Det er et fundament af fælles historie, fælles sprog, fælles kultur, fælles normer og skikke. På dette fundament eksisterer der en følelse af samhørighed mellem borgerne. En samhørighed, der er stærk nok til at bære en velfærdsstat, hvor man betaler til en fælles kasse, som andre kan trække på.
Denne grad af samhørighed eksisterer ganske klart ikke på EU-niveau.
Derfor er det en frygtelig fejltagelse, at de to europæiske ledere ikke kan finde på andet at sige i den aktuelle krisesituation, end at svaret er mere Europa.
Det drejer sig om at sikre sit land
For landenes befolkninger er det afgørende, at det samfund, som de har bygget op med dets fællesfølelse, kultur og velfærdssystem, bliver sikret.
Det er godt, hvis EU kan bidrage til denne sikring, ikke mindst ved at få en ordentlig kontrol ved de ydre grænser.
Men borgerne har absolut ikke nogen oplevelse af, at man kan overlade det til EU at beskytte deres samfund. Det kræver en national indsats, herunder en ordentlig grænsekontrol.
Fire ud af fem tyskere går nu ind for grænsekontrol, til trods for at eliten har tudet dem ørerne fulde med, at det er anti-europæisk.
For disse tyskere drejer det sig ikke om fine teoretiske diskussioner. Det drejer sig om at sikre deres land. Og det føler de ikke, at de kan opnå, med mindre der kommer en stærkere kontrol ved grænsen.
Danmark er foreløbig slet ikke under det samme pres fra asylstrømmen. Men hvis vi kommer det, vil danskernes reaktion være den samme.
Hollandes store ord
Francois Hollande brugte i sin tale til Europa-Parlamentet store ord om, at genindførelse af nationale grænser vil blive ”enden på Europa”.
Sikke noget snak! De nationale grænser findes nu som før. Det er måske ubekendt for Hollande, men en dansker ved faktisk godt, hvornår han eller hun er i Danmark eller i Tyskland. Det samme med en franskmand.
Der er nationale grænser. Den reelle diskussion drejer sig om, hvor meget national grænsekontrol der er nødvendig, hvis ens land skal sikres.
For sikres skal det. Ingen vil ofre det gode liv i ens land for højtidelige EU-erklæringer, der ikke holder i virkeligheden.
Nationale grænser er på ingen måde ”enden på Europa”. De er tværtimod grundlaget for Europa, for Europa består af nationalstater. Vi kan have et omfattende økonomisk og politisk samarbejde i EU, uanset om der er en vis kontrol ved grænserne.
Og i en massiv asylkrise, hvor EU’s ydre grænser er brudt helt sammen, er det en ubetinget nødvendighed at styrke den nationale kontrol. Tysklands tragedie i øjeblikket er, at dets politikere har svært ved at se denne elementære sandhed i øjnene.
Merkels manglende realisme
Angela Merkel sagde til Europa-Parlamentet, at de europæiske lande ikke kan lade de økonomiske flygtninge blive, hvilket hun har ret i. Men hun fremhævede samtidig, at man må tage imod alle, der har ret til asyl.
Dette er på længere sigt fuldkommen urealistisk. Sådan som de eksisterende konventioner bliver fortolket i dag, er de så rummelige, at de gør en helt uholdbar tilstrømning fra resten af verden til Europa mulig.
Der må strammes i forhold til de nuværende asylregler. Ellers vil vi få europæiske samfund, hvor sammenhængskraften ryger, parallelsamfundene blomstrer, konflikterne øges, demokratiet kommer under pres, friheden og ligestillingen trues og velfærdssystemet går i knæ.
Skåltaler
Hvis Angela Merkel, Francois Hollande og andre politikere tror, at en sådan undergravning af nationalstaten vil føre til et styrket EU, må de tro om igen. Den vil tværtimod føre til, at hvert land lukker sig om sig selv og sine egne problemer.
I går leverede Tysklands og Frankrigs ledere, hvad man må betegne som skåltaler i Europa-Parlamentet. Hvornår vågner de op til det virkelige liv?
