Indtil slutningen af sidste år så det ud til, at det kommende valgs store tema ville blive: Hvordan styrkes vækst og beskæftigelse i Danmark sammenlignet med andre lande?
Men så skete der to ting:
Udlændingepolitikken kom med brask og bram på dagsordenen. Først var det de nye asyltal, der viste en meget kraftig tilstrømning til landet. Derefter ramte terroren København, hvilket yderligere satte gang i debatten om indvandring fra muslimske lande.
Der er nu ingen tvivl om, at udlændingepolitikken vil få en meget fremtrædende plads i valgkampen.
Samtidig forandrede den økonomiske situation sig.
På det seneste er der kommet klare tegn på fremgang for vækst og beskæftigelse. Alle prognoserne bliver revideret opad, så man regner med en vækst på i omegnen af 1,8 procent i år og i omegnen af 2 procent til næste år.
Men disse to ændringer i udlændingepolitikken og i den aktuelle økonomiske situation efterlader et stort spørgsmålstegn hængende over valgkampen:
Hvad sker der med det tema, som så ud til at blive det dominerende for bare nogle måneder siden: Hvordan øges vækst og beskæftigelse i dansk økonomi, så vi klarer os bedre sammenlignet med andre lande?
Vækstudspil
Temaet er sagligt set lige så påtrængende, som det var for nogle måneder siden. Men regeringen er ikke interesseret i at gøre det til en central del af valgkampen.
Helle Thorning bebudede i sin nytårstale, at regeringen ville komme med nye vækstinitiativer. Det gjorde hun, fordi hun var presset af debatten om, hvordan Danmark kan få mere vækst.
Men siden har der været stille om den sag, fordi forbedringen i den aktuelle økonomiske situation har lettet presset på Thorning.
Der kommer en eller anden form for vækstudspil fra regeringen – efter sigende i slutningen af april. Men det bliver sandsynligvis meget beskedent.
For Thorning ser ikke noget behov for at stimulere væksten på kort sigt nu, hvor der er kommet så meget træk i økonomien. Hun har i øvrigt heller ikke råd til det, fordi regeringen har bragt det offentlige underskud lige til kanten af det tilladte.
Og Thorning har ikke nogen interesse i at få diskussionen om den langsigtede økonomiske vækst for meget ind i valgkampen.
Striden om opsvinget
På den økonomiske front vil regeringen først og fremmest føre valgkamp på, at det nu går meget bedre, og at det er regeringens fortjeneste.
Det sidste er mildt sagt at gøre vold på virkeligheden. Den økonomiske fremgang skyldes helt overvejende internationale forhold: De lave oliepriser. De lave renter. Den lave kurs på euroen, som trækker den danske krone med. Alle disse ting forbedrer danske virksomheders situation.
Men regeringen og den borgerlige opposition har sammen så nogenlunde holdt dansk økonomi på dydens smalle sti, så vi ikke ligger og roder i problemer og forpasser det internationale opsving.
Der vil naturligvis blive en debat under valgkampen, hvor regeringen lader, som om den har skabt det økonomiske opsving, mens de borgerlige peger på de internationale forhold og på de blå partiers væsentlige andel i den hjemlige økonomiske politik.
Men Lars Løkke og de andre i blå blok er interesserede i at få debatten bragt videre. De vil have problemerne med Danmarks økonomiske vækst i fremtiden bragt ind i valgkampen.
Svag vækst i Danmark
Nok går det fremad for økonomien nu. Men man skal ikke se langt ud i fremtiden, før man får øje på problemerne.
Ifølge OECD’s prognoser, står Danmark til at blive et af de rige lande, som får den laveste vækst frem mod 2030. Problemerne er tydelige:
Danske virksomheder har fortsat for høje omkostninger, blandt andet på grund af det rekordhøje skattetryk.
Samtidig risikerer opsvinget hurtigt at køre fast, fordi vi mangler arbejdskraft. Der er alt for mange mennesker på passiv forsørgelse, og der er problemer med at få uddannet tilstrækkeligt med faglært arbejdskraft.
Særlig stort er problemet blandt flygtninge, hvor uddannelsesniveauet er lavt, og hvor halvdelen lever på kontanthjælp.
Offentligt og privat
De borgerlige vil kæmpe for, at disse problemer får en central plads i valgkampen.
De vil anklage regeringen for at forsøge at holde dem ude af debatten. De vil kræve, at skattetrykket lettes. Og de vil kræve, at det bedre skal kunne betale sig at komme fra offentlig forsørgelse og i arbejde.
Samtidig vil de kritisere regeringen for, at den prioriterer vækst i den offentlige sektor på bekostning af vækst i de private virksomheder.
Vil det lykkes for de borgerlige at få vælgerne til at interessere sig for disse spørgsmål, der drejer sig om rettidig omhu? Eller vil regeringen være i stand til at rette det meste af opmærksomheden mod, at det går bedre med økonomien her og nu?
Et stort spørgsmålstegn hænger over valgkampen.