Den nyslåede børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby siger: ”Der er behov for, at forældre signalerer over for deres børn, at børnene skal have respekt for lærerne og følge de retningslinjer, lærerne giver i skolen.” (Berlingske)
Det er jo rigtigt. Men hvad betyder det mere konkret?
Tilsyneladende mener stort set alle forældre det samme som ministeren. I en meningsmåling er 97 procent af dem enige eller overvejende enige i, at ”det er vigtigt, at lærerne er autoriteter, som børnene har respekt for.” (Gallup/Berlingske)
Men i praksis ser tingene anderledes ud.
Cirka en fjerdedel af forældrene er uenige eller overvejende uenige i, at eleverne i deres barns klasse har respekt for lærerne som autoritet. (Gallup/Berlingske)
Cirka hver tredje elev mener, at der er problemer med støj og uro i deres klasse. (PISA 2012 og de årlige undersøgelser af elevernes undervisningsmiljø).
Der er altså ikke brug for generelle hensigtserklæringer om, at eleverne skal respektere læreren – det er alle nemlig enige om. Men der er brug for en langt mere kontant holdning til, hvordan det skal sikres.
Det store modeord
Desværre er debatten om disse problemer præget af meget vævende og abstrakte begreber.
Først og fremmest bliver den forstyrret af et fuldkommen fjollet modeord: ”klasserumsledelse”.
Det er en gebrækkelig oversættelse af det engelske begreb ”class room management”. Class room hedder på dansk klasseværelse. Men det har åbenbart ikke lydt fint og tåget nok. Så man har i stedet konstrueret det mystiske ord ”klasserumsledelse”.
Den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini var vild med ordet. Ellen Trane Nørby fører det videre.
Embedsmændene i hendes ministerium og stort set hele den pædagogiske verden slynger da også om sig med ”klasserumsledelse”.
Det hele bliver meget kompliceret
Det fjollede ord er ikke uskyldigt. Det skaber indtrykket af, at det er en stor og kompliceret proces for lærerne at få eleverne til at arbejde støt og roligt.
Heri ligger en accept af, at moderne elever er frygteligt vanskelige størrelse. Det kræver avancerede strategier og teknikker at få dem med.
Politikernes opfordring til forældrene er så, at de må acceptere, at læreren er på en meget svær opgave, og bakke ham eller hende op i at udføre denne opgave.
Stort set alle forældrene nikker – det er de helt med på. Og alligevel fungerer det alt for dårligt i praksis.
Lærernes opgave må gøres mere simpel
Tilsyneladende har ingen fået den tanke, at der er noget galt, når det hele går op i indviklede debatter om ”klasserumsledelse”.
Hvorfor siger politikerne og alle de andre ikke rent ud, at hovedopgaven er at gøre lærernes opgave mere simpel? Det gør man ved at sørge for, at eleverne lærer at opføre sig ordentligt og gøre sig umage.
Det er i første omgang forældrenes opgave. Det hedder opdragelse.
I anden omgang er det op til lærerne at vise meget klart, at de forventer af eleverne, at de opfører sig ordentligt og gør sig umage. Og hvis det kniber, så må de gøre brug af nogle sanktioner, der viser, at de mener det alvorligt. Hvorfor i alverden kan man ikke stikke en eftersidning, hvis det er slemt?
Men enhver form for sanktion er stort set forsvundet ud af den danske folkeskole. Alt er blevet til ”klasserumsledelse”.
Dette har intet at gøre med at genindføre en eller anden forældet terpeskole. Det drejer sig derimod om at sikre den ro og arbejdsvilje, som er forudsætningen for, at man får det nødvendige udbytte af kreativ og udfordrende undervisning.
Kineserne
Der tales i disse år meget om, at kinesiske skoleelever overhaler danske og andre vestlige elever, når det gælder faglige kundskaber.
Løsningen hverken kan eller bør være, at danske elever skal underlægges den samme jerndisciplin som kineserne.
Men vi kan godt lære noget af kinesernes bevidsthed om, at vi i Vesten gør opgaven for indviklet. Fordi vi ikke i tilstrækkelig omfang sikrer de helt elementære forudsætninger for viden: at lære at opføre sig ordentligt og gøre sig umage.
Yang Jun
Yang Jun er en kinesisk skolelærer, der for en tid har undervist på en engelsk skole. Hun siger til avisen Daily Mail:
”I Kina føler vi ikke behov for færdigheder i klasserumsledelse, fordi alle har en disciplin i sig, som familien og samfundet tilskynder til. Her i Vesten er det derimod den mest krævende del af undervisningen.”
Skal vi gøre som kineserne? Nej. Men har Yang Jun slet ikke noget at fortælle os? Vel har hun det.
Vi burde starte med at skrotte det fjollede ord ”klasserumsledelse”.
