Erhvervsliv: Danske fabrikker rummer store muligheder for at vokse sig store

Industrien i Danmark har et ry for at kæmpe med fyringsrunder, højere lønninger end nabolande og små overskudsgrader. Trods mange forsøg på effektiviseringer er der imidlertid stadig plads til vækst ved at se på omkostninger til driftsmidler.

 

Den samlede industri kan rumme besparelser for mange millioner af kroner på dette område og kan vise sig at være alternativet til fyringer. Det viser en overraskende opgørelse fra den internationale økonomikonsulent-kæde Expense Reduction Analysts.

 

”Vores erfaring viser, at den typiske danske fabrik har et stort, uudnyttet potentiale. Man kan spare to-tre millioner om året ved blot at optimere på en række indkøb af driftsmidler som plast, stål, kemikalier og udstyr til produktionen,” siger Hans-Henrik Skonning, adm. partner for firmaets danske kontor.

 

“Hvis der udføres et pristjek på f.eks. emballagen, vil der også kunne spares virkelig mange penge, uden det går ud over kvalitet eller funktionalitet. Denne udgiftspost ser vi ofte reduceret med op til 19 %, uden at kvaliteten minimeres.”

 

Den slags udregninger kan måske lyde lidt provokerende i manges ører, men konsulentvirksomheden har erfaring med 700 projekter inden for alene emballage-besparelser i Europa. Heraf er omkring 10 projekter skudt i gang i dansk erhvervsliv.

 

De nye tal stammer fra egne kundeprojekter samt den årlige omkostningsrapport Barometer Cost Management, der sætter optimering af omkostninger i virksomheder under lup.

 

Metode anvendt hos Alfa Laval

En af de nylige hjemlige industrivirksomheder, som har benyttet sig af konsulenternes specialviden, er Alfa Lavals fabrik i Nakskov. Her har besparelsen på emballage ligget over 30 % de første tre kvartaler.  Og samarbejdet med Expense Reduction Analysts har yderligere givet 11 % besparelser på fabrikskemikalier og 18-19 % lavere udgifter til plastikunderlag, der anvendes i produktionen.

 

“Vi har været rigtig tilfredse, da vores opnåede besparelser har været større end ventet,” udtaler Christian Halling, økonomichef hos Alfa Laval.

 

Alfa Laval Nakskov A/S havde i 2013 et overskud på 1,33 mio. ud af en omsætning på 146,7 millioner kroner. En afkastningsgrad på under fem procent, hvilket ikke er atypisk i danske industrivirksomheder.

 

Hans-Henrik Skonning fortæller, at fabriksbesparelser er en voksende trend i Europa. De midler, som kunder henter på organiske omkostningsbesparelser, går ifølge rapporten Barometer Cost Management primært til nye fabriksmaskiner og til investering i virksomheden generelt. Forskning og det at undgå fyringer er dog også et tilbagevendende tema.

Læs også
Ny plan fra Dansk Industri med fem forslag til at skabe mere vækst betyder øgede offentlige udgifter
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…