Karen Dolley, 43 år, fra Indianapolis i USA er en temmelig lille kvinde. Men hun er til gengæld særdeles sej. Det beviste hun, da en indbrudstyv sent torsdag aften trængte ind i hendes hus.
Avisen Indianapolis Star beretter, at hun for lige på indbrudstyven og overdængede ham med slag, så han overrumplet blev trængt op i en krog.
Så greb hun efter sin pistol i en skuffe. Men uheldigvis valgte hun i kampens hede den forkerte skuffe. Lynhurtigt besluttede hun sig så for at trække sit ”hemmelige våben”: et gammelt japansk sværd, kaldet ninjato, som lå lige ved hendes seng.
Hun holdt tyven i skak med sværdspidsen. På et tidspunkt forsøgte han at få en hånd i lommen, men hun stak lidt ekstra til ham med sværdet og sagde, at han skulle forholde sig i ro, og så var det overstået.
”Jeg er virkelig, virkelig glad for, at det ikke var nødvendigt at gøre mere. Jeg ved, at jeg ville være i stand til at gøre det, men jeg har ikke lyst,” siger hun til Indianapolis Star.
Politiet kom hurtigt til stede og arresterede den 30-årige indbrudstyv, der blev sigtet for ulovlig indtrængen. Ifølge politirapporten blev han bragt på hospitalet, fordi han var høj på en eller anden form for stof.
På vejen ud havde han den høflighed at undskylde det passerede over for Karen Dolley.
Kampformer fra middelalderen
Hun siger, at hun som teenager lærte at slås i en forening, hvor man øvede kampformer fra middelalderen. Fra den tid af har hun interessen for sværd, som gjorde hende i stand til at sætte indbrudstyven skakmat.
Hendes konklusion lyder: ”Når det kommer til stykket, er jeg glad for, at selv om jeg bliver vækket midt om natten, går jeg ikke ned uden kamp.”
Det kan indbrudstyven skrive under på. Han havde måske på forhånd tænkt lidt over, hvad han kunne møde inde i huset. Men en lille, vildt kampberedt kvinde med et drabeligt gammelt sværd var nok ikke lige det, han havde forestillet sig.
(Indianapolis Star, The Blaze)
Fotos Karen Dolley via Indianapolis Star