En helt ny attraktion venter danske turister i Paris

Copyright Succession Picasso 2015.

En helt ny attraktion venter danske turister i Paris.

 

Nå ja, ny og ny vil kunstelskere måske sige. For det drejer sig om udstillinger i Picasso-museet i Hotel Salé i Rue Thorigny i Marais-kvarteret i 3. arrondissement, og museet blev åbnet i 1985.

 

Men museet blev genåbnet efter en gennemgribende restaurering i fjor, og 30 års jubilæet markeres med en helt ny udstilling, som er en betydelig udvidelse af samlingerne, som også er suppleret med personlige papirer, breve, telegrammer, hyldester, bønskrifter, bøger, fotografier og, avisudklip, som er fundet i den snes atelierer og lejligheder, Picasso ejede i sine år i Frankrig.

 

I alt 105 malerier, 92 skulpturer, 192 stykker grafik, 94 illustrationer, 20 skitsebøger, 190 fotografier og 223 dokumenter og korrespondancer, hvad der uden sammenligning sikrer Hotel Salé rekorden som verdens største Picasso-museum.

 

Ja vist, der er værker i privat eje, som af og til skifter ejermænd og sælges for astronomiske summer. Og Guernica finder man ikke i samlingen, for den manende protest mod det tysk-italienske bombardement af den lille baskiske provinsby findes i Prado museet i Madrid i Pablo Picassos fødeland.

 

Men forstudier, blandt andet af den grædende kvinde, finder man i Hotel Salé, som er en statelig ejendom, som blev opført i 1656-1660 til adelsmanden Pierre Aubert de Fontenay, som var ansvarlig for inddrivelse af skatter på salt. Derfra har bygningen den dag i dag sit til navn, som bedst kan oversættes til “Saltlageret”.

 

Jubilæumsudstillingen spænder over hele fem etager, som fordeler sig  med selvportrætter, den blå og den lyserøde periode, den kubistiske og den surrealistiske periode og de politiske appeller med fredsduer og protester mod krigsførelse i Algeriet, Korea og Vietnam. Der er en sal, om er forbeholdt Picassos provokerende parodier på Edouard Manets “Déjeuner sur l’herbe ” (Frokost i det grønne). Og der er flere sale med malerier fra privatlivet.

 

Den første kone, den landflygtige russiske balletdanserinde Olga Khokhlova, som han fik sønnen Paolo med i 1921, sad model i 1918 til et kærligt naturalistisk portræt. Helt forskelligt fra det kubistiske maleri, Picasso lavede af hende i 1929, da samlivet var i dyb krise, fordi Picasso havde fået en elskerinde Jacqueline Roque.

 

Hun var til gengæld tilfreds med det kubistiske maleri “Jacqueline aux mains croisées” (Jacqueline med armene over kors), som hun testamenterede til museet sammen med flere hundrede andre minder som fuld afgørelse af statens krav på arveafgift.

 

Det var en betydelig udvidelse af samlingerne, som blev grundlagt to dage efter Picassos død i 1973 i form af en testamentarisk gave til den franske stat, som først viste dele af samlingerne i Grand Palais og Pompidou Centret, indtil det blev muligt at rykke ind i Hotel Salé.

 

Læs også
Dannebrog: Folkets flag og et nationalt symbol – en bog skrevet med et varmt, dansk hjerte

Som man kan forstå, er det noget af en fysisk præstation at dvæle i samtlige fem etager af museet, men der en sørget ikke alene for stole til kustoderne, men også for bænke til besøgende, som må slippe 12,50 euros i entré.

 

Ikke mindst de private papirer er en interessant udvidelse af opbuddet af Picasso-minder. Han var i begyndelsen af sin karriere en meget sky og privat person, men elskede siden offentlighed og lukkede hyppigt op for fotografer fra Paris Match, det franske modstykke til Billed-Bladet.

 

Og det politiske tidsskrift L’Express er nok højreorienteret, men er repræsenteret med mange venlige udklip i mesterens egne arkiver.

 

Picasso var til sin død medlem af det franske kommunistparti, men han faldt i unåde, da han lavede et typisk Picasso-portræt af kammerat Stalin. Det blev betragtet som en fornærmelse både i Kreml og i Paris. Pacassos medlemskab var til slut mere en utopisk drøm end en politisk trosbekendelse.

 

Copyright Succession Picasso 2015.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…