Den Korte Avis blev kontaktet af indehaveren af butikken Gunzone på Kystvejen i Aarhus, som forhandler krigslegetøj for voksne.
Baggrunden var, at vi havde skrevet artikler om såkaldte gang raids. I et gang raid går en gruppe ind i en butik, tager så mange varer, de kan bære, og slæber dem ud i en ventende bil tæt på gerningsstedet.
Indehaveren oplever fænomenet i sin egen butik. De vil have elefanthuer og pistoler, det er næsten kun det, de går efter, siger han.
Men han møder også en helt anden slags kunder i butikken. Han fortæller en usædvanlig historie.
75-årig kvinde blev chikaneret og ville forsvare sig
Der kom en ældre dame ind i butikken, hun var vel omkring 75 år. Jeg tog mig af hende, fordi hun havde sådan et spøgelsesblik i øjnene.
Hun lagde ud med at fortælle, at hun ikke var DF´er, og så ville hun gerne kigge på den hårdest skydende pistol indenfor softguns, fordi hun var bange for at der skulle komme nogen ind til hende om natten, og så ville hun gerne kunne forsvare sig.
Det viste sig, at damen bor i nærheden af Gellerup. Hun havde så oplevet, at der var kommet nogle yngre mænd med anden etnisk baggrund ind i hendes have, hvor de havde moret sig med at knække grene og rive bark af træerne.
Hun havde bedt dem holde op, men det blev det kun værre af. De kaldte på deres fætre og venner, og så kom de tilbage om aftenen. De holdt uden for huset og lyste med bilernes lange lys ind på huset. De havde også smidt med flasker og fyrværkeri, sagde hun.
Den ældre dame havde selvfølgelig ringet til politiet, men de sagde til hende, at de først kom ud, hvis hun havde fået stjålet noget, eller hvis nogen trængte ind i huset. Så nu var hun bange og ville have noget, hun kunne true med.
Jeg fik forklaret den ældre dame, at det var en rigtig dårlig ide med sådan en pistol, fordi det kunne accelerere en situation og bringe hende selv i yderligere fare. Det kunne hun godt forstå, og hun har ikke været her siden.