Man kan næsten ikke forestille sig en dårligere sag for regeringen netop nu end den DONG-sag, hvis genfærd stiger op fra graven.
I værste fald for regeringen kan den ende med, at finansminister Bjarne Corydon får et mistillidsvotum i Folketinget imod sig og må gå af. Thorning vil så føle sig tvunget til at tage et valg – og et sikkert nederlag vil vinke forude.
Dette er dog usandsynligt.
Men selv om Corydon bliver på sin plads, er det stærkt belastende for regeringen at få DONG-sagen på halsen igen. Den har været en af de mest upopulære sager, som regeringen har måttet døje med i sin levetid. Og det siger trods alt en del.
Genfærdet, der nu hjemsøger regeringen, har også uundgåelige konsekvenser for valgdatoen:
Den dødsensfarlige DONG-sag gør det håbløst at udskrive valg nu.
Kritikken af Corydon
Den aktuelle debat om salget af DONG drejer sig om, at Corydon ikke har villet informere Folketingets finansudvalg om, hvilke købstilbud på DONG der fandtes ud over tilbuddet fra Goldman Sachs.
Dermed har Finansudvalget ikke haft mulighed for at vurdere, om det var rigtigt at sælge til Goldman Sachs.
Folketingets præsidium har enstemmigt udtalt, at Finansudvalget havde berettigede saglige grunde til at kræve oplysning om de andre salgstilbud. Men Corydon afviser fortsat at give disse oplysninger – med henvisning til, at det vil bryde den helt nødvendige fortrolighed i en sådan sag.
Mellem linjerne ligger, at Corydon ikke føler sig sikker på, at alle Finansudvalgets medlemmer vil holde tæt, hvis de får de fortrolige oplysninger.
Til det siger Corydons kritikere, at Folketinget ikke kan passe sit arbejde, hvis en regering kan skjule afgørende informationer for Finansudvalget med det argument, at nogen kunne plapre. Hele den parlamentariske kontrol hviler på, at udvalget kan modtage fortrolige informationer, lyder det.
Næppe mistillidsvotum
Angrebene på Corydon kommer især fra en usædvanlig alliance mellem Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
Enhedslisten truer ligefrem med et mistillidsvotum mod finansministeren. Det støtter Dansk Folkeparti. Hvis hele blå blok går med, er der flertal. Men der foregår et indviklet taktisk spil.
Enhedslisten vil knytte et eventuelt mistillidsvotum sammen med en række betingelser for, hvordan en finansminister fremover skal informere Finansudvalget i sådanne sager.
Men Venstre vil være meget tilbageholdende med at gå med på den slags. Man vil ikke skabe bindinger, som kan være generende den dag, man selv har regeringsmagten.
Så det bliver næppe til et mistillidsvotum – i hvert fald ikke et, der kan samle flertal.
Men Dansk Folkeparti og Enhedslisten er absolut interesserede i at holde sagen varm, fordi den er et særdeles godt tema i valgkampen. Begge parter kan hente stemmer fra regeringspartierne på den.
Regeringen lagde sig kraftigt ud med vælgerne
Da DONG-sagen oprindelig rullede, rummede den næsten alt det, som har gjort regeringen upopulær gennem stort set hele dens levetid.
Set med de røde vælgeres øjne viste den, at regeringen var alt for blå og kapitalvenlig. DONG-sagen føjede sig her til andre store emner som lettelserne i selskabsskatten og dagpengereformen.
For de mere blå vælgere på midten virkede det som en sag, som der ikke rigtig var styr på.
Men først og fremmest var det slemt for regeringen, at salget til Goldman Sachs stødte sammen med vælgernes ønske om at sikre den nationale selvbestemmelse.
Det ønske har stået meget stærkt i debatten om EU og velfærdsydelser. Og det bragede også igennem her i forhold til kontrollen med dansk energipolitik.
Der opstod kraftig folkelig modstand mod, hvad man opfattede som regeringens udsalg af arvesølv til udenlandske kapitalkræfter, der var ligeglade med Danmark, og som oven i købet opererede i skattely.
Endelig kom DONG-sagen også til at handle om troværdighed. Mange havde et indtryk, at regeringen forsøgte at luske beslutningen igennem uden at give offentligheden og Folketinget ordentlig information. I forvejen var det med troværdigheden en meget følsom sag for regeringen.
Nu hvirvles det hele op igen
Alle disse problemer for regeringen bliver nu hvirvlet med op i den nye udgave af DONG-debatten. Vælgerne bliver mindet om, hvorfor de så eftertrykkeligt gav regeringen tommelfingeren nedad. Og det er det sidste, Helle Thorning har brug for.
Den fremdrift, som regeringen og rød blok oplevede for en tid her i foråret, begyndte at gå i sig selv, før DONG-sagen for alvor blussede op igen. Så det er ikke denne sag alene, der har givet Thorning fornyede problemer.
Men genfærdet, der nu er steget op fra graven, betyder en alvorlig forværring af regeringens situation. Især risikerer Socialdemokraterne at miste stemmer.
Så alvorlig, at det virker håbløst for Thorning at udskrive valg før sommer.