En skræmmende ligegyldighed med folkeskolen og børns opvækst breder sig.
Den er helt gal med skoleelevernes fravær: Elever der kommer og går som det passer dem, pjækker og bliver væk, når de skal på ferie med familien. Indvandrerbørn som er væk i lange perioder, når de er i forældrenes hjemland.
Det er det, der nu igen kommer frem.
Flere uger om året er mange skoleelever slet ikke med til undervisningen i folkeskolen. Der fremgår af en analyse som Politiken Reseach har lavet ud fra nye tal fra Undervisningsministeriet. (Politiken 15.12)
Elever er fraværende mellem to og fem uger på et skoleår. Det er vilkårene på halvdelen af landets folkeskoler.
På 625 havde eleverne i skoleåret 2014/15 et fravær på mellem 10 og 29 fraværsdage i gennemsnit.
Det er mellem to og fem ugers fravær oven i de mange ferier. Problemet er størst i de ældste klasser. Og fraværet er højst i øst Danmark. En skole i Høje-Taastrup Kommune har det højeste fravær.
Formanden for skoleudvalget siger, at det i høj grad skyldes elever, som rejser med forældre til udlandet – altså tosprogede elever som er i hjemlandet. Det er rent pjæk, siger han til TV2 news.
Det høje fravær svarer til, at en elev mister et års undervisning i folkeskolen.
Og fraværet kan ses på karakterene. Elever med under fire fraværsdage om året fik 2,5 karakterpoint højere ved de bundne prøver end elever med 20 dages fravær. Det skriver Politiken på baggrund af en analyse fra Undervisningsministeriet.
Højt fravær har længe været et problem i folkeskolen. Det var årsagen til, at man for fem år siden besluttede, at lave en landsdækkende registrering af fraværet. I de fem år har fraværet været stort set uændret højt.
Hver år har man hørt de samme røster. Undervisningsministeren. Formand for Skolelederforeningen. Formand for skole og Forældre.
Hvert år har de sagt stort set det samme: Der er ingen, der har hovedansvaret. Der er ingen snuptagsløsninger. Der skal være en dialog lokalt. Vi nedsætter en arbejdsgruppe, der skal se på problemet. Osv.
Professor Niels Egelund er den eneste, som står frem og siger, at skolerne og kommunerne skal være parat til at bruge sanktioner.
Man skal skære i børnecheken, hvis forældrene ikke kan sørge for, at børnene kommer i skole, siger han til TV2 news.
Den eneste som igen-igen
Ungdomsoprørets pædagogik
Det høje fravær er dybest set en konsekvens af ungdomsoprørets anti-autoritære pædagogik, som bredte sig fra slutningen af 1960’erne:
Frem til slutningen af 1960’erne var det nærmest utænkeligt at man kom for sent eller pjækkede. Ofte stod der en lærer ved skolens indgang og noterede de elever, som kom for sent. Læreren var altid i lokalet og sørgede for ro i klassen. Asocial adfærd, pjæk eller kom man for sent fik straks konsekvenser i form af en eftersidning, påtale til hjemmet eller andet.
Men i slutningen af 1960’erne faldt man helt ned i den modsatte grøft.
Man behøvede ikke lære så meget, man kunne jo bare ‘slå det op’. Lærerne skulle tage udgangspunkt i det eleverne havde lyst til at lære og ikke i det, der er nødvendigt at lære.
Viden, lærdom og faglighed blev nedvurderet. Krav om social adfærd, konsekvens og sanktioner blev fordømt som et umenneskeligt udslag af “den sorte skole”.
Den ny pædagogik havde bestemt også meget positive træk med vægt på respekt for børn og børnene inddragelse og medbestemmelse.
Men barnet blev smidt ud med badevandet.
Asocial adfærd med uro, mobning og pjæk fik lov til at brede sig. Elevernes kundskaber blev ringere, hvad der præger de studerende i hele uddannelsessystemet. Antallet af elever i private skoler stiger. De usikre børn med svag hjemmebaggrund bliver tabere og ‘restgruppen’ vokser katastofalt. (Jyllands-Posten 15.12)
Men ingen gør noget ved det. Udviklingen får lov at fortsætte.
