Der var engang en lille pige. Hun havde lyst hår, ligesom farven på moden havre, og lyseblå øjne, som lignede kornblomster i rapsmarken. Hendes fletninger var tykke og lange, og hun havde to søde smilehuller, som gjorde, at næsten alle smilede tilbage til hende. Så smukt var hendes smil. Hun boede sammen med sin mor og sin far i en lille lejlighed midt i en stor by, hvor der også boede mange andre forskellige mennesker.
Hver dag gik hun til sin børnehave, og der legede hun med alle de andre børn. De fortalte nogle gange om deres forældre og søskende. Den lille pige havde ingen søskende, og hendes far tog ofte på forretningsrejser. Hun lyttede til de andre børns fortællinger og forestillede sig, at de vidste noget, som hun ikke kendte til. Hun ville frygtelig gerne lære om verden og dens hemmeligheder.
En weekend skulle hun for første gang besøge sin gamle oldemor, som boede alene på en lille ø i havet. Der var næste tre timers rejse til øen med det gamle hus, hvor pigens oldemor havde boet hele sit liv.
Oldemoderen var en ældre dame med gråt hår og mange krøller. Ligesom den lille pige, havde oldemoderen også haft kønne smilehuller. De var nu blevet til smilerynker, fordi hun var en meget sød og rar, gammel dame.
Hun havde boet hele sit liv på den lille ø sammen med sin mand, som døde kort efter den sidste, store krig. Før i tiden havde de haft mange køer, som gav dem deres egen mælk, fløde og smør, men nu var hun blevet gammel, og købte sin friske mælk og sine æg hos hendes nabo.
Den lille pige kom på besøg en fredag, så de kunne være sammen hele weekenden. Pigens far blev kun kort tid hos dem, før han skulle tilbage, og pigen var nu alene med sin oldemor.
Om eftermiddagen spurgt den gamle dame pigen, om hun ville hjælpe med at plukke vilde jordbær.
”Ja, det vil jeg gerne, men hvordan finder jeg dem?” spurgte pigen.
”Vi går hen til skoven sammen”, svarede oldemoderen.
De tog en fin lille flettet kurv og gik hen til skoven, tæt ved hendes gamle hus. Under gran– og birketræer var der mange vilde jordbær i skovbunden. Den lille pige var meget overrasket.
”Hvem har plantet de vilde jordbær her i skoven? Skovtrolden?”
”Nej”, sagde oldemoderen. Hun var lidt træt, og havde sat sig på en væltet træstamme for at hvile sig.
”Nej, det er ikke skovtrolden, men jeg vil gerne fortælle dig hele historien om skovjordbærrene i aften”.
”Ja, i aften, oldemor. Se, jeg har samlet en hel kurv fuld af bær, og de dufter så godt!
Oldemoderen smilede til pigen og sagde: ”Nu skal vi hjem”
De nåede lige præcis huset, før regnen begyndte at skylle ned over den lille ø. Oldemoderen hentede en kop frisk mælk, som naboen havde bragt tidligt om morgenen, og hun delte jordbærrene i to, små skåle. Duften af frisk mælk og vilde jordbær var så skøn, at den lille pige sagde til sin oldemor:
”Lad os spise med det samme, Jeg er så sulten, oldemor!”
”Ja, nu skal vi spise, lille pige. Men vil du ikke først høre historien om de vilde jordbær?”
”Jo-jo, jeg vil gerne have både jordbær med mælk – og historien. Det hele!”
”Nu skal du høre”, sagde oldemoderen, mens de sad og spiste de smagfulde bær med mælk og sukker.
”De smager så godt, og mælken dufter af køerne på marken, oldemor”. Og i pigens skål lyste de røde og hvide farver, ligesom det danske flag.
Og oldemoderen begyndte på sin fortælling.
”For mange år siden kom vort folk her til landet – og til denne ø. De var flygtet fra en stor krig sydpå, og de havde både børn og gamle med. Det skete for mange, mange år siden. Det eneste, de havde med her til øen, var en ko, en tyr og lidt havrefrø. En pige havde dog også medbragt en lille vild jordbærplante, som hun plantede i skoven. Vilde jordbær spreder sig hurtigt, så alle kunne få glæde af dem.
De mennesker, som flyttede hertil, byggede huse – ligesom mit hus – og de slog sig ned. Tiden gik, og alle var lykkelige på den lille, fredelige ø. Dyrene gav dem mælk og fløde, og de gav havren til dyrene. Snart dækkede de vilde jordbær hele skovbunden, så alle familier hver aften kunne spise “rødgrød med fløde”, som de kaldte denne ret. De vidste ikke noget om vitaminer, men ”rødgrød med fløde” gav dem kræfter, og de var sunde og raske”.
Den lille pige tømte hele skålen med vilde jordbær og mælk, og var lige ved at falde i søvn. Men hun hørte alt, hvad hendes oldemor fortalte.
”Efter nogle år kom der et ukendt folk sydfra, som var krigere. De ville gerne have vores jord, skov, køer og vilde jordbær. Men vore mænd var stærke, og ville ikke give dem noget. Sådan startede en ny krig.
– Vil du sove nu, lille pige? Jeg vil fortælle videre i morgen.
– Nej, oldemor, nej. Fortæl nu. Jeg vil ikke sove, før jeg får at vide, hvad det skete.
Der blev ufred på vores lille ø. Alle mennesker var samlet i skoven, og den ældste mand sagde til de andre:
”Jeg husker tydeligt, hvad min bedstefar sagde til mig, da vi kom her til øen for mange, mange år siden. Han sagde, at vores folk har en hemmelighed,….nemlig, at ingen kan besejre os, hvis vi spiser vore vilde skovjordbær med mælk eller fløde. Vores styrke ligger i skovbunden, hvor jordbærrene vokser, og i mælken, som vores køer giver til os. Skovens vilde jordbær er røde, som vort blod, og de giver os styrke og udholdenhed. Mælken er hvid, som sne om vinteren, og som de vilde, hvide svaner, som kommer til os om sommeren. Mælken giver os kærlighed og blødhed. Ingen kan besejre det folk, som har vilde skovjordbær og frisk, fed komælk. Disse stærke farver, ”rød og hvid”, er i vort flag, de er en del af vort land, og de er en del af vores liv. Gem det i jeres hjerter, uanset hvad der sker i morgen”.
Sådan sagde han til alle de mænd, kvinder og børn, som var samlet i skoven den aften. Næste dag kom krigerne til vores lille ø. Der var mange krigeriske mænd, som tænkte, at de let kunne besejre os, fordi vi var så få og fredelige. Men mændene kendte ikke vores hemmelighed og kunne ikke engang udtale ”rødgrød med fløde” rigtigt. Mærkeligt nok forlod de vores ø uden kamp. Lige siden har vort folk vidst, at fordi vi har skoven med de vilde jordbær og grønne kløvermarker med køer, kan ingen besejre os. Det er vores hemmelighed.
Da oldemoderens historie var slut, var den lille pige næsten faldet i søvn, og da hun senere lå i sengen under den tykke, men lette, gåsedunsdyne, drømte hun om skoven, om vilde jordbær, om sin oldemor og om ”rødgrød med fløde”.