Forfatteren til bogen om ”De danske varulve” er kriminalassistent Erland Leth Pedersen med interesse for besættelsestiden.
Han har bl.a. arbejdet på Politigården i København og han har været en af de mange frivillige på Politimuseet på Nørrebro.
I sommeren 2012 fandt han ved et tilfælde en pakke på Politigården. En pakke med afhøringsrapporter, der af en eller anden årsag i 1946-47 ikke var lagt i arkiv. Måske fordi nogen ville arbejde videre med sagerne. På et tidspunkt var rapporterne blevet skubbet ind i bagerst i et loftrum.
Varulve
Erland Leth Pedersen var straks klar over, at materialet havde forbindelse til de meget omtalte ”Varulve”, som der er talt en del om, men som der er skrevet meget lidt om.
Forfatteren Harly Foged har i mange år forsket i varulvebevægelsen. Han har stillet sit store arkiv til rådighed for forfatteren.
De fleste med lidt kendskab til besættelsestiden har hørt, at tyskerne etablerede et net af agenter i 1944-45, der fortsat skulle være aktive efter en kapitulation.
Af rapporterne får man et godt indblik i opbygningen i Danmark og man støder på mange kendte navne, bl.a. med relation til de danske terrorgrupper, der arbejdede for tyskerne.
Man læser en del om Horst Issel og Otto Schwerdt, der var særdeles aktive i forbindelse med opbygning af varulvenettet i Danmark. Deres foresatte Skorzeny og Schellenberg i Tyskland er beskrevet.
Forberedelserne
Organisationen skulle uddanne agenter, der kunne kæmpe videre og man skulle opbygge et net af danske, der var placeret på mange forskellige på danske arbejdspladser, hvor fra man også kunne skaffe informationer.
Der var systematiseret uddannelse i anvendelse af sprængstof, betjening af radioanlæg og koder. Våben og sprængstof blev opbevaret over hele landet, primært i mange nedgravede depoter. Penge til indkøb fik man via forskellige kanaler enten fra Tyskland eller i Danmark (trukket på tyskernes clearingskonto i Nationalbanken).
Ved afhøringer efter befrielsen blev de fleste af depoterne afsløret og opgravet. Rapporter om depoter lå ikke samlet, men som regel i sager vedr. andre forhold, schalburgtager, clearingmord m.v.
Hvorfor skete der ikke noget?
Primært var organisationen opbygget for at skabe uro i det forventede kommunistisk besatte Danmark. Varulvene skulle angribe offentlige værker, kommunikationsforbindelser m.v.
Forfatteren skriver som noget nyt og overraskende, at det var Rigsfører-SS Heinrich Himmler, der ultimo april 1945 gav ordre til, at Varulvene ikke måtte gå i aktion i Danmark.
Hipochef Erik V. Petersen blev likvideret af Holger Danske i april 1945. Efter befrielsen fortalte hans adjudant, at man straks sikrede sig planer o.l., der lå i E.V.P.’s hemmelige lejlighed i Ny Kongensgade (*). Komplette planer, hvoraf det fremgik hvilke HIPO-folk, Petergruppen, Schiølergruppen, Lorentzengruppen, Lille-Jørgen-gruppen, der skulle være aktive i Varulvebevægelsen. Desuden havde de fået ordre til at opbygge et større lager af fødevarer.
(* Erland Leth Petersen skriver, at Hipo-chefen boede i nr. 15, men det var i nr. 10. Ny Kongensgade 15 var den ejendom, hvor Sophus Falck i 1906 etablerede sit redningskorps. Erik V. Petersen blev skudt få skridt fra sin lejlighed over for den forretning, hvor fotohandler Wladimir Pinski blev myrdet i nov. 1948).
Fødevarer stjal man bl.a. fra statens lagre. Himmler ville sikre sig, at Danmark fortsat kunne fungere som leverandør af fødevarer til Tyskland og derfor måtte der ikke foretages Varulve-aktioner i Danmark.
Nedgravede depoter og varulvene efter befrielsen
Erland Leth Pedersen beskriver arbejdet med at finde depoterne efter krigen. Sikre, at de blev opgravet. Det drejede sig om mange hundrede depoter. Militæret og politiet var forsigtige og det lykkedes at finde de fleste depoter efter anvisning eller ved hjælp af kort man fandt.
De fleste ledere, der var tilknyttet Varulve-organisationen blev opsporet og ofte dømt for andre forhold.
De mange ”menige” i organisationen fandt man ikke og det ville også være svært at retsforfølge dem, da de ikke havde ”gjort noget”.
Lister med navne blev brændt eller sikret inden kapitulationen. En del papirer gik tabt, når tyske forlægninger blev stormet i befrielsesrusen.
Måske kunne man også bruge varulvenes kvalifikationer til nye opgaver?
Mange år efter befrielsen fortalte en CIA-agent mig, at amerikanerne havde navne på en del af de sovende agenter. Eksempelvis en ansat på Orlogsværftet og en ansat ved Københavns Kommune. Måske havde russerne også et par navne hist og pist.
Forlydender om, at danske medlemmer af Varulvene-bevægelsen mødtes selskabeligt på en bestemt Københavns restaurant mange år efter befrielsen, kan være en myte. På samme måde som eksistensen af selve Varulve-organisationen ofte blev betragtet som en myte.
”De danske varulve” af kriminalassistent Erland Leth Pedersen, Politikens Forlag 2015. Bogen kan bestilles HER.
