Danmark er vores land – og vi skal værne om dansk kultur

Foto: Privat

Der findes lande med bedre klima end vores. Der findes lande med højere bjerge end vores. Og der findes lande med lavere skat end vores.

 

Men der findes ikke andre lande, som ER vores.

 

Og det faktum, at Danmark er vores land; at det er her, vi er født, her vi har hjemme – og herfra vores verden går, er for mig at se roden til den kærlighed, den respekt og den ærefrygt, som vi nærer for vores land og vores flag. Når Dannebrog vajer i vinden, så er det vores ret at være stolte af at være danske.

 

Men danskheden er ikke universel. Vi er alene i verden.

 

Den danske kultur, den danske historie og de danske traditioner er derfor alene vores ansvar. Dem er der ikke nogen andre lande eller kulturer, der hverken kan eller vil passe på for os.

 

Det er derfor vores forpligtelse at værne om alt det, som vi er stolte af.

 

Dansk kultur er hverdagen. Det er måden vi omgås, vores sprog og måden vi taler sammen på. Det er måden hvorpå vi betragter og behandler hinanden, det er vores måde at bygge og bo på, vores musik, vores mad, vores kunst og vores litteratur.

 

Dansk kultur giver mig som kvinde mulighed for at uddanne mig og forsørge mig selv, retten til at gifte mig med den jeg vil, at bære en kort kjole og slå håret ud, at solbade topløs om sommeren, at drikke alkohol og at gå alene i byen.

 

Dansk kultur er leverpostej på madpakken og flæskesteg, sild, øl og snaps til jul – men også en respekt for andres lyst til at vælge anderledes.

 

Dansk kultur er barnedåb, påskefrokost, Midsommervisen og åbne kirkegårde.

 

Læs også
Dannebrog: Folkets flag og et nationalt symbol – en bog skrevet med et varmt, dansk hjerte

Dansk kultur er en lyst til at forene sig om fælles interesser på tværs af økonomiske og sociale skel – dansk kultur er Foreningsdanmark.

 

Dansk kultur giver en billedkunstner, en forfatter eller en musiker ret til at forholde sig samfundskritisk gennem sit virke – og udvikler sig derved.

 

Dansk kultur har indtil for nyligt indeholdt en solidaritet med de svageste i samfundet, men også en ære ved at kunne forsørge sig selv og sin familie – lad os bruge 2015 på at finde tilbage dertil!

 

Dansk kultur har en åbenhed og nysgerrighed over for ny viden, nye kulturer, nye religioner og nye livsformer, men er svært forenelig med påtvungne holdninger og meninger.

 

Dansk kultur skaber frivillig sammenhæng mellem individer og familier – og giver livet værdi.

 

Dansk kultur skal bevares og videregives til kommende generationer, så Danmark også i fremtiden kan stå stærkt og samlet.

 

Læs også
En guide til Grundtvig

Godt nytår, Danmark!

 

Pernille Vermund er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…