1. oktober 1943 indledte den tyske besættelsesmagt jagten på de danske jøder, men det lykkedes kun at få fat på omkring 500 jøder. 95% af jøderne i Danmark nåede i sikkerhed og kunne efter krigen vende hjem igen. Den danske historie om redningen er unik, men hvordan gik det til, at det jødiske samfund blev advaret i tide? Hvordan adskilte Danmark sig fra de andre besatte lande? Hvorfor gjorde besættelsesmagten kun et halvhjertet forsøg på at fange de jødiske flygtninge? Og hvad var det for særlige forhold, der muliggjorde flugten?
Advarslen kom i tide
I slutningen af september 1943 bredte et rygte om en forestående massearrestation sig gennem det jødiske samfund. G. F. Duckwitz – skibsfartskyndig ved det tyske gesandtskab og rådgiver for den rigsbefuldmægtigede Werner Best – og en række andre tyskere havde advaret deres danske kontakter om den kommende aktion.
Hovedparten af de danske jøder valgte heldigvis at reagere på rygtet. Her var det helt afgørende, at advarslen kom fra kilder, man kunne stole på. Andre steder i Europa blev jødiske samfund under Holocaust ført bag lyset af nazisterne, som var afhængige af overraskelsesmomentet ved massearrestationer. I Danmark kom advarslen imidlertid fra højeste sted i det tyske besættelsesregime, og den blev overbragt til troværdige danske politikere, der gav advarslen videre, og sidst men ikke mindst kom den i tide.
Danmarks besættelse og jødernes flugt: Besættelse af Danmark den 9. april 1940 indvarslede en urolig tid også for de danske jøder. I 1943 kom aktionen mod de danske jøder. Af de overlevende fra flugten dengang er nuværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation og folketingskandidat for Dansk Folkeparti, Finn Rudaizky. Som 1-årig var han med sin familie på flugt til Sverige via havnen i Dragør.
På stenen står der:
I erindring om de mange danske jøder, som oktober 1943 kom i sikkerhed fra Dragør Havn.
Den, der redder et enkelt menneskes liv, redder hele menneskeheden
