23-årig dansker med indvandrerbaggrund tiltales for at kæmpe for Islamisk Stat – IS-støtter er nu i hele Norden

Norge - Syrien - Danmark

Han har dansk statsborgerskab fra den københavnske vestegn. Og nu tiltales han for at støtte Islamisk Stat og terror.

 

For første gang rejses der tiltale mod en dansk borger for at støtte terror-organisationen Islamisk Stat.

 

Det er statsanklager Lise-Lotte Nilaus, der har rejst anklagen efter samråd med justitsminister Søren Pind.

 

Manden blev anholdt i marts måned, fordi man skønnede, at han var på vej til Syrien for at kæmpe med Islamisk Stat. Han havde 20.000 kroner med, som man mener skulle bruges til at støtte terror. Det fremgår af en pressemeddelelse fra statsanklageren.

 

Den nu 23-årige mand har desuden været i Syrien i 2013.

 

Manden, som sandsynligvis har dobbelt statsborgerskab fra Danmark og Tyrkiet, risikerer at blive frakendt sit danske statsborgerskab og en straf på mere end fire års fængsel, hvis han findes skyldig. Desuden skal han udvises for bestandig.

 

Lise-Lotte Nilas udsendte tirsdag eftermiddag en pressemeddelelse om tiltalen: Straffesagen mod den 23-årige drejer sig om tilslutning til IS, der er kendt for at begå terrorhandlinger i Syrien.

 

Alle, der tilslutter sig Islamisk Stat, accepterer som udgangspunkt at deltage i terror, lyder forklaring på, at der rejses tiltale.

 

Derfor er han tiltalt for at overtræde straffelovens forbud mod at lade sig hverve til at begå terrorhandlinger. Samtidig er den 23-årige anklaget for støtte til terror.

 

Det er første gang i Danmark, en person tiltales for at have været i Syrien for at kæmpe”, siger Anklagemyndighedens kommunikationschef Mikkel Thastum til TV 2

 

Den 23-årige mand har været varetægtsfængslet siden marts ved Retten i Glostrup, og tirsdag oplyser anklagemyndigheden, at der er rejst tiltale.

 

Islamisk Stat i andre nordiske lande

I disse dage bliver der afsløret støtter til Islamisk Stat i de andre nordiske lande. Der har været retssager i Sverige og Finland mod unge mænd anklaget for at udføre terror sammen med Islamisk Stat i Syrien og Irak. (TV2 14.12)

 

I Sverige har der gennem længere tid været omfattende støtte til Islamisk Stat på nettet og mange unge mænd især fra Göteborg er rejst til Syrien. Det har Den Korte Avis skrevet om flere gange.

 

Islamisk Stat i Danmark

Den korte Avis har også flere gange skrevet om radikale muslimer i Danmark, som støtter eller ikke vil tage afstand fra Islamisk Stat. Det gælder de fleste moskeer i Aarhus område, som er blevet spurgt af TV2 østjylland. Grimhøj moskeens talsmænd har i særdeleshed været langt fremme blandt andet i et interview med Den Korte Avis.

 

Allerede den 24.12 2013 kom Kaldet til islam med sympatierklæringer.

 

I august 2014 skrev Ekstra Bladet og Den Korte Avis om en celle som skulle støtte til Islamisk Stat (21.8)

 

Andre gange har der været set Islamisk Stats flag blandt andet i bagrunden på en bil.

 

Omar Abdel Hamid som begik terror mod Krudttønden og Synagogen i København havde også tilkendegivet støtte til Islamisk Stat inden han begik terror og selv blev skudt. (Den Korte Avis 13/4)

 

Mette Frederiksen ville ikke forbyde organisationen

EU og FN har Islamisk Stat på terrorlisten. Men daværende justitsminister Mette Frederiksen ville ikke forbyde Islamisk Stat i Danmark. Det skulle Straffelovrådet først se på. (13.4)

 

Det var Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti meget utilfreds med. “Det er ulogisk”, sagde han dengang.

Del på Facebook