Året går på hæld, og man kan vel uden at overdrive sige, at det har været et begivenhedsrigt et af slagsen.
Hvis man er af den opfattelse, at et fremtidigt stabilt Danmark og Europa forudsætter, at kontinentet har et altovervejende flertal af oprindelige europæere, har 2015 været et forfærdeligt år, og 2016 truer oven i købet med at blive endnu værre.
Folkevandring forandrer Europa
Lad os begynde med at slå en ting fast: Fortsætter den nuværende tilstrømning af mennesker fra den tredje verden, især fra Mellemøsten og Afrika, vil store dele af Nord- og Vesteuropa blive forandret i løbet af få år. Og i løbet af få årtier vil de første europæiske lande gå over til at have en majoritetsbefolkning af personer, der ikke har deres lange rødder i det pågældende land. Sverige er kandidaten til at blive det første af slagsen.
Er det godt eller skidt? Spørger man de nord- og vesteuropæiske ledere, kan man vel snarest sige, at de slet ikke adresserer spørgsmålet. De meddeler først og fremmest, at vi er nødt til at acceptere, at selv nok så mange kan komme til og ind over vore grænser og forlange asyl. Tysklands Angela Merkel har netop overstået partikongressen i CDU, og et par udtaleler fra kanslerens side tjener til illustration af, hvor vi står:
”Det var hverken mere eller mindre end humanitær nødvendighed…Det er en historisk prøve for Europa. Jeg vil, vi vil, at Europa klarer denne prøve…At skærme sig af i det 21. århundrede er ikke en fornuftig idé”
Så længe dén politiske linje fortsætter i Tyskland, må vi imødese millioner og atter millioner af asylsøgere også i årene fremover.
Men inden vi accepterer Merkels næsten skæbnelignende tro på, at Tyskland ikke har noget valg, kan det være værd at se på to tankevækkende fænomener.
Det ene skal man blot vandre hen over det hedengangne jerntæppe for at finde. De tidligere kommunistiske diktaturstater i Central- og Østeuropa ser helt anderledes på scenariet om høj indvandring fra den tredje verden.
Og budskabet derfra er enkelt: Hverken befolkningerne eller eliterne ønsker nærmest asylsøgere (som bliver til indvandrere) overhovedet. Det gælder for centrum-venstre som for centrum-højre partier. Det synes som om, at deres nære kommunistiske fortid har gjort dem immune over for at eksperimentere med deres lande. Dertil sætter de deres frihed for højt. Adgangen til elektroniske medier gør det også nemt for dem at se, hvilke konsekvenser den ikke-vestlige indvandring har på vore lande.
Det andet fænomen er de to velfungerende lande Japan og Sydkorea. På næsten mystisk vis formår de at flyve helt under radaren og udsættes ikke for sønderlemmende kritik af parnasset på trods af, at de stort set ingen asylsøgere tager overhovedet. F.eks. anerkendte Japan i 2014 11 (elleve!) asylsøgere som flygtninge, mens der var tale om seks året før i 2013. Sydkorea ligger formentlig på niveau, når man ser, at de tager ca. lige så få asylsøgere ind.
Det betyder altså, at der findes en stribe velfungerende lande som Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Ungarn, Japan og Sydkorea, der ikke drømmer om at forfølge den kurs, vi gør i Nord- og Vesteuropa. Det er da tankevækkende.
Gad vide, hvem der er mest moderne i det 21. århundrede? Er det dem eller os?
Glædelig jul og godt nytår.
