Kun langsomt er det ved at gå op for politikerne og andre grupper i eliten, hvad der med største sandsynlighed kommer til at ske de kommende år.
De meget store menneskestrømme, der banker på Europas dør i denne tid, er efter alt at dømme kun den spæde begyndelse.
Årsagen skal findes i en kombination af flere forhold, særligt to.
Ustabile lande
For det første er Europas nærområder – Mellemøsten og Afrika – præget af en stribe dårligt fungerende lande. Der findes relativt stabile undtagelser, men det generelle billede er mistrøstigt. Blodige borgerkrige i de værste tilfælde, misregimenter i en stribe andre.
Befolkningseksplosion
For det andet formelig eksploderer især Afrika syd for Sahara i befolkningstal.
Det sorte Afrika er ifølge den seneste FN-prognose sat til at fordoble sit indbyggertal fra de nuværende ca. 1,1 milliard til 2,2 milliarder i år 2050.
Alene forøgelsen på 1.100 millioner er langt flere, end der bor i hele Europa inklusive Rusland i dag med et tal på omtrent 740 millioner.
Den arabiske verden vokser også betydeligt, men dog langt mindre, idet tallet vil stige fra dagens ca. 400 millioner til i omegnen af 600 millioner i 2050.
Udviklingshjælp løser ikke problemet
Jamen, kan massiv udviklingshjælp ikke hjælpe med til at holde arabere og især afrikanere hjemme hos sig selv? Det tyder intet på, idet ønsket om at komme til Europa er meget stærkt også i de mere stabile afrikanske lande som Senegal og Gambia.
Den moderne teknologi gør det muligt for flere og flere afrikanere at se, hvilken velstand der findes i de europæiske lande, og selv de lidt bedrestillede ønsker derfor i store tal at udvandre til Europa.
Der er således intet, der tyder på, at presset på Europas grænser vil mindskes, ganske uanset hvad vi foretager os i form af hjælp til udvikling.
Østeuropa siger nej til indvandring
Økonomisk og kulturelt vil store dele af Europa bryde sammen, hvis ikke vi ændrer kurs.
Om f.eks. 20 år kan de mest stabile lande i Europa vise sig at være Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og andre lande, der i efterkrigstiden frem til Murens fald i 1989 levede i kommunistiske diktaturstater. Disse lande ønsker ikke at kopiere den førte politik i Frankrig, Tyskland, Sverige med flere. Det er i sandhed et historiens paradoks, hvis øst- og centraleuropæernes onde skæbne i fortiden bag Jerntæppet i nutiden giver dem en måske afgørende fordel.
Konventioner og grænsekontrol
Hvad bør vi så gøre i Vesteuropa? Vi må og skal enten opsige eller omfortolke de internationale konventioner, der forhindrer os i at føre en ansvarlig politik, hvor vi ikke uigenkaldeligt forandrer vore samfund til ubodelig skade for kommende generationer.
Man kan selvfølgelig håbe på, at EU handler som en samlet blok, men det er nok reelt mere sandsynligt, at EU viser sig ikke at magte opgaven. I stedet bliver det de enkelte lande, der agerer, hvorpå det vil sprede sig som ringe i vandet.
I en sådan situation kan Schengen-samarbejdet med de åbne grænser komme til at stå for skud. Da de åbne grænser blev besluttet, fulgtes det af en forsikring om, at Frontex ville beskytte EU’s ydre grænser.
Det sker som bekendt ikke, og fortsætter presset meget længere, kan tilliden til EU styrtdykke. I en sådan situation vil mange europæere vende sig hen imod det, der traditionelt har været garantien for den indre sikkerhed, nemlig mod nationalstaten.
Det er spekulationer, javist, men det er ikke spekulation at fastslå, at den nuværende udvikling er aldeles uholdbar. Noget andet kommer til at ske inden længe.