Det usædvanlige ved Obamas atomaftale med Iran er, at den indebærer et afgørende skift i USAs mellemøstenpolitik. Rollerne er byttet om, og nu er Iran ikke længere en potentiel fjende men en allieret.
Taberne er naturligvis USAs traditionelle venner – Israel og Saudiarabien – der begge er blevet vist vintervejen.
Men det synes de fleste danske kommentatorer mærkeligt nok ikke at have lagt mærke til. De har heller ikke undret sig over den paragraf i aftalen, der lover, at USA vil beskytte Irans atomanlæg mod sabotage og angreb fra… Ja, fra hvem mon?
Det har den republikanske præsidentkandidat Marco Rubio afkrævet et klart svar på fra udenrigsminister John Kerry (det kan ses på nettet), hvor sidstnævnte vrider sig som en orm på en krog, før han til sidst mumler, at det scenario næppe bliver sandsynligt.
Vi må håbe, han har ret, for ellers ser fremtiden sort ud for Israel!
Aftalen kan føre til et nyt holocaust
Demokraterne er glade for aftalen, men det er republikanerne ikke, og ifølge præsidentkandidat Mike Huckabee vil den føre til et nyt holocaust. Men denne udtalelse kalder Berlingskes udenrigsredaktør Kristian Mouritzen “et nyt lavpunkt i debatten”. Hvorfor?
Iranske politikere har flere gange sagt, at det er deres agt at brænde Israel op. Altså et nyt holocaust. Men det mener de vel ikke alvorligt, kan man forstå på Mouritzen, der på undertegnede virker temmelig blåøjet.
Naser Khader stoler ikke på præstestyret
Jeg har langt mere fidus til de konservatives Naser Khader, der kender mellemøstenmentaliteten indefra og ikke kun fra en redaktionskontor. Hans blog i BT 17. juli har den utvetydige overskrift: Atomaftalen giver mere krig
”Jeg er ikke modstander af en atomaftale, men jeg stoler ikke på præstestyret, og jeg frygter, at Obama med denne aftale har sat den rest af stabilitet, der stadig er i regionen, over styr,” skriver Khader.
Israels ambassadør Binah Baruch har samme holdning. I Deadline forleden nævnte han tre eksempler på, at Iran før har snydt på vægten, og det samme siger netsiden Gatestone Institute:
”Iran har aldrig spillet med åbne kort overfor IAEA vedr. sine nukleare aktiviteter. Disse blev ikke opdaget af tilsynsfolk fra IAEA men af USA’s politi og efterretningsvæsen med støtte fra dissidentgrupper i Iran”.
Uvidenhed om fanatikernes tankegang
Ja, hvem kan stole på fanatiske hel- eller halvforbryderstater? Svaret er oplagt: Kun folk, der ikke har formået at sætte sig ind disse fanatikeres tankegang.
”Det lykkedes i sin tid Nordkorea at snyde det internationale samfund og berige uran. Hvem siger, historien ikke kan gentage sig?”, skriver Khader. Og videre: ”Det er ikke kun i Syrien, Irans ambitioner kommer til udtryk: Også i Irak, Libanon og Yemen fører landet en stedfortræderkrig.”
Her kunne han sagtens – ligesom ambassadør Binah Barch – have taget Israel med, eftersom Hezbollah, Hamas og andre grupper alle har bekæmpet Israel med våben fra Iran i årevis, uden at nogen – ud over Israel – har råbt op. Men det er kun ét mindre element i Obamas katastrofale beslutning. Det næste er værre. Et nyt våbenkapløb i Mellemøsten.
”Flere lande i området er begyndt at optrappe militæret”, skriver Khader, der med sit kenderblik opsummerer hele situationen i få ord.
”Obama har gennem hele sin præsidenttid demonstreret en komplet mangel på forståelse for dynamikkerne i de magtpolitiske interesser i Mellemøsten. Man har med denne aftale forsøgt at adskille atomaftalen med Iran fra de mange andre problemer, vi har med styret, herunder dets interesser i Syrien. Men det er et farligt spil at tro, at landene i regionen, Iran selv inklusive, kan lave denne skelnen. For de iranske atomforhandlinger har aldrig bare handlet om atomvåben…”.
Den religiøse komponent
Nej det drejer sig som så ofte før om magt. Men i Irans tilfælde er der også et uhyggeligt religiøst komponent, som sjældent omtales. Iranerne er shia-muslimer og venter på en overnaturlig frelser, mahdi’en, hvis komme vil indvarsle apocalypsen. Eller på dansk: verdens ende.
Når den dag kommer, vil de retfærdige stige op til paradis, mens de dårlige muslimer og de uretfærdige vantro – herunder især jøderne – vil havne i helvede. Mange iranske gejstlige har udtalt, at det er deres pligt at fremskynde denne begivenhed, men om de vil bruge atombomben til dette ædle formål, kan vi ikke vide.
Det handler om udryddelseskrig
Obama gambler på, at iranske trusler om et nyt holocaust kun er tom snak, men professor Bernard Lewis – vor tids mest vidende mellemøstenkender – ser tingene på en anden måde.
Da den angiveligt pragmatiske Ahmedinejad kom til magten for nogle år siden, bemærkede Lewis at for Ahmedinejad og hans ligesindede var en gensidig udryddelseskrig (MAD, Mutually assured destruction) ikke nogen afskrækkende tanke. Nej tværtimod, det var et incitament:
”…but for Ahmadinejad and his group with their apocalyptic mindset, mutually assured destruction is not a deterrent, it’s an inducement.” (citeret på netsiden Gatestone Institute).
Venstrefløjen siger ej til kernekraft men undtager Iran
Og så er der noget andet og lige så tankevækkende, nemlig den røde venstrefløjs accept af Irans atomprogram. Her i Danmark har de effektivt sat en stopper for udviklingen af alle former for kernekraft, inklusive de fredelige.
Fløjen har altid anset kernekraft og atomvåben som noget af det værste, der findes. Men bare ikke når det gælder Iran, der allerede fører krig per stedfortræder. Og hvorfor nu det?
Ja til Iran fordi Israel har fortjent det
Svaret ligger lige for. En stærk atombevæbnet Iran vil være en trussel mod Israel. Og det ændrer alt. Nu er det ikke principper (som modstand mod atomkrig) der er på spil, men de rødes indgroede pubertære had til den verden, de selv er rundet af. Den vestlige verden.
Og eftersom Israel er en vigtig del af denne verden, bliver de smukke principper om en fredelig atomfri verden sat på stand-by. Her er det had, der står stærkest. ”Det er kun Enhedslisten, der er glad for atomaftalen”, sagde Naser Khader i Deadline. Han spøgte, men han ramte plet.
