I to dage i denne uge gennemførte en gruppe på 40 asylansøgere i Italien en protestaktion. De bor på et asylcenter i Veneto-regionen. (Libero Quotidiano/The Local)
De protesterende brugte en træbænk til at blokere en gade i den lille by, hvor centeret ligger. De smed deres frokost og nogle sække med tøj på jorden og truede med at forlade centeret.
Deres harme skyldes … at de ikke gider spise pasta! De får serveret en masse pasta med tomatsovs, brød og æg. Det gør man nu engang i Italien. Men det vil de altså ikke være med til.
”Vi spiser ikke det stads,” sagde de under protestaktionen.
Her kunne man ellers tro, at det eneste, som virkelig betyder noget for mennesker, der ifølge dem selv er flygtet fra død og forfølgelse, er at komme i sikkerhed.
Men for disse asylansøgere, der har været på centeret i fire måneder, var det altså ikke til at bære, at du skulle spise pasta. De krævede, at de fik mad fra deres hjemlande.
Ifølge den lokale avis Libero Quotidiano gik de endda så langt i pasta-protesten, at de skar dækkene op på biler, der tilhørte ansatte i asylcenteret.
Protester andre steder
Lignende protester har faktisk fundet sted på asylcentre i Rom og på Sicilien. Ifølge Libero Quotidiano er de til dels også fremkaldt af ”kedsomhed”. De ved ikke, hvad de skal lave.
The Local har talt med en af dem, Sam fra Gambia, som er på et asylcenter i udkanten af Rom. Han betalte en menneskesmugler omkring 20.000 kr. for at komme til Italien.
Maden ”er ikke god”, siger han. ”Vi har brug for kosten fra vores hjemland.” Sam oplyser dog ikke lige, hvem der skulle betale for det.
Han keder sig også. ”Så snart jeg får mine papirer, tager jeg et andet sted hen, siger han, måske Tyskland eller Holland.”
Politiformand er forarget
Formanden for det italienske politiforbund, Antonio de Lieto, er forarget over protesterne. Overfor The Local kalder han aktionen i Veneto ”ude af proportion”. Han fortsætter:
”Tusindvis af italienere lever i fattigdom, og de får ikke engang et måltid om dagen, for slet ikke at tale om to eller tre. ”
”Asylansøgerne klager over, at de ikke får deres hjemlands mad. Men hvis du bliver modtaget i folks hjem, så spiser du deres mad, ikke sandt? Når jeg har været gæst i England, forventer jeg ikke at få serveret spaghetti.”
Politimandens forargelse er let at forstå.
Man kan spørge sig, hvor forfulgte folk er, når deres taknemmelighed over at være i sikkerhed er så ringe, og når de rejser krav, der er så langt ude.
