Virksomhedernes forventninger til omsætning og indtjening i 2. kvartal 2014 er stort set uændrede i forhold til årets 1. kvartal. Alt i alt tegner virksomhedernes forventninger et billede af moderat fremgang i dansk økonomi i første halvdel af 2014. Den vil dog næppe være stor nok til at øge beskæftigelsen.
Virksomhedernes forventninger til 2. kvartal 2014 er næsten uændrede i forhold til 1. kvartal. Der tegner sig et billede af moderat fremgang i omsætning og indtjening. Forventningerne til beskæftigelsen er en spids lavere end ved årets begyndelse, efter i 1. kvartal at have været positiv for første gang i mange kvartaler.
Når fremgangen i forventningerne er bremset noget op i DI’s bredt sammensatte virksomhedspanel for 2. kvartal, skal det ses i lyset af, at udviklingen omkring årsskiftet var noget skuffende.