Der findes forskere, der arbejder i en forskningsinstitution, hvor alt arbejde består i forskning. Det er ikke dem, denne klumme handler om. Det handler om ”normale” adjunkter, lektorer og professorer på danske og også udenlandske universiteter.
Forskere på et universitet har i princippet tre opgaver: undervisning, administration og forskning. Forskning består i at læse videnskabelig litteratur, gennemføre eksperimenter, foretage empiriske analyser, udarbejde nye teorier eller modificere foreliggende teorier.
Set ud fra skatteydernes synspunkt kan man spørge: Får vi noget, og får vi nok for vores skattepenge? Og kan kvantiteten og kvaliteten af forskningen måles?
Forholdene i Tyskland
For tiden 1970-1990 ville svaret i Tyskland være et ”nej, det måler vi ikke”. Men det tog i gennemsnit cirka fem år mere at blive fastansat på et tysk end på et dansk universitet.
Når man så blev fastansat, havde man – alt efter stillingstype – mellem 8 og 15 timers undervisning om ugen. Nogle forskere deltog stort set ikke i det administrative arbejde. Nogle forskede stort set ikke, de fleste gjorde. For hvis man ikke forskede og kunne fremvise væsentlige forskningspublikationer, havde man ingen chancer for at få en bedre stilling, herunder også en højere løn, hvis man allerede var professor.
For ringe niveau i Danmark
I Danmark var der fra cirka 1970 til 2000 en fast fordeling med cirka 50 procent undervisning, 10 procent administration og 40 procent forskning.
I praksis kunne man se, at mange forskere nok fulgte den nyeste videnskabelige litteratur, men de offentliggjorde få eller slet ingen videnskabelige artikler. Også publikationerne var i flere fag rent kvalitativt ikke på et højt niveau.
Af egen erfaring som udgiver af et nordisk tidsskrift har jeg oplevet at blive nedstemt af redaktionen flere gange, fordi samtlige bidrag fra norske kolleger i første omgang var blevet afvist. Og det gik ikke, fordi samtlige nordiske lande burde være repræsenteret i tidsskriftet, hed det dengang.
I en undersøgelse, jeg i år 2000 blev bedt om at være med til at gennemføre på et dansk universitet, kunne man se, at 20 procent af forskerne lavede 80 procent af forskningen.
Nulforskere
Man kunne også se, at flere forskere i hele tiåret 1990-2000 slet ikke havde publiceret en artikel i et anerkendt tidsskrift, andre havde kun et par stykker, som derudover ikke var særligt nyskabende. Det gjaldt også for professorerne, som her ikke adskilte sig fra lektorers præstationer.
Situationen er måske lidt bedre nu. Der var dengang og er stadigvæk også store forskelle på forskellige fag og forskellige fakulteter. Men vi har stadigvæk mange, alt for mange nulforskere og semiforskere.
Det er set med skatteydernes briller ikke godt nok. Løsningen er ikke at skære ned på forskningsindsatsen, for (det er min yndlingssentens) der er ikke noget så praktisk som en god teori.
To forslag
Jeg har to forslag, som ikke vil øge min popularitet blandt en del af mine universitetskolleger, men som vil kunne motivere forskerne til at forske og publicere på et højere niveau:
For det første bør man belønne de forskere, der offentliggør artikler i de gode og internationalt anerkendte tidsskrifter, med for eksempel 10.000 kr. pr. forskningsartikel, som kunne indsættes på en forskningskonto (altså ikke til personlig lønforhøjelse).
En sådan fremgangsmåde kender jeg for eksempel fra Sydafrika, hvor motivationen har fået en del semiforskere til at blive mere forskningsaktive. Motivationen består også i, at det bliver offentligt kendt, hvor stort årets beløb til den personlige forskningskonto er.
For det andet bør man give de kreative forskere mere forskningstid, for eksempel ikke 40 procent, men 60 procent. Til gengæld kunne man lade alle andre forskere som udgangspunkt have en noget lavere forskningsandel af arbejdsfordelingen, for eksempel 25 procent.
Andre lande er værre, men …
For at formilde kritikken af forskningen på danske universiteter skal det tilføjes, at det i mange andre lande ikke er bedre end i Danmark. I mange er det værre. Men det er ikke noget argument.
Man bør i alle sammenhænge altid sammenligne sig med de bedste og støtte de tiltag, som giver mulighed for at høre til blandt de bedste.
