Op mod en femtedel af alle skoleelever kommer ikke til at læse i løbet af deres skoletid. Uddannelsessystemet står magtesløst uden indsigt i og forståelse for årsagerne, og uden noget der hjælper ikke-læsere til læsefærdighed. At læseundervise ordblinde skader mere end det hjælper.
Ordblindhed er nøjagtigt, hvad ordet siger at det er: Øjnene er mere eller mindre blinde over for skrift. Ordblindes øjne kan ikke se skrevne ord. Eller det er så krævende at gøre det, at det bliver mere eller mindre umuligt for den ordblinde at genkalde sig teksten, selv om han eller hun har været i stand til at sige den højt. Al koncentrationen er gået til at sige ordene.
Så kan de lære det?
Desværre. Videnskabelig erfaring siger at læseundervisning af læsetunge skolebørn ikke fører til noget.
Hvad så med undervisning i grammatik og i sproglydopmærksomhed?
Det har aldrig kunnet eftervises, at den slags undervisning har skabt så meget som én læser.
Tænk på alle de familier – det er mange – som har et barn, der går i skole og ikke kan udvikle læsefærdighed på linje med sine klassekammerater. Skolen giver forældrene besked på at læsetræne med deres afkom derhjemme.
– Som om forældrene var skolelærere og havde forstand på læseundervisning.
Som om forældre kan udvirke hvad uddannede skolelærere ikke magter.
Resultatet er alt for ofte gråd og raseri og mere eller mindre ødelagt familieliv. En situation hvor børnene går i skole og får at vide at de ikke kan læse, hvorefter de kommer hjem og erfarer at de heller ikke kan læse derhjemme. De lærer ikke at læse. De bliver utrætteligt undervist i, at de ikke kan læse.
Gummi-Tarzan
Kender læseren Ole Lund Kirkegaards Gummi-Tarzan fra 1975?
”Det er så kedeligt at lære bog-staver,” sagde Ivan til læreren. ”Kunne vi ikke lave noget andet?”
”Næhh,” sagde læreren. ”I skolen bliver man nødt til at lære det, der står i bøgerne.”
”Hvorfor det?” spurgte Ivan.
”Jahh,” sagde læreren. ”Det står der vist-nok i loven, og loven skal man jo følge.”
”Kan du så ikke lave lidt om på loven?” spurgte Ivan.
”Næhh,” sagde læreren. ”Jeg er bare en ganske almindelig mand, som ikke kan lave om på noget som helst.”
”Det var en skam,” sagde Ivan. ”For jeg får vist aldrig lært alle de tusind bog-staver.”
”Nåhh,” sagde læreren. ”Så mange er der nu slet ikke.”
”Jeg synes, der er ganske forfærdelig mange,” sagde Ivan og kikkede på bogstaverne, der myldrede rundt på papiret som myrerne i en myre-tue. ”Alt, alt for mange, synes jeg.”
Ubrugelig læseundervisning
Som Ivan er der mange skoledrenge og skolepiger, som simpelt hen ikke kan få øjnene til at se bogstaver.
Det er indlysende at den læseundervisning som Ivan får, ikke vil føre til noget som helst andet end at overbevise Ivan om at han er doven og dum og at der er noget galt med hans hjerne. Hvis ikke læreren er meget klog, lærer han blot Ivan at hade skolen. Et had som Ivan måske aldrig slipper af med igen.
Der er hovedsageligst to grunde til at bogstaverne svømmer ud for øjnene, at de kører hjælpeløst rundt på siden eller at blikket søger mod loftet. Den ene er at de fem muskler, der sidder uden på øjeæblerne og dirigerer de automatiske synsbevægelser, ikke får de nødvendige styreimpulser fra ligevægtsorganet i det indre øre. Ligevægtsorganets styreimpulser er forudsætningen for at udvikle læsefærdighed.
Læsefunktionen stiller meget store krav til et ligevægtsorgan. Det skal styre blikket hen over tekstlinjen i en art ”saksespring” som er temmelig komplicerede. Blikket skal også af sig selv gå til begyndelsen på den næste tekstlinje. Hvis ligevægtsorganet mangler kræfter, kan det være ude af stand til at udvikle denne nødvendige synsmotorik, og så har vi en tilstand af ordblindhed.
Den anden grund til at øjnene giver op er, at synet er overfølsomt over for kontrasten mellem bogstav og baggrund. I så fald gør det fysisk ondt at se på skrift.
Øjet finder sig ikke i at se på noget som fremkalder smerter. Det vil søge mod loftet, hvor kontrasterne er små. En lærer eller en forælder kan sige nok så meget at det ikke er oppe i loftet at det foregår. Øjne som oplever smerte, kan ikke overtales.
Videncenter
På højeste videnskabelige plan hersker uvidenhed.
I 2006 underskrev fjorten ledende skandinaviske forskere og undervisere en ansøgning til Undervisningsministeriet i Danmark om elleve millioner og to tusinde kroner til udvikling af Videncenter for læsning. De indleder ansøgningen med at skrive at læseforskningen endnu ikke er kommet nogen vegne. Det vil sige at de selv erklærer at de ikke aner, hvad læsning er.
Alligevel vil de oprette et videncenter.
De skriver også, at det aldrig har været muligt at eftervise at læseundervisning har effekt.
Det er stærke ord, de skriver. Men det er ord som skildrer virkeligheden. Læseundervisning fører ikke til noget.
For intensiv læseterapi kan frastøde
I de år hvor personligheden dannes, bliver ikke-læsernes selvtillid skudt ned af udsigtsløst og meningsløst læseterperi. Intensiv læseundervisning skaber sandsynligvis flere ikke-læsere end den skaber læsere.
Ordblindeklinikken beder altid forældrene om at holde op med at læsetræne deres barn derhjemme, uanset hvad skolen siger. Det bliver begrundet med at læseundervisning først og fremmest træner forstanden:
”Du kan da nok forstå …”
”Hvad var det vi gjorde for lidt siden?”
Osv.
Vejen til læsefærdighed
Forstanden har mange udmærkede egenskaber, men læse kan den ikke. Det er nødt til at være øjnene, der gør det, og de skal gøre det af sig selv. En ordblinds øjne får lettere læsefærdighed når de selv får lov til at udvikle evnen til at læseopfatte skreven tekst, uden at der er nogen der låser tilstanden fast ved at skubbe på.
Øjnene vil jo gerne. Skreven tekst er en kilde til informationer som ikke alene øjnene, men hele personen har brug for.
Det indre øre kan med fordel trænes op med de lydbehandlinger, som Socialstyrelsen indtil for nylig anbefalede på deres hjemmeside. Lydbehandlinger fører i de fleste tilfælde til at øjnene begynder at læse.
Det er ikke bare en løs påstand. Der findes lægelig dokumentation for det. Først kan det være vejskilte, der kommer ind i øjnene. Så undertekster på tv. Mange lydbehandlede ordblinde har senere fået en universitetsuddannelse.
For ordblinde er det fysiologiske behandlinger, som forbedrer det indre øres funktioner, der er vejen til læsefærdighed.
Der findes ikke andre veje.
Læseforskningen
Her er den ansøgningstekst til Undervisningsministeriet som fjorten akademisk set højt kvalificerede ansøgere underskrev:
”Dansk uddannelse og rådgivning om læsning bygger på en særdeles spinkel forskningsforankring, og den svage evidensbasering af læseundervisningen er overordentlig følsom og sårbar over for modebølger og enkeltstående resultater. Alle dele af uddannelsessystemet har brug for forskningsbaseret indsigt i læsning, læsevanskeligheder, læseudvikling, læseundervisning og sprogtilegnelse som forudsætning for læseudvikling.”
Deres ansøgning til Undervisningsministeriet er dateret 5. april 2006. Ansøgerne fik penge. Siden er problemet med skolernes restgruppe steget fra anslået sytten til anslået nitten procent. Reel læseforskning er stadig ikke påbegyndt. Alle dele af uddannelsessystemet har stadig ”brug for forskningsbaseret indsigt i læsning, læsevanskeligheder, læseudvikling, læseundervisning og sprogtilegnelse som forudsætning for læseudvikling.”
Der er til dato ingen steder, hvor uddannelsessystemet kan eller må hente den indsigt. De fjorten underskrivere har den ikke på lager.
Hvis det er magtpåliggende for de ansvarlige myndigheder at fx ordblindhed skal være noget uforklarligt som ikke kan afhjælpes, og som skal blive et stadig større problem for skolerne og for samfundet, skal de holde sig til underskriverne af ansøgningen til Undervisningsministeriet.
Og det er da også præcis, hvad de ansvarlige myndigheder gør.
Kaare p Johannesen er journalist og har skrevet flere bøger om ordblindhed
