Kup på
Vinhylden
Det er spændende at bevæge sig rundt i vinens verden. Uafladeligt er der nye oplevelser, og vinhandlernes fantasi synes ingen ende at tage, når det drejer sig om at forkæle alle os, som sætter pris på et godt glas. Tiltrækkende er det jo også, at der er tilbud på god kvalitet i stride strømme, for hvem siger nej til at spare på gode kroner, når der er muligheder for det?
Hvidvin
Azienda Agricola L’Olivella, 2012 Racemo Biologico, Frascati Superiore DOCG, Lazio, Italien – Kampagnepris 79 kr. Vinene fra Frascati, som indbyggerne i Rom og turisterne bæller i spandevis, varierer meget i kvalitet, men denne her er helt i top. Den er tør med en god sødme og kan anbefales til stort set alt lige fra fisk og skaldyr til charcutteri som Mortadella og skinke fra Parma eller Spaghetti Carbonara.
Importør: Carlo Merolli, Virum. www.carlomerolli.dk
Weingut Karl Heidrich, 2011 Weisser Burgunder Classic, Mittelrhein, Bacharach, Tyskland – Normalpris 110 kr. – Tilbudspris 89 kr. ved køb af 6 flasker. Den hvide Burgunder er det tyske svar på Frankrigs Pinot Blanc, og det er ikke til at kimse ad, for her er frugt og syre koblet sammen til en fortryllende symfoni, der passer fantastisk godt sammen med rå røget skinke og asparges.
Importør: D’Wine, Aalborg. www.d-wine.dk
La Chablisienne, 2011 La Pierrelée, Chablis ACC, Bourgogne, Frankrig – Normalpris 149,95 kr. – Tilbudspris 89,95 kr. ved køb af 12 flasker. Navnet dækker over et ekstraordinært kooperativ i Chablis, der både ejer egne slotte og henter druer hos 60 pct. af områdets vinbønder. Stilen i de eminent flotte Chardonnay-vine er kølig, elegant og mineralsk og karakteriseret ved et sjældent langt lagringspotentiale.
Importør: Philipson Wine, Kokkedal. www.philipsonwine.com
Rødvin
Bixio Desmonta, 2011Nero d’Arcole DOC, Veneto, Italien – Normalpris 185 kr. – tilbudspris 250 kr. ved køb af 2 flasker. Denne kraftbørge af en vin er fremstillet på Merlot-druer, som før gæringsprocessen har ligget til tørring i 40 dage. Det kaldes Appassimento vinifikation og følges op af 8 måneders fadlagring og 6 måneder på flaske, før vinen frigives til salg. Farven er dyb rød og den bløde eftersmag er lang.
Importør: Skjold Burne, Brøndby. www.skjold-burne.dk
Viña Tabali, 2011 Syrah Reserva Especial, Limari Valley DO, Chile – Kampagnepris 129 kr. I de ”nye” vinlande eksperimenteres ofte med vine, der er fremstillet på en enkelt druesort som her: Syrah. Resultatet i glasset er en dyb violet vin med kraftig smag af solbær og duft af skovbund, og i munden føles den fløjlsblød. Det er en perle til retter med vildt eller til and.
Importør: Vinens Verden, Odense S. www.wine.dk
Agricola Olianas, 2013 Cannonau di Sardegna DOC, Gergei, Sardinien, Italien – Normalpris 119 kr. – Tilbudspris 99 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen er fremstillet på de lokale druesorter Cannonau di Sardegna (95 %) og Tintillu (5 %), hvilket giver en behagelig oplevelse af fløjlsblød sødme. Det er ikke svært at blive tilhænger af denne vin fra Middelhavsøen, der gang på gang overrasker så meget, at store vinhuse på fastlandet køber stort ind af vinmarker.
Importør: Vinslottet, Greve. www.vinslottet.nu
Angela Rocca & Figli, 2011 Torridoro, Primitivo di Manduria DOC, Apulien, Italien – Tilbudspris 99,95 kr. i www.nemlig.com. Vinen er lavet på den populære Primitivo-drue, der er i familie med den amerikanske Zinfandel-drue, men er mindre marmeladeagtig på grund af nogle mere rustikke jordbunds- og klimaforhold i Syditalien. Den dufter af blommer, mørke kirsebær og sydeuropæisk krydderi. En fremragende ledsager til kraftige sammenkogte retter.
Importør: Amka, Randers. www.amka.dk
Mascota Vineyards, 2012 Opi Malbec, Mendoza, Argentina – Normalpris 89,95 kr. – Tilbudspris 50 kr. i SuperBrugsen. Den franske Malbec-drue stortrives i Sydamerika og giver intense violetblå vine med en overstrømmende duft og smag af solbær og blommer. Denne udgave er harmonisk i forholdet mellem frugt og syre og har en lang finale. Står sig godt til grillmad.
Importør: Coop, Albertslund. www.coop.dk
Azienda Agricola Poggio Bonelli, 2012 Villa Chigi Saracini, Chianti DOCG, Toscana, Italien – Normalpris 79,95 – Tilbudspris 59,95 ved køb af 6 flasker. En let drukket vin til charcutteri og grill-retter, som er fremstillet på 95 % Sangiovese og lidt Merlot og Colorino druer. Den dufter dejligt af moden frugt blandet med peber og geranium, og i glasset fremstår den med en lys rubinfarve med lilla nuancer. I øvrigt ligger Villa Chigi i Siena og er et besøg værd.
Importør: Jysk Vin – det gode glas, Randers. www.jyskvin.dk
Hammeken Cellars, 2013 Alma Gitana, Cuenca, Castilla la Mancha, Spanien Normalpris 79,95 kr. – Tilbudspris 149 kr. ved køb af 3 flasker i SuperBest. Vingården har siden 1996 været ejet af danskeren Nicolas Hammeken, hvis danske vinmager, David Tofterup, tryller med druerne fra mindst 30 år gamle Tempranillo-vinstokke og laver nogle vine, der kvalitetsmæssigt ligger langt over områdets normale standard. Prøv den til svensk landskinke med kogt blomkål og gulerødder.
Importør: GobiVin, Valby. www.gobivin.dk
Bodegas Mureda, 2013 Tinto Ecológico, Terra de Castilla, Mancha, Spanien – Kampagnepris 50 kr. Vinen er fremstillet på økologiske Tempranillo druer, som har vokset i det område, hvor Cervantes’ Don Quixote kæmpede mod vejrmøller. Farven er granatrød, og vinen smager af røde bær. Den passer fint sammen med pastaretter og stegt kylling.
Importør: Haller Vine, Middelfart. www.hallervine.dk og www.vinogvin.dk
Columbia Crest Wineries, 2009 Two Vines Shiraz, Washington State, USA – Normalpris 99,99 kr. – Tilbudspris 69 kr. Columbia Valley ligger på samme breddegrader som Frankrigs og Californiens bedste vinområder, og er således særdeles velegnet til vindyrkning. Denne udgave på Shiraz-druen udsender koncentreret duft af blommer og solbær og aromaer af krydderier.
Importør: Theis Vine, Skovlunde. www.theisvine.dk
Castello delle Regine, 2012 Il Paggio, Umbrien IGT, Italien – Normalpris 99 kr. – Tilbudspris 59 kr. ved køb af 6 flasker. Umbrien er det eneste italienske vinområde, der ikke har kontakt til hav, men ikke desto mindre er det et af støvlelandets områder, der kvalitetsmæssigt udvikler sig mest. Il Paggio er lavet på 85 % Sangiovese og 15 % Syrah og Merlot. Den er flot balance mellem frugt og syre og kan således drikkes all round.
Importør: Gallovini, Vejle. www.gallovini.dk
Tenute Conte Zardi, 2012 Il Potente, Merlot Rubicone IGT, Emilia-Romagna, Italien. Normalpris 79,95 kr. – Tilbudspris 55 kr. ved køb af 6 flasker. Området i Norditalien går for at være en af landets gastronomiske højborge og også især kendt for sine Lambrusco-vine. Som navnet siger, er der tale om en kraftig frugtbombe lavet hovedsagelig på Merlot-druer, men tilsat noget Sangiovese for at give bedre struktur. Kræver kraftig mad og en servering ved 15 grader for ikke at blive for marmeladeagtig.
Importør: Andrup Vin, Esbjerg. www.andrupvin.dk