Jeg kørte til Tyskland for at købe en bil, som skal indregistreres på danske plader. Dette har vi, i min familie, gjort op til flere gange. Det plejer at gå ret smertefrit. At få nummerplader på en sådan bil har tidligere kunnet gøres på få dage. Bilen skal synes, der skal betales afgift (depositum) og BUM så er der plader på den.
Denne gang har det dog vist sig, at reglerne er blevet ændret, således at noget der for 2 år siden kunne gøres på et par dage, nu tager minimum 8 uger. SKAT fortæller mig, at der er normal behandlingstid på 8 uger, men garantien siger, det skal være klaret indenfor 90 dage, så i princippet kan jeg jo risikere at vente så længe.
Før i tiden fungerede det på den måde, at man via SKAT’s hjemmeside kunne beregne en cirka afgift. som man så kunne betale i depositum, og derved få sine nummerplader udleveret med det samme. Derefter kunne man så bruge sin bil, mens man gik og ventede på, at SKAT behandlede sagen, og man fik besked om den nøjagtige afgift.
Selvanmeldere
Denne praksis er ikke længere lovlig. Der er nu mulighed for, at forhandlere, som har CVR-nummer og som er godkendt af SKAT til at selvanmelde importerede biler, kan klare hele opgaven på 2-5 arbejdsdage (det er ihvertfald hvad de reklamerer med på deres hjemmesider).
Systemet fungerer på den måde, at disse selvanmeldere vurderer bilen og udregner afgiften. Kunden betaler denne afgift, som selvanmelderen så betaler videre til SKAT, og transaktionen mellem bilejer og selvanmelder er afsluttet.
SKAT har i princippet ikke noget med vurderingen af afgiften at gøre, men der laves stikprøver (omkring hver 3. bil bliver genvurderet af SKAT, fik jeg oplyst af en selvanmelder). Har selvanmelderen ikke vurderet bilen højt nok, er det ham, der hæfter for at måtte betale den ekstra afgift, der pålægges.
I praksis betyder dette, at han formodentlig bedømmer bilen en smule højere, end SKAT ville, således at han er sikker på ikke at få en efterregning. Udover det tager han jo ligeledes et gebyr for at udføre arbejdet.
Fordækt privatisering
I princippet ligner dette en privatisering af motorcentrenes opgaver med import af biler. Kan det være rigtigt at regeringen på denne måde, fordækt, privatiserer områder som landets borgere tror er offentlige, reelle instanser, som netop ikke ligger under for den egoistiske tilgang til penge, som en erhvervsdrivende nødvendigvis må, for at overleve?
Jeg var af den overbevisning, at udregning af afgift foregår via faste retningslinjer, og at denne sum ikke differentieres ved, at jeg ringer til den ene eller anden forhandler og får forskellige tilbud? Så hvis jeg er god til at handle, så får jeg måske min bil indregistreret billigere end naboen? Er det virkelig på denne måde tingene skal foregå? I så fald synes jeg, man burde tage tyren ved hornene og så rent faktisk få hele ordningen privatiseret og ikke forsøge at holde det i denne gråzone, som det er lige nu.
Behandlingstiden på indregistrering er eksploderet
At komme i kontakt med SKAT og få sager behandlet er praktisk talt blevet umuligt de seneste år, men at behandlingstiden på indregistrering af importerede biler er gået fra 1-2 dage til 90 dage fra den ene dag til den anden er simpelthen uhørt! (denne ændring fandt sted 6. juni 2012, åbenbart)
Jeg kørte en tur ned på vores lokale skattekontor, hvor jeg plejer at betale min afgift. Jeg havde checket deres åbningstider på SKAT’s hjemmeside, og der burde have været åbent. Der stod også på døren, der var åbent, men der var låst. Jeg kiggede gennem et par vinduer for at se, om der var nogen, jeg kunne få fat i, men alt lys var slukket, og der var ingen personer at se.
Nå, hjem og ringe til SKAT! Efter en time i telefonkø får jeg så fat i en medarbejder, som siger, at sådan har det været siden 2012. Hvorfor i alverden er åbningstiderne så ikke ændret? Hverken på hjemmesiden eller på døren ved SKAT’s bygning stod der noget om, at der var lukket. Der stod derimod, at man kunne få personlig betjening efter aftale. Den ”kære” medarbejder sagde dog, at en sådan aftale kunne man ikke få i stand. Hun gav ingen begrundelse. Hvis jeg ville have personlig betjening måtte jeg møde op i Ålborg, hvilket ligger knapt 100 km fra, hvor jeg bor (Thisted). Hun var dog flink nok til at sige, at der ikke ville være noget formål med at møde op personligt, for behandlingstiden ville stadig være minimum 8 uger.
Handelshindring for private
At der på den måde bliver spændt ben for import af biler, grænser jo til at blive en direkte handelshindring. Hvorfor kan jeg købe bil i Padborg og køre den dagen efter, men køber jeg den få kilometer længere sydpå, må jeg vente i månedsvis? Den måde systemet er bygget op på pt. gør det jo voldsomt svært for private at importere biler.
Forhandlere kan i princippet importere og sætte deres egne afgifter. Jo, selvfølgelig er der stikprøver og reguleringer, men eftersom dette jo kommer ned til personlige vurderinger og ikke regnestykker med to streger under, så kan en forhandler vinde meget på at ”undervurdere” de køretøjer han selv importerer.
Jeg håber inderligt dette kan skabe debat og forhåbentlig ende ud i en forbedring af systemet. Men også kaste lys over, hvordan samfundet bevæger sig. Jeg gisner om, at dette ikke er det eneste sted, der forekommer denne type skjulte dagsordener.
Lene Bach Madsen, Thisted