Regeringen og skattely: Moral er godt – dobbeltmoral er dobbelt så godt

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen kom i går med en klar melding i den store debat om salg af DONG-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs:

 

Når den danske stat sælger aktiver, skal det ske til højestbydende, lød ministerens besked. Staten skal ikke begynde at hæfte moralske etiketter på købere som Goldman Sachs eller rynke brynene over deres pengestrømme. (Ritzau)

 

Når staten har besluttet, at DONG skal lave en aftale med en privat partner, så må man også lave denne aftale på kommercielle vilkår. Så kan man ikke vælge den bedste kommercielle aftale fra, fordi den pågældende partner bruger skattely. Sådan lyder Sass’ ræsonnement.

 

Problemet med skattely må man klare på anden vis. Det skal bekæmpes gennem lovgivning – ikke mindst i de lande, der i dag fungerer som skattely.

 

Et selskab, der går ind i DONG, skal selvfølgelig overholde dansk og international lovgivning. Men inden for den ramme skal man ikke begynde at tage stilling til, om selskabets penge er moralsk gode eller dårlige. Alt dette ifølge Sass.

 

Erhvervsministeren peger også på, at man ville få et værre hyr med at finde ud af, hvor alle mulige investorer har deres penge placeret. Det er et helt urealistisk krav at stille.

 

En klar pointe

Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om aftalen med Goldman Sachs, så har Henrik Sass en klar pointe:

 

Alle Folketingets partier minus Enhedslisten har jo vedtaget, at DONG skal børsnoteres om nogle år, så op til 49 procent af aktierne sælges til private. Her vil man selvfølgelig ikke kunne kontrollere, om de selskaber, der køber aktierne, bruger skattely og den slags.

 

Det giver således ingen mening at kræve en garanti for, at private investorer er moralsk snehvide. Det gør ikke engang de venstreorienterede skolelæreres pensionskasse, som faktisk har investeret hos Goldman Sachs.

 

Andre gange stilles moralske krav

Der er bare ét problem for Henrik Sass og den regering, han sidder i:

 

I andre sammenhænge er den vældig moralsk over for private selskaber. Det er ikke nok, at de overholder lovgivningen. De skal også gøre, hvad regeringen anser for det moralsk rigtige.

 

Her gælder moralens love altså for regeringen. Men i aftalen med Goldman Sachs gælder de ikke.

 

Selskabers skattebetaling blotlægges

Sagen er, at denne regering har indført åbne skattelister, så offentligheden kan se, hvad selskaberne betaler i skat i Danmark.

 

Tidligere skatteminister Holger K. Nielsen lagde ikke skjul på, at denne ordning drejede sig om at sikre, at virksomhederne levede op til moralske krav. Selskaberne skulle blotlægge, hvor meget de bidrog til det danske velfærdssamfund, som han formulerede det.

 

I den forbindelse var det altså ikke nok, at selskaberne overholdt loven. De skulle til moralsk eksamen med trussel om gabestok – til trods for, at der kan være legitime grunde til, at der i perioder betales en lav skat i Danmark.

 

Hvordan hænger det sammen?

Det hænger jo ikke sammen med Henrik Sass’ påstand: Man skal ikke lave en moralsk bedømmelse af private selskaber. De skal bare overholde lovgivningen, og hvis man anser lovgivningen for utilstrækkelig, må man lave den om.

 

Hvordan kan det være, at regeringen siger det ene den ene gang og det andet den anden gang?

 

Ser man nøjere efter, er der alligevel en slags sammenhæng:

 

Moral og dobbeltmoral

Når det er bedst for statskassen at se bort fra moralske overvejelser, ser regeringen bort fra moralske overvejelser. Når det er bedst for statskassen at slå på moralen, slår regeringen på moralen.

 

I DONG-sagen er det økonomisk fordelagtigt at se bort fra moral.

 

Men når det gælder beskatningen, gør man sig til moralens vogter for at klemme ekstra skatteindtægter ud af selskaberne her og nu. (På længere sigt kan det måske betyde færre investeringer i Danmark).

 

Regeringen skifter altså holdning til moralen alt efter, hvad der er mest lukrativt.

 

Moral er godt – dobbeltmoral er dobbelt så godt.

 

Tro da pokker, at vælgerne er kritiske.

Del på Facebook