Økonomisk rådgiver Kim Vallentin besvarer hver uge spørgsmål fra læserne OM PRIVATØKONOMI. Har du et spørgsmål, du ønsker besvaret, kan du sende det til [email protected]. Udvalgte spørgsmål vil i anonymiseret form blive besvaret her i avisen. Send spørgsmål til Kim Valentin.
Spørgsmål:
Kære Kim Valentin.
Vi har en aftalekonto med 250.000 kr., som snart frigives. Hvad vil du råde os til – skal vi nedbringe gælden i vores hus? Restløbetiden er 24 år, restgælden er pt. 1.200.000 kr. med fast rente på 4 %. Eller investere på anden måde?
Vi har begge job (endnu), men i tilfælde af en af os mister jobbet, vil vi jo også gerne leve. Vi er 56 og 52 år. Vi har begge pensionsordninger.
Vi vil også gerne sikre vores børn på en eller anden måde. Den ene er færdig med gymnasiet og skal til at uddanne sig, den anden er under uddannelse. De arbejder begge ved siden af og tjener selv penge.
Håber du har fået de nødvendige oplysninger til et råd.
Bedste hilsner
Dorthe
Svar:
Kære Dorthe
Tak for dit spørgsmål.
Ja, umiddelbart er det bedste råd, at lave en delindfrielse af lånet, idet I ud over de 4 % rente jo også betaler bidrag på lånet. I vil således formentlig få i omegnen af 4,5 % i ”rente” ved at reducere lånet.
Vær også opmærksom på, at I efter indbetaling kan ende så lavt i gæld, at det vil være en fordel at have et variabelt forrentet lån, hvor renten i dag kan være på ca. 1,3 %. Det vil frigive yderligere midler til at reducere gælden.
Se også Ugens FiF: Brug overskudslikviditet til at afdrage gæld
Med venlig hilsen Kim Valentin
Kim Valentin skriver hver uge om lån, pension, investering og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis