Rusland har brug for Kina og må betale en højere pris for samarbejde på grund af Ukraine

brecorder.com

Ruslands Præsident Putin er i disse dage på officielt besøg i Kina. Det tiltrækker sig mere end almindelig interesse i lys af Ruslands aktion over for Krim og senere forsøg på destabilisering af Ukraine.

 

Der har igennem de seneste år været talt meget om BRIK–landene – Brasilien, Rusland, Indien, Kina – som en kommende ’blok’ med stor økonomisk magt og deraf flydende politisk indflydelse. Sandheden er, at disse fire lande har meget lidt til fælles. Det gælder også og måske endda i særdeleshed Rusland og Kina.

 

Forholdet til USA

Der er i realiteten kun en interesse, som de deler i spillet om geopolitisk indflydelse. De ønsker begge at klippe USAs vinger og irriteres over den amerikansk ledede verdensorden; men selv her er der ikke fuldkomment sammenfald. Kina ser fortsat amerikansk tilstedeværelse i Østasien som gavnlig og hensigtsmæssig.

 

Dets politik over for Japan kan fortsat føres via Washington, og den amerikanske atomparaply er en blokering for opbygning af et selvstændigt japansk atomvåben med destabiliserende virkning i Asien.

 

Kina ønsker således et mindre stærkt – men tilstrækkeligt stærkt – USA; Rusland ønsker et svagt USA afløst af en form for multipolar verdensorden.

 

Det afspejles i den kinesiske reaktion overfor den russiske politik i Krim og presset på Ukraine. Rusland havde givetvis håbet på i det mindste velvillige eller noget dertil svarende udtalelser fra Kina; de fremkom ikke. Beijing har nærmest klappet i som en østers og bortset fra ret indlysende udtalelser omhyggeligt undladt at tage stilling.

 

Modsætninger og samarbejde

Der er flere forklaringer herpå – en af dem de store kinesiske investeringer i Ukraine – men grundlæggende findes årsagerne i det traditionelle russisk-kinesiske modsætningsforhold og mistroen overfor hinandens hensigter, som skyldes geografien med den lange fælles grænse og konkurrence om indflydelse i Centralasien med rige naturforekomster.

 

Historisk set har de to lande sjældent kunnet finde fælles fodslag og snarere nærmet sig konfrontationer først af verbal karakter og dernæst håndgribelige med direkte væbnede sammenstød, senest i 1969 ved Usuri floden.

 

Det forhindrer ikke, at de kan indgå aftaler af fælles interesse. Rusland har brug for Kina som aftager af olie og gas; ikke mindst i lys af den kommende europæiske skepsis overfor vedholdende afhængighed af russisk gas. Kina har brug for den russiske olie og gas, landets formodede fortsat høje økonomiske vækst taget i betragtning. Kinas indkøb af højteknologiske våben sker tillige stort set udelukkende fra Rusland, eftersom sådanne våben ikke er tilgængelige fra Vesten og egen formåen begrænset.

 

Læs også
Kinas falske nyheder: Deres ‘overlegne system’ bekæmper coronavirus

Som tingene tegner sig efter Krim/Ukraine er der således sammenfaldende, men ikke symmetriske interesser på disse to punkter. Præsident Putin har mere brug for kontrakter og aftaler som illustration af hans nyvundne mere markante position og behov for nye markeder, end Kina har for russisk olie og gas nu.

 

Den store gasaftale

Det vitale punkt i forhandlingerne er indgåelse af en aftale om levering af russisk gas fra Sibirien til Kina i en nærmest gigantisk størrelsesorden (USD 400 milliarder) og med behov for konstruktion af en rørledning til en pris af USD 38 milliarder. Aftalen har været på bordet og gennem vridemaskinen af forhandlinger i mere end ti år. Den skulle nu være klar til underskrivelse.

 

Ikke overraskende har kineserne på en næsten knibsk måde i sidste øjeblik ladet forstå, at prisen for gas fortsat var uafklaret.  Kina tilbyder 335 USD per enhed (MMBTU); Rusland kræver 385 USD. Aritmetikken fortæller, at 335 USD per enhed gør en aftale profitabel for Rusland forudsat, at Kina finansierer den overvejende del af rørledningen.

 

Teknisk set skulle det åbne for en løsning; men Rusland (Gasprom) frygter, at ved fremtidige aftaler med andre partnere, herunder europæiske lande, vil kravet blive samme pris som tilbudt Kina, og i en ren gashandel er dette tabsgivende for Gasprom.

 

For Rusland er indgåelse af aftalen således blevet et spørgsmål om, hvor meget landet vil betale for Putins europæiske politik gennem lavere pris for eksport af gas til Kina. Og for Kina er det et spørgsmål om, hvor langt ned i pris Rusland kan presses.

 

I skrivende stund (tirsdag aften 20. maj asiatisk tid) var hovednyheden, at aftalen til trods for forventning herom ikke blev underskrevet på besøgets første dag. Kina har tid til at vente; der er mange andre leverandører. Politisk og økonomisk er Rusland ikke i samme komfortable situation.

Læs også
Kina: Den perfekte højteknologiske totalitærstat

 

Dette fører til to konklusioner uanset om aftalen underskrives eller ej. For det første er interessesammenfaldet mellem de to lande begrænset. For det andet kommer Rusland til at betale en pris for aktionen overfor Krim og dets politik overfor Ukraine. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…