I næste uge skal vælgerne i Grønland igen til stemmeurnerne. Det var de også sidste år i marts, men de politikere, der blev valgt til at lede landet dengang, brugte statskassen som kassekredit, og så måtte regeringen gå i vanære.
Balladen startede da landsstyreformanden Aleqa Hammond blev snuppet med fingrene i kagedåsen. Det kom frem, hun havde et mellemværende med statskassen på godt 100.000 kr. Det havde hun haft længe, men trods rykkere fra statsadministrationen, havde Hammond ignoreret ethvert krav om betaling. Det kom til at koste hende jobbet som leder af Grønland.
Retfærdigvis skal det siges, at også den tidligere leder af Grønland Kuupik havde brugt af statens penge og flere andre medlemmer af Aleqa Hammonds regering havde også mindre udeståender med statskassen.
Den ballade, der opstod i kølvandet på den skandale, var bare dråben der fik bægeret til at flyde over for de grønlandske vælgere. De havde, i de 18 måneder koalitionen mellem Siumut, Atassut og i starten Partii Inuit, havde siddet ved magten, oplevet nepotisme og magtfuldkommenhed på et niveau, man ellers kun ser i fortidens østeuropæiske diktaturstater.
I flæng kan nævnes at Hammonds mand en kort periode var ansat som spindoktor for landets fiskeriminister, finansminister Vittus Qujaukitsoq fik fyret chefen i sit departement, fordi de to havde krydset klinger tidligere, og Qujaukitsoq kostede med ”den tak for sidst” statskassen for et beløb i omegnen af 2 millioner.
Spalterne kunne fyldes, hvis der skulle en detaljeret gennemgang af alle de fejl og mangler, der har været hos lederne af Grønland. Nu er det så op til vælgerne at bestemme, hvem der skal sidde for bordenden, når det nyvalgte Inatsisartut (Grønlændernes Folketing) samles efter valget 28. november.
De grønlandske partier
Der er nok at partier at vælge imellem for de omkring 30.000 vælgere i Grønland. Det gamle Siumut, der har haft monopol på magten siden hjemmestyrets indførelse i 1979, bortset for en valgperiode, hvor netop nepotistiske og rod i papirerne fik grønlænderne til at smide dem på porten.
Siumut har siden sidste valg fået ny formand i stedet for skandaleramte Aleqa Hammond, der ved sidste valg fik over 6000 personlige stemmer. Her faldt valget på Kim Kielsen, der ikke som så mange andre af hans partifæller, var fedtet ind i skandaler af nyere eller ældre herkomst.
Partiet fik sidste gang 14 ud af 31 medlemmer i Grønlands parlament. Skandalerne vil givetvis komme til at koste partiet mellem 2 og 4 mandater. Siumut er søsterparti til det danske Socialdemokratiet.
Grønlands andet store parti er Inuit Ataqatigiit (IA), der som de fleste andre partier i Grønland også har skiftet formand, står til at blive regeringsbærende efter valget, hvis meningsmålingerne holder. Den nye formand Sara Olsvig skal stå i spidsen for et ungt hold, med politikere, der ikke er fedtet alt for meget ind i de skandaler, der har ramt Grønland gennem årene.
Ved sidste valg mistede partiet posten som formand for Naalakkersuisut (Statsminister) og måtte nøjes med 11 mandater. De står til en fremgang på et par mandater eller tre, og kan få magten, hvis de mindre partier vælger at samarbejde med IA. Inuit Ataqatigiit er søsterparti til SF i Danmark, men har en langt mere pragmatisk tilgang til tingene end deres danske modstykke.
Demokraternes nye formand Anda Uldum står med en kæmpeopgave i et parti, der har mistet deres to forgrundsfigurer siden sidste valg. Partiet ligger lidt på den borgerlige fløj som det eneste parti i Grønland, og har langt de fleste vælgere blandt det danske mindretal i Grønland. Partiet samarbejdede med IA i forrige periode om at danne regering, men partiet står i øjeblikket til to mandater ved valget. Om det er nok til at lave regering denne gang er tvivlsomt. Demokraternes søsterparti i Danmark er Det Radikale Venstre
Den ene af koalitionspartnerne efter sidste valg Atassut står til at bevare deres to mandater i Inatsisartut på trods af at partiets spidskandidat Steen Lynge også havde del i skandalen om uretmæssig brug af statskassens penge. For år tilbage var Atassut et stort parti, men skiftende ledere uden politisk forstand og tæft har sendt partiet ud på en ruchetur i nedafgående retning. Partiets nye formand Knud Kristensen adskiller sig ikke væsentligt fra sine forgængere, og vil heller ikke være i stand til at få partiet længere op i meningsmålingerne. Atassut har i mange år været Venstres søsterparti.
Sidste valgs store overraskelse Partii Inuit står til at blive dette valgs store skuffelse. Partiet, der nærmest må betegnes som et nationalsocialistisk parti, blev dannet af Nikku Olsen, der fik et fremragende valg i marts sidste år. Desværre for Olsen var der en gammel voldsdom, der gjorde ham uværdig til at sidde i Inatsisartut, og gennem de halvandet år Partii Inuit havde sæde i parlamentet var hetz mod dansktalende grønlændere og dansker deres eneste slagnummer. Det er sikkert ikke nok til igen at få vælgernes gunst.
Joker
Jokeren ved dette valg er det nye parti Partii Nalaraq, der er stiftet af den tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, der brød med Siumut efter ansættelsen af Aleqa Hammonds mand som spindoktor. Hans Enoksens parti har godt fat i bygdeboerne, fiskerne og fangerne og kan blive tungen på vægtskålen, når der skal dannes regering. Partii Naleraq vil givetvis samle mange utilfredse Siumut-vælgere op.
Om Enkosen kan samarbejde med sine gamle partikammerater om at danne regering vil tiden vise, men et venskab mellem Siumuts nye leder Kim Kielsen og Enoksen kan give Siumut muligheder for igen at sidde i regering trods gentagne skandaler under Aleqa Hammonds ledelse.
Det bedste for Grønland ville være et samarbejde mellem de to store partier, men fortiden har vist, at det næppe vil være bæredygtigt.
Der er ellers nok at tage fat på for det nyvalgte parlament i Grønland. Landets økonomi sejler, uddannelsesniveauet er langt fra tilfredsstillende, erhvervslivet får kunstigt åndedræt og der er stor uenighed om landet skal udnytte de eventuelle uranforekomster i undergrunden. Politikerne lover og lover, men anviser ingen finansiering, alt imens Benjamin og Zakarias bliver mere og mere forvirrede når det gælder deres politiske standpunkter.