Engang var det et typisk dansk arbejderkvarter – nu er der butiksskilte på arabisk

Collage

I lørdags var der demonstration på Nørrebro arrangeret af det konservative medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Rasmus Jarlov. Demonstrationen var en reaktion på, at jøder i stigende omfang oplever chikane og trusler på Nørrebro. Det ville mange have troet var utænkeligt for bare 15-20 år siden.

 

Meget har i det hele taget ændret sig på Nørrebro. Den gamle arbejderbydel er forandret til ukendelighed. Gadebilledet er i dag præget af studerende og indvandrere, og gamle specialbutikker er omdannet til caféer og eksotiske spisesteder. Mange steder står navnene på arabisk og tyrkisk.

 

Senest er de imponerende Torvehaller blevet opført på Israels Plads, hvor det gamle Grønttorv lå. Her kan man få et væld af smagsoplevelser fra de mange stader, der lokker med smagsprøver med alt fra sushi og franske delikatesser til stenaldermad og pølser fra den tyrkiske halalslagter.

 

 

Fællesskab og fortrolighed

Men hvad blev der egentlig af det gamle Nørrebro, og hvordan var hverdagslivet i bydelen. Hvad er der gået tabt i udviklingen. Det er der ikke særlig meget fokus på.

 

Derfor har Den Korte Avis besøgt Nørrebro lokalhistoriske forening og arkiv, og i to artikler bringer vi på baggrund af især foreningens bog ”Nørrebro – træk af en bydels historie” billeder og historier fra Nørrebro, som det var engang.

 

Historien om Nørrebro er historien om den danske arbejderklasse: Gør din pligt og kræv din ret. I nævnte rækkefølge.

 

Arbejderklassen stod stærkt i Danmark, fordi den allerede fra septemberforliget med arbejdsgiverne fik fagforeningerne accepteret som forhandlingspartnere. Arbejderklassen bidrog til en økonomisk vækst, som den til gengæld selv fik gavn af i form af voksende realløn, uddannelse og andre former for velfærd.

 

Men også i hverdagen var der et stærkt fællesskab. Det oplevede man i en bydel som Nørrebro. Nørrebro var et sindbillede på det fællesskab, den ansvarsfølelse og den folkelige fortrolighed, som prægede danskerne.

 

Læs også
Syrer dræber mand med sværd på åben gade – Tyskland i chok over drabsbølge med indvandrere som gerningsmænd

Nørrebro bliver til

Nørrebro voksede frem som bydel efter 1852. Indtil da havde det i mange år ikke været tilladt at opføre permanente bygninger uden for Københavns volde, som dengang omkransede byen. Voldene skulle beskytte hovedstaden, hvis landet blev angrebet.

 

Der var et stort behov for boliger på grund af tilstrømningen fra landet og Indre by. Fra 1857 til 1901 voksede indbyggertallet fra 10.000 til hele 105.000 (noerrebrolokalhistorie.dk & Nørrebrohistorier (2008)).

 

I de første mange år var Nørrebro dog præget af spekulation og manglende byplanlægning. De nyopførte boliger til de mange småkårsfolk, der strømmede til, var oftest små og kummerlige, og de sanitære forhold elendige.

 

Rotter var ligesom fattigdom og lange, hårde arbejdsdage for voksne som for børn en fast bestanddel af dagligdagen for mange.

 

 

Industrien vokser frem

Læs også
Chok i Holland: Mange politifolk med indvandrerbaggrund er stærkt involveret i kriminel aktivitet

Nørrebro havde foruden beboere mange småhåndværkere og handlende i de mange baggårde. Men også større virksomheder etablerede sig i det hastigt voksende byområde.

 

En af Nørrebros første store industrivirksomheder var Heegårds Jernstøberi og Maskinfabrik. Den blev udvidet af sønnen Steffen og kom til at fylde det meste af det, der i dag udgør Blågårds Plads.

 

Fabrikkens skorstene svinede meget. Nogle mener, det var grunden til, at det omkringliggende kvarter fik tilnavnet ”Den sorte firkant” (Pernille Steensgaard: København – folk og kvarterer).

 

Heegårds Jernstøberi og Maskinfabrik flyttede dog ud af byen, da Københavns Kommune i 1898 opkøbte grunden og omdannede den til et rekreativt område (aok.dk).

 

En anden kendt Nørrebro-virksomhed var Schulstad. I 1890 flyttede Viggo Schulstad sin brødfabrik til Blegdamsvej ved Sankt Hans Torv fra Indre By. Senere åbnedes fabrikker i Ryesgade og Heimdalsgade.

 

Fra fabrikkerne kørte brødkuskene ud med nybagt brød i deres hestevogne, som i 1920’erne blev skiftet ud med benzinbiler. Et af Schulstads meget populære brød var et såkaldt ”mørkt maltet”. Det var et maltsyrnet rugbrød, som var udviklet af Schulstad og kemikeren Chr. Ludvigsen.

 

Læs også
En gruppe ’unge’ terroriserer friluftsbad, men det skjules, hvem disse ’unge’ er – så pludselig kommer der en afsløring  

 

Kamp for bedre levevilkår

Selvom der var en hel del privat velgørenhed, som havde til formål at mindske de sociale problemer i den nye bydel, voksede kravet blandt Nørrebros mange arbejdere for at få bedre levevilkår hurtigt. De begyndte at organisere sig i fagforeninger, og mange blev medlemmer af Socialdemokratiet.

 

Fra 1890 samledes man 1. maj på Nørre Fælled, der senere blev en del af Fælledparken. Efter Slaget på fælleden i 1872 var der strenge restriktioner, som skulle følges. Arbejderne måtte således ikke gå i samlet flok gennem byen, og på fælleden måtte man alene drøfte indførelsen af en kortere arbejdsdag.

 

Rammerne blev heldigvis friere gennem årene. Samtidig voksede flere kooperative virksomheder frem på Nørrebro – det var selskaber, som arbejdere ejede i fællesskab.

 

Det var for eksempel det succesrige Arbejdernes Fællesbageri, som fik en stor kornsilo på Ydre Nørrebro i 1940, og det såkaldte mælkeri Enigheden, der eksisterede helt frem til 1995. En anden kooperativ virksomhed var Arbejdernes Kødforsyning, hvis første forretning åbnede på Nørrebros Runddel.

 

I det hele taget opstod der en række faglige og politiske foreninger, som mange nørrebrogensere engagerede sig i. Dansk Metalarbejderforbund og Kvindeligt Arbejderforbund begyndte således også deres virke på Nørrebro.

Læs også
Muslimer kræver nye pasregler – muslimske kvinder må ikke vise deres ører

 

 

Ingrid husker tilbage

En af dem, der kan huske det faglige og politiske engagement på Nørrebro, er Ingrid, som Den Korte Avis har talt med. Hun er kasserer i Nørrebro lokalhistoriske forening og arkiv, og hendes mand Karsten er formand. Som barn på Nørrebro i 1950’erne boede Ingrid med sin mor, som var politisk aktiv.

 

”Jeg boede alene med min mor. Hun var bagerekspeditrice på Jagtvej i 25 år. Det var dejlig nemt, for vi boede lige ovre i Kronborggade”.

 

”Min mor havde skiftevagt. Jeg gik i skole og på fritidshjem og danseskole om torsdagen. Man klarede sig og satte en ære i at blive til noget og få en uddannelse. Det lagde min mor meget vægt på, at man skulle have”, fortæller Ingrid.

 

Som barn hjalp hun nogle gange moren med hendes politiske arbejde:

 

Læs også
Røde partier sætter Mette Frederiksen under stort pres for at give indvandrerne flere penge til velfærd på bekostning af danskerne

”Min mor var socialdemokrat, og vi kradsede kontingenter ind. Vi gik også rundt og stemte dørklokker. Det var jeg ikke så vild med – nogle af mine skolekammerater syntes ikke, det var så godt, at man kom fra Socialdemokratiet. Deres forældre tilhørte måske et andet parti. Men vi fik da samlet pengene ind til partikassen”.

 

Ingrid kan også huske de mange 1.maj-arrangementer, som startede fra Blågårds Plads, som på mange måder var et samlingspunkt, når der blev afholdt forskellige arrangementer:

 

”Der var mange sammenkomster. 1. maj udgik jo altid fra Blågårds Plads. Min mor var medlem af Socialdemokratiet 12. kreds, så vi samledes hernede og gik til Fælledparken. Grundlovsdag var her tivoli med luftgynger. Der var også børnehjælpsdag”.

 

Sporvognen linie 3

Både Ingrid og Karsten husker, hvordan sporvognen linie 3 kørte igennem Blågårdsgade, inden den blev til gågade. Linie 3 hed tidligere Blegdamslinien og blev åbnet i 1873.

 

De første sporvogne på Nørrebro kom dog allerede til i 1867, da det privatejede Nørrebroes Sporvejsselskab åbnede Nørrebrolinien, som gik fra Nørrebrogade til Kgs. Nytorv. De var vigtige, fordi mange arbejdede i Indre By.

 

Sporvognene var i de første mange år trukket med heste, og de større linier havde to etager. I 1897 overtog Københavns Kommune dog driften. Nørrebrolinien skulle nu køre på strøm og blev derfor udstyret med akkumulatorer, som skulle lades op med jævne mellemrum.

 

Desværre lugtede akkumulatorerne af syre, og sporvognene fik derfor tilnavnet Syrevognene. Efter en del protester gik man derfor over til luftledninger. Det var imidlertid dyrt at etablere, og derfor sluttede sporvognsselskaberne sig i 1898 sammen under navnet De kjøbenhavnske Sporveje.

 

 

Nørrebros fornøjelser

 

Med sporvognen kunne man for eksempel tage til Nora Bio, som lå helt for enden af Nørrebrogade. Den havde en stor biografsal med plads til over tusind tilskuere og et imponerende indgangsparti.

 

Man kunne også tage i biografen Colosseum, som lå tæt ved Runddelen. Her var standardrepertoiret spændings- og kærlighedsfilm.

 

 

Nørrebros Teater var en anden mulighed for at lade sig underholde, og teatret havde rimelige priser – også for et måltid mad.

 

Omkring århundredeskiftet inviterede mange familier derfor deres gæster i Nørrebros Teater, hvis deres eget hjem var for småt til besøg. Teatret blev kendt for sine københavnerrevyer og senere PH-revyerne, hvor Liva Weel og Oswald Helmuth ofte medvirkede.

 

I 1931 brændte en del af teateret ned. Genopbygningen gik dog hurtigt, og teatret kunne tages i brug allerede året efter – nu med ny facade. 1932 var i øvrigt det år, hvor den blot 12-årige Buster Larsen fik sit gennembrud på Nørrebro Teater i forestillingen To slips.

 

I 1954 skiftede teatret navn og blev ombygget til Det nye Scala, men fik ikke den succes som operettescene, som den ny ejer Aage Stentoft havde håbet på.

 

I 1961 lukkede teateret derfor og blev først genåbnet fem år senere med hjælp fra Københavns Kommune – nu igen under navnet Nørrebros Teater.

 

 

 

Mere Nørrebro  

I den opfølgende artikel om det gamle Nørrebro ser vi mere på Assistens kirkegård, Nørrebros rabarberkvarter, ”Byggeren” og overborgmester Egon Weidekamps omfattende saneringer, der ændrede Nørrebro for altid.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…