Uddannelsesminister Morten Østergaard vil reducere antallet af videregående uddannelser. Han er blevet inspireret af den delrapport, som Produktivitetskommissionen netop har udgivet.
I rapporten peger kommissionen blandt andet på følgende:
De studerende på landets universiteter er for lang tid om at gennemføre deres studier.
Søgningen til de uddannelser, der fører til størst arbejdsløshed, er steget markant det seneste årti.
Vi har store problemer med det faglige niveau: ”De 16-24-årige klarer sig dårligt inden for læsning, regning og it-færdigheder i forhold til en lang række andre lande”, som det udtrykkes i rapporten.
Selv om det kan være rimeligt at reducere antallet af uddannelser, virker det ikke som et reelt bud på at løse disse væsentlige problemer på universiteterne. Det ser mere ud som et forsøg på at demonstrere en form for handlekraft dér, hvor det er nemmest.
Problemet overlades til universiteterne
Morten Østergaard har næppe tænkt sig at konkretisere, hvilke uddannelsesretninger, han synes, er overflødige. Men antallet af uddannelser vil sandsynligvis være at finde som et punkt i de udviklingskontrakter, som skal indgås mellem universiteterne og ministeriet i foråret 2014.
Så er det op til universiteterne selv at finde ud af, hvilke uddannelsesretninger der skal have kniven. Morten Østergaard vil derimod ikke få så forfærdelig meget i klemme. Men han kan henvise til, at der rent faktisk er sket noget som konsekvens af Produktivitetskommissionens arbejde.
Udviklingskontrakten
At reducere antallet af uddannelser er da også som skræddersyet til udviklingskontrakten. I kontrakten, som indgås cirka hvert andet år, fokuseres på let kvantificerbare, men mindre relevante parametre.
De væsentlige og vanskelige problemstillinger, som universiteterne står over for, har man mere berøringsangst over for. Eller også aner man måske bare ikke, hvordan man skal håndtere dem.
I den seneste udviklingskontrakt mellem Københavns Universitet og ministeriet (som kan ses her) er et af de overordnede mål for eksempel: ”Bedre kvalitet i uddannelserne”. Det skal opfyldes ved, at ”Antallet af internationale studerende uden for Norden optaget på hele kandidatuddannelser skal stige med 6 % over kontraktperioden”, samt fire andre punkter.
Realiteten er, at intet af disse punkter vil give bedre kvalitet i universitetets uddannelser. Men alle fem punkter er i det mindste lette at måle, således at såvel minister som universitetsledelse kan vise, at de opstillede mål er blevet opfyldt, og at de har styr på sagerne.
Hele den tilbagevendende rituelle besværgelse med udviklingskontrakterne er af ringe praktisk værdi, optager store administrative ressourcer, og har mest af alt karakter af en ledelsesmæssig overspringshandling. Groft sagt: I stedet for at gøre det, man skal, gør man noget andet i stedet.
De menige medarbejdere interesserer sig ikke for kontrakterne
Der er nemlig stort set ingen af de menige forskere og undervisere på universitetet, som ved, hvad der står i udviklingskontrakterne, eller er interesserede i at bruge deres forskningstid på at finde ud af det. Den slags aftaler betragtes som topledelsens eget problem.
På den måde har der ikke været meget gennemslagskraft for den såkaldt ”professionelle” ledelse, som politikerne talte om ved indførelsen af universitetsloven, hvor lederne blev ansat i stedet for valgt, samtidig med at der blev uddelt klækkelige lønforhøjelser på alle ledelsesniveauer.
Det er heller ikke professionel ledelse, der kommer til udtryk gennem udviklingskontrakternes forsøg på detailstyring af universiteternes aktiviteter.
Det eneste, der forbedres, er ledelsens lønninger
Ledelse af en forskningsbaseret organisation med en lang tidshorisont er anderledes end ledelsen af en produktionsvirksomhed, hvor man kan optimere enkle delprocesser og hurtigt og nemt se, om nye tiltag har forbedret slutproduktet.
For universiteternes vedkommende optages nu flere og flere studerende med ringere og ringere kundskaber, og vi forventes at uddanne dem på kortere og kortere tid. Her er udviklingskontrakterne ikke til megen hjælp. Her er brug for ledelse.
Politikerne ønsker ”uddannelser i verdensklasse”. I stedet for at beskæftige sig med antallet af uddannelser burde Morten Østergaard fokusere på det reelle problem på universiteterne, nemlig det faglige niveau. For tiden er det eneste, der bliver bedre på universiteterne, ledelsens og administrationens lønninger.