Regeringen har erkendt, at der må ”gøres noget” nu da den store flygtningestrøm fra især Syrien myldrer ind over grænsen.
Der er intet at sige til, at folk i rædsel er flygtet fra IS til de nordligste områder i Irak eller til Tyrkiet, hvor der ligeledes kommer flygtninge fra Syrien. Men hvorfor i alverden har vi ikke for længst hjulpet Tyrkiet med oprettelse af ordentlige asylcentre, lægecentre, og alt til faget henhørende for at gøre forholdene rimelige for hundredtusindvis af flygtninge.
På den måde kunne de flygtende forblive i deres egen kulturkreds, til der en dag blev mulighed for at rejse hjem.
Regeringen har siddet på hænderne
I stedet har regeringen siddet på hænderne i den tro, at ingen i hele verden ved, at der er noget, der hedder Danmark. Den afviser at have haft den fjerneste anelse om og har kategorisk nægtet, at menneskesmuglere har øret tæt til jorden og ved, hvor det bedst kan betale sig at søge om asyl. ”Er der virkelig nogen, der tror, at mennesker langt herfra sidder og undersøger på nettet, hvor bistandshjælpen er højest i EU”, som et medlem af regeringen udtalte på TV (citeret efter hukommelsen). For regeringen vidste bedre.
Og derfor var den – modsat befolkningen – helt uforberedt på konsekvenserne.
Politiet, der skal registrere asylansøgerne, er ved at segne under denne asylstrøm, og der er ingen steder at placere dem, så alt forhåndenværende tages i brug.
Selv om en asylansøger pr. definition er en ung mand, er der enkelte mænd, der har fået kone og børn med. For dem skulle man synes, at det må være en særlig glæde og lettelse at være kommet i sikkerhed. Men nej, når man er lovet paradis på jord, må det sandelig være en brat opvågnen at opdage de hastigt sammenflikkede boforhold. Det vækker vrede, at de voksne må følge børn på toiletter, der ligger udendørs. Vi har dog endnu til gode at blive skældt ud over maden, som det er sket i Italien.
Midlertidig beskyttelse
Med dette asylboom barslede regeringen med en god idé. Syrerne skal ikke (endnu) have asyl, men kun midlertidig beskyttelse med det angivelige formål at kunne sende dem hjem igen, når der er blevet ”ro i landet”.
Midlertidig beskyttelse var så ikke lige dét, asylansøgerne havde regnet med. For som en syrer udtalte på TV, havde han ikke valgt Danmark, hvis han havde vidst det på forhånd.
Det havde menneskesmuglerne ikke sagt et ord om.
Han havde regnet med at slå sig ned for tid og evighed. Men han kan tage det helt roligt – det kommer han også til. Det skal alverdens konventioner, EU, UNHCR, FN og Menneskerettighedsdomstolen nok sørge for.
De kommer til at blive
Det kommer uden tvivl til at gå som med jugoslaverloven (ophævet 2002) og kosovonødloven (ophævet 2000). Det var også love, der havde til formål at sende de midlertidigt beskyttede hjem, når de ikke længere havde brug for beskyttelse. I stedet betød ophævelsen af disse love blot, at de kunne søge asyl på lige fod med andre asylansøgere. De kunne dog også vælge at blive repatrieret med penge på lommen.
Så hvis det går, som al erfaring viser, er der ingen syrer, der behøver rejse hjem, medmindre han har lyst til det. Det er et simpelt regnestykke: Hvor meget kaster det af sig at slå sig ned i Danmark med sin hastigt voksende familie, som i mellemtiden er kommet til Danmark? Og hvor langt rækker repatrieringsydelsen i hjemlandet? Ud fra denne beregning kan udlændingen så vurdere, om det er farligt at bo i hjemlandet.
Gør nu brug af Dublin-forordningen
Hvis regeringen virkelig ville gøre noget effektivt ved flygtningestrømmen, ville den insistere på, at samtlige EU-lande skulle respektere Dublin-forordningen, som de har underskrevet.
Efter denne – med visse undtagelser – skal der søges asyl i første sikre land, som asylansøgeren ankommer til.
Ingen ankommer til Danmark uden at have passeret en stribe af EU-lande, medmindre de er fløjet direkte fra deres eget land til Kastrup Lufthavn. Ønsker asylansøgeren så ikke at oplyse rejseruten, må han opholde sig i et særligt udrejsecenter, indtil han får lyst til at fortælle om det EU-land, han først ankom til.
Endelig kan det jo også være, at den selvudråbte Humanistiske Stormagt (læs: Sverige) – en titel der forpligter – var indstillet på at modtage samtlige asylansøgere, der kommer til EU. Det er dog ikke alle, der er tilfredse med forholdene i ”landet med de åbne hjerter”.
At gode forhold prioriteres langt højere end dét at være kommet i sikkerhed, er det ikke kun ovennævnte syriske familiefar, der mener.
Også en syrisk familie, der var rejst til Sverige for at søge asyl, fortryder nu bitterligt, at de tog videre fra Sverige til Danmark. Ganske vist var de kommet i sikkerhed og ville automatisk få permanent opholdstilladelse med snarlig udsigt til statsborgerskab i den Humanistiske Stormagt, men forholdene for asylansøgere er tilsyneladende ikke så gode i Sverige, som de troede. Det har de derimod hørt, at de er i Danmark. De er så kommet fra asken i ilden, for her får syriske asylansøgere blot midlertidig beskyttelse. De ved endnu ikke, at det blot er mundsvejr.
Men hvad laver en syrisk familie, der skal returneres til Sverige, i et center i Sønderborg fremfor i Sandholmlejren? Selv om de ikke nåede at blive registreret som asylansøgere i Sverige, inden de skyndte sig videre til de gode forhold på denne side af Øresundsbroen, kan de vel ikke undgå at blive returneret i henhold til Dublin-forordningen?