Ændrede regler og strammere udlånspolitik betyder, at nogle pensionister mister muligheden for at få nedsparingslån i huset. Det kan få uheldige følger for dig, der har sparet op i fast ejendom.
Mange vil helst blive boende i huset, når de bliver pensioneret, og løbende bruge af opsparingen i huset. Det har længe været en god mulighed for mange – god for menneskerne og god for økonomien.
Sværere at få afdragsfrihed
Nu er denne mulighed desværre ødelagt for mange på grund af nye regler og en strammere praksis for bevilling af afdragsfrie lån. Afdragsfrihed er en væsentlig del af et nedsparingslån, men nu kan du altså kun få et afdragsfrit lån, hvis du har økonomi til at klare lånet med afdrag. Det er der nogle pensionister, der ikke kan.
Opsparing i fast ejendom
Problemet opstår, hvis du har sparet op til pensionstilværelsen i dit hus, sommerhus eller anden fast ejendom, og du ikke har løbende ydelser som ratepensioner og livrenter. I værste fald risikerer du at blive tvunget til at vælge mellem at sælge din bolig eller at nedsætte dit forbrug uhensigtsmæssigt.
Du skal være opmærksom på dette, hvis din formue er bundet i fast ejendom. Nogle familier vælger at optage lån før pensionsalderen for at få mulighed for at have lånene i økonomien i pensionstilværelsen.
Krisen er med til at forstærke disse problemer i de dele af landet der betegnes “Udkantsdanmark.” Bor du fx i Ringkøbing, eller har du sommerhus i Rødby, så kan det være nærmest umuligt at låne i disse ejendomme.
Dårlig formulering skaber problemer
En af årsagerne til miseren er en ændring i god skik-reglerne for banker. Det har ikke været hensigten at ramme ældres mulighed for nedsparing, men det er altså sket. Det er meget uheldigt, og reglerne bør ændres, så pensionister atter får mulighed for nedsparing i egen bolig og sommerhus.
Problemet ligger i en stram formulering i god skik-reglerne, der ikke giver plads til nuancer:
§ 19. Et pengeinstitut eller et realkreditinstitut må som udgangspunkt kun tilbyde lån med variabel rente til kunder, der har en økonomi, som efter instituttets vurdering medfører, at kunden kan godkendes til at optage et 30-årigt lån med fast rente uden afdragsfrihed. Dette finder tilsvarende anvendelse på lån med afdragsfrihed.
Stk. 2. Bestemmelsen finder kun anvendelse på lån med pant i fast ejendom, og hvor lånet ligger inden for 80 % af den faste ejendoms markedsværdi.
Formuleringen skaber problemer for pensionister med lille indkomst og stor ikke-likvid formue i bolig og sommerhus. Men også pensionister, der allerede har lån, og som gerne vil optage yderligere lån i boligen, kan få problemer.
Fejl skal rettes
Det er uproblematisk for realkreditselskabet og pengeinstituttet i stedet at bevillige lånet med afdrag og fast rente, men for pensionisten medfører det ofte større omkostninger. Det er en meget uheldig konsekvens af en alt for stram formulering.
Det kan kun gå for langsomt med at ændre dette.
Med venlig hilsen Kim Valentin,
Hold dig opdateret om boligøkonomi, pension og privatøkonomi: Send mig ugebrevet FinansNyt helt gratis.